længer op ad Floden, og erobrede Meulan, hvorfra de herjede hele Omegnen. Ragnald samlede en større Hær, og angreb Nordmændene paa ny, men var endnu uheldigere end forrige Gang. Han blev slagen og maatte flygte; paa Flugten blev han dræbt af en Fisker, der var traadt i Rolfs Tjeneste. Rolf forfulgte de flygtende, og dræbte mange, men fangede endnu flere. „Nu“, sagde Rolf, „ville vi drage til Paris og hjemsøge dem, der have flygtet fra Striden“. De lettede Anker, sejlede til Paris, omringede og belejrede den, og herjede Omegnen, for derved at skaffe sig Levnetsmidler. Da disse begyndte at svigte, eftersom Belejringen gik i Langdrag, gjorde Nordmændene et Tog til Landskabet Bessin, som de herjede, og belejrede Bayeux. Stadens Indbyggere forsvarede sig, og vare heldige nok til at fange Botho, en af Nordmændenes Anførere. For at faa ham tilbage, tilsagde Nordmændene Staden et heelt Aars Fred, og droge bort igjen, men da Aaret var omme, og Belejringen af Paris endnu varede ved, drog Rolf til Bayeux, indtog Staden med Storm, ødelagde den i Bund og Grund, og tilegnede sig alle Fanger og Byttet. Blandt de fangne var den smukke Poppa, Datter af en fornem Mand ved Navn Berengar; hende egtede Rolf kort efter „paa dansk Viis“, og havde med hende Sønnen Villjam. Eureux blev ligeledes indtagen og plyndret. Forfærdede herover bekvemmede nogle Bygder i Francien sig til at betale Rolf Skat, andre satte sig til Modværge.
Da Anglerne hørte, at Rolf var beskjeftiget med Belejringen af Paris, og saaledes ikke kunde komme sin Ven Adelsteen til Hjelp, begyndte de at blive opsætsige mod ham, og grebe til Vaaben. Adelsteen, der ej saa sig istand til, paa egen Haand at bekæmpe Anglerne, sendte en af sine Grever til Paris, for at minde Rolf om det Forbund, de havde indgaaet med hinanden, og bede ham om Hjelp. Da han fremførte Begjæringen for Rolf, bad denne ham vente i tre Dage. Han sendte strax en Opfordring til Befalingsmændene i Staden, at de enten skulde overgive ham denne, eller stille Gisler, eller berede sig til Forsvar. Borgerne valgte det sidste. Rolf gjorde tidligt om Morgenen den følgende Dag et heftigt Angreb paa Fienden, og kæmpede lige til Aftenen, men forgjæves. Han lettede derfor i Aftenskumringen Anker, og sejlede saa hurtigt han kunde over til England, hvor han lod Gesandten melde Adelsteen, at han var ankommen, og rede til at hjelpe ham. Adelsteen blev glad ved denne Efterretning, begav sig strax til Rolf, og bød ham hjerteligt velkommen. Rolf takkede ham for den Undsætning og de Levnetsmidler, han havde sendt ham, da han laa paa Walcheren. Adelsteen svarede at han ej noksom kunde paaskjønne, at Rolf for hans Skyld havde forladt det Rige, Gud selv havde forundt ham; han lovede ham til Gjengjeld at ville give ham Halvdelen af sit eget Rige, hvis han kunde kue de opsætsige Angler. Rolf gav sig nu til at angribe Anglerne og herje deres Byer: da de saa, at det ej kunde nytte dem at sætte sig til Mod-
