Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/691

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
663
Gange-Rolf. Forlig ved St. Cler.


kaldet St. Cler, ved Floden Epte. Rolf lejrede med ſin Hær paa den ene Side af Elven, Kongen og Robert paa den anden. Rolf ſendte Erkebiſkop Franko over til Kongen og lod ham ſige, at det tilbudte Land var for lidet, for uopdyrket og menneſketomt, til at man kunde leve der, uden ved Rov, han maatte derfor ved Siden deraf midlertidigt have et frugtbart og rigt Land at hente Føde og Klæder fra, indtil det, ſom Kongen havde tilbudt ham, var opblomſtret igjen efter de Ødelæggelſer, det havde lidt. Han fordrede og, at Kongen og de fornemſte gejſtlige og verdslige Herrer ſkulde aflægge Ed paa, at Landet mellem Epte og Havet ſkulde tilhøre ham og hans Efterfølgere ſom Ejendom eller Alod. Hertug Robert og de øvrige Grever, Biſkopper og Abbeder ſagde til Karl, at han nødvendigviis maatte opfylde Rolfs Begjæring, om ikke for den ſtore Nyttes Skyld, Rolf kunde gjøre Riget, ſaa dog for at erhverve et ſaa ſtort Folk for Chriſtendommen. Kongen maatte føje ſig derefter, og tilbød Rolf førſt Flandern til midlertidig Brug. Men Flandern fandt Rolf altfor ſumpigt, Kongen lovede ham derfor Bretagne, der grændſede lige til det Land, der nu ſkulde blive hans eget. Hermed var Rolf tilfreds. Der ſtilledes nu Giſler paa begge Sider. Hertug Robert og Erkebiſkoppen hentede Rolf over til den franſke Lejr, hvor Frankerne ved at ſe ham ikke kunde tilbageholde deres Beundring over hans Tapperhed, Klogſkab og Dygtighed. Smigret herved, lagde Rolf ſine Hænder mellem Kongens, det vil ſige, aflagde ham ſin Hylding, hvilket, heder det, hans Fader, Farfader og Oldefader aldrig havde gjort for nogen. Kongen overdrog ham det lovede Land, nemlig fra Epte til Havet, ſom Alod, og Bretagne til at leve af, og gav ham ſin Datter Giſla til Egte. Efter Skik og Brug ſkulde nu Rolf kysſe Kongens Fod, men han vægrede ſig derved. „Jeg vil“, ſagde han, „aldrig bøje mine Knæ for nogen, eller kysſe nogens Fod“. Da Frankerne imidlertid bade ham ſaa indſtændigt derom, befalede han en af ſine Krigere at gjøre det i hans Sted. Denne gjorde det nok, men paa den Maade, at han greb fat i Kongens Fod og løftede den op til ſin Mund, ſaa at Kongen faldt baglængs, hvorover en ſtor Latter opſtod[1]. Kongen og alle de ſtore Herrer aflagde nu den forlangte Ed paa, at det ham overdragne Land ſkulde tilhøre ham og hans Efterkommere i alle følgende Slægter. Derpaa drog Kongen bort, men Hertug Robert og Erkebiſkoppen forbleve hos Rolf, der nu blev døbt af Franko i Aaret 912. Hertug Robert ſtod Fadder til ham og gav ham ſit Navn. Rolf,

  1. Ifølge Breve Chron. S. Martini Turonensis ſkulde Rolf, paa Anmodningen om at kysſe Kongens Fod, have ſagt paa angliſk: ne se bi god (ne si be Gode), det ſkee ej, ved Gud, hvorefter han ſkal have faaet Tilnavnet Bigoth, og hans Mænd Bigothi. Det ſamme Tilnavn (hvori dog ſnarere en Hentydning til Gothi ligger ſkjult) tillægges dem af Guill. de Nangis, dog af den Grund, at Rolf „be god“ tilſvor Kong Karl Troſkab.