Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/690

662

Vikingetog.

dreven tilbage. Da han merkede, at han alene intet kunde udrette mod dem, forenede han sig med Hertug Richard, og begge lode nu Bjerget omgjerde saaledes, at Nordmændene vare ganske indesluttede og ikke kunde komme ud. I deres Uvished om, hvad de nu skulde finde paa for at redde sig, gav en Friser, der var iblandt dem, det Raad, at nogle af dem i Nattens Mørke skulde snige sig ned af Bjerget over Volden, og, naar de kom udenfor Frankernes Lejr, blæse i Ludr; Frankerne vilde da rimeligviis tro at Rolf var kommen de indesluttede til Hjelp, og disse skulde da benytte sig af Forvirringen til at slaa sig igjennem. Planen lykkedes. Nordmændene sloge sig heldigt igjennem og lejrede sig paa et sumpigt Sted ved Eure, hvor de indrettede en Befæstning eller et Gjerde omkring sig af de blodige Legemer og Huder af en Mængde Kvæg, de havde røvet. Da Frankerne, som efter at have forvundet sin første Skræk forfulgte de flygtende, fik Øje paa denne besynderlige Forskandsning, vovede de ikke at angribe dem, og hine fortsatte Vejen til Skibene, hvor Rolf lykønskede dem til deres Frelse. Han begyndte nu at herje værre end forhen, og Frankerne bleve bragte til den højeste Grad af Fortvivlelse. De flokkede sig om Kongen, og spurgte ham eenstemmigt, om han da ikke vilde skaffe dem Fred. „Giv mig da et Raad“, sagde Karl opbragt. „Vi skulle give dig et Raad“, sagde de, „som vil være Landet heldbringende. Overlad Rolf og hans Mænd Landet mellem Andelle og Havet. Giv ham derhos din Datter til Egte; han er selv en smuk Mand og af fornem Herkomst, han er tapper og mægtig, og vil kunne være dit Rige til stort Værn“. Karl samtykkede heri, og sendte Erkebiskop Franko til Rolf, for at gjøre ham disse Tilbud, dog fordrede han, at han ogsaa skulde lade sig døbe. Rolf sammenkaldte sine Høvdinger, og æskede deres Mening herom. Erindrende sig Drømmens Udtydning, raadede de ham til at modtage det gode Tilbud. Landet var ypperligt, og man kunde ikke ønske sig et bedre Opholdssted. Pigen var smuk, og Svogerskabet med Kongehuset vilde skaffe ham og hans Ætlinger den største Indflydelse. Rolf fandt ogsaa Tilbudet antageligt, og lod Franko melde tilbage, at han gik ind derpaa. Han tilbød en Stilstand paa tre Maaneder, efter hvis Forløb han og Kongen skulde komme sammen, for at slutte nærmere Forlig. Da Franko bragte denne Efterretning tilbage, bleve de Franske meget glade, og fordrede eenstemmigt, at Kongen skulde holde, hvad han havde lovet. Og for at vise dem, at han meente det alvorligt, overgav han allerede nu sin Datter til Erkebiskoppen paa Rolfs Vegne. Da Hertug Robert af Paris, den afdøde Kong Odos Broder, erfarede dette, sendte ogsaa han Fredstilbud til Rolf, for at bestyrke ham i hans Forsæt at nedlægge Vaabnene og antage Christendommen. Og Rolf lovede det højtideligen. „Jeg samtykker i Kongens Forslag“, sagde han, „han skal være mig som en Fader, og jeg ham som en Søn“. Til den bestemte Tid kom begge Parter sammen ved et Sted,