Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/690

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
662
Vikingetog.


dreven tilbage. Da han merkede, at han alene intet kunde udrette mod dem, forenede han ſig med Hertug Richard, og begge lode nu Bjerget omgjerde ſaaledes, at Nordmændene vare ganſke indeſluttede og ikke kunde komme ud. I deres Uvished om, hvad de nu ſkulde finde paa for at redde ſig, gav en Friſer, der var iblandt dem, det Raad, at nogle af dem i Nattens Mørke ſkulde ſnige ſig ned af Bjerget over Volden, og, naar de kom udenfor Frankernes Lejr, blæſe i Ludr; Frankerne vilde da rimeligviis tro at Rolf var kommen de indeſluttede til Hjelp, og disſe ſkulde da benytte ſig af Forvirringen til at ſlaa ſig igjennem. Planen lykkedes. Nordmændene ſloge ſig heldigt igjennem og lejrede ſig paa et ſumpigt Sted ved Eure, hvor de indrettede en Befæſtning eller et Gjerde omkring ſig af de blodige Legemer og Huder af en Mængde Kvæg, de havde røvet. Da Frankerne, ſom efter at have forvundet ſin førſte Skræk forfulgte de flygtende, fik Øje paa denne beſynderlige Forſkandsning, vovede de ikke at angribe dem, og hine fortſatte Vejen til Skibene, hvor Rolf lykønſkede dem til deres Frelſe. Han begyndte nu at herje værre end forhen, og Frankerne bleve bragte til den højeſte Grad af Fortvivlelſe. De flokkede ſig om Kongen, og ſpurgte ham eenſtemmigt, om han da ikke vilde ſkaffe dem Fred. „Giv mig da et Raad“, ſagde Karl opbragt. „Vi ſkulle give dig et Raad“, ſagde de, „ſom vil være Landet heldbringende. Overlad Rolf og hans Mænd Landet mellem Andelle og Havet. Giv ham derhos din Datter til Egte; han er ſelv en ſmuk Mand og af fornem Herkomſt, han er tapper og mægtig, og vil kunne være dit Rige til ſtort Værn“. Karl ſamtykkede heri, og ſendte Erkebiſkop Franko til Rolf, for at gjøre ham disſe Tilbud, dog fordrede han, at han ogſaa ſkulde lade ſig døbe. Rolf ſammenkaldte ſine Høvdinger, og æſkede deres Mening herom. Erindrende ſig Drømmens Udtydning, raadede de ham til at modtage det gode Tilbud. Landet var ypperligt, og man kunde ikke ønſke ſig et bedre Opholdsſted. Pigen var ſmuk, og Svogerſkabet med Kongehuſet vilde ſkaffe ham og hans Ætlinger den ſtørſte Indflydelſe. Rolf fandt ogſaa Tilbudet antageligt, og lod Franko melde tilbage, at han gik ind derpaa. Han tilbød en Stilſtand paa tre Maaneder, efter hvis Forløb han og Kongen ſkulde komme ſammen, for at ſlutte nærmere Forlig. Da Franko bragte denne Efterretning tilbage, bleve de Franſke meget glade, og fordrede eenſtemmigt, at Kongen ſkulde holde, hvad han havde lovet. Og for at viſe dem, at han meente det alvorligt, overgav han allerede nu ſin Datter til Erkebiſkoppen paa Rolfs Vegne. Da Hertug Robert af Paris, den afdøde Kong Odos Broder, erfarede dette, ſendte ogſaa han Fredstilbud til Rolf, for at beſtyrke ham i hans Forſæt at nedlægge Vaabnene og antage Chriſtendommen. Og Rolf lovede det højtideligen. „Jeg ſamtykker i Kongens Forſlag“, ſagde han, „han ſkal være mig ſom en Fader, og jeg ham ſom en Søn“. Til den beſtemte Tid kom begge Parter ſammen ved et Sted,