kaldet St. Cler, ved Floden Epte. Rolf lejrede med sin Hær paa den ene Side af Elven, Kongen og Robert paa den anden. Rolf sendte Erkebiskop Franko over til Kongen og lod ham sige, at det tilbudte Land var for lidet, for uopdyrket og mennesketomt, til at man kunde leve der, uden ved Rov, han maatte derfor ved Siden deraf midlertidigt have et frugtbart og rigt Land at hente Føde og Klæder fra, indtil det, som Kongen havde tilbudt ham, var opblomstret igjen efter de Ødelæggelser, det havde lidt. Han fordrede og, at Kongen og de fornemste gejstlige og verdslige Herrer skulde aflægge Ed paa, at Landet mellem Epte og Havet skulde tilhøre ham og hans Efterfølgere som Ejendom eller Alod. Hertug Robert og de øvrige Grever, Biskopper og Abbeder sagde til Karl, at han nødvendigviis maatte opfylde Rolfs Begjæring, om ikke for den store Nyttes Skyld, Rolf kunde gjøre Riget, saa dog for at erhverve et saa stort Folk for Christendommen. Kongen maatte føje sig derefter, og tilbød Rolf først Flandern til midlertidig Brug. Men Flandern fandt Rolf altfor sumpigt, Kongen lovede ham derfor Bretagne, der grændsede lige til det Land, der nu skulde blive hans eget. Hermed var Rolf tilfreds. Der stilledes nu Gisler paa begge Sider. Hertug Robert og Erkebiskoppen hentede Rolf over til den franske Lejr, hvor Frankerne ved at se ham ikke kunde tilbageholde deres Beundring over hans Tapperhed, Klogskab og Dygtighed. Smigret herved, lagde Rolf sine Hænder mellem Kongens, det vil sige, aflagde ham sin Hylding, hvilket, heder det, hans Fader, Farfader og Oldefader aldrig havde gjort for nogen. Kongen overdrog ham det lovede Land, nemlig fra Epte til Havet, som Alod, og Bretagne til at leve af, og gav ham sin Datter Gisla til Egte. Efter Skik og Brug skulde nu Rolf kysse Kongens Fod, men han vægrede sig derved. „Jeg vil“, sagde han, „aldrig bøje mine Knæ for nogen, eller kysse nogens Fod“. Da Frankerne imidlertid bade ham saa indstændigt derom, befalede han en af sine Krigere at gjøre det i hans Sted. Denne gjorde det nok, men paa den Maade, at han greb fat i Kongens Fod og løftede den op til sin Mund, saa at Kongen faldt baglængs, hvorover en stor Latter opstod[1]. Kongen og alle de store Herrer aflagde nu den forlangte Ed paa, at det ham overdragne Land skulde tilhøre ham og hans Efterkommere i alle følgende Slægter. Derpaa drog Kongen bort, men Hertug Robert og Erkebiskoppen forbleve hos Rolf, der nu blev døbt af Franko i Aaret 912. Hertug Robert stod Fadder til ham og gav ham sit Navn. Rolf,
- ↑ Ifølge Breve Chron. S. Martini Turonensis skulde Rolf, paa Anmodningen om at kysse Kongens Fod, have sagt paa anglisk: ne se bi god (ne si be Gode), det skee ej, ved Gud, hvorefter han skal have faaet Tilnavnet Bigoth, og hans Mænd Bigothi. Det samme Tilnavn (hvori dog snarere en Hentydning til Gothi ligger skjult) tillægges dem af Guill. de Nangis, dog af den Grund, at Rolf „be god“ tilsvor Kong Karl Troskab.
