Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/687

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
659
Gange-Rolf.


ved Floden Eure, og hentede Haaſtein, der endnu opholdt ſig i Chartres, for at han, ſom ſelv var Nordmand, nu kunde gaa dem til Haande ved Underhandlingen med hans Landsmænd. Hertug Ragnald af Francien forlangte hans Raad. Haaſtein ſvarede at han, hvis han for tre Dage ſiden havde været adſpurgt, maaſkee kunde have givet et godt Raad; nu vidſte han ikke bedre Raad end at ſende Geſandter til Rolf, for at høre hvad han ſagde. Ragnald bad Haaſtein ſelv at gaa ſom Geſandt. Han vilde ikke gaa ene, men medtog to Krigere, kundige i det danſke Sprog. De begave ſig hen til Pont de l’Arche, ſtillede ſig paa Flodbredden, og ſpurgte de Fremmede i de kongelige Grevers Navn, hvo og hvorfra de vare, og hvad de vilde. „Vi ere Daner“, lød Svaret, „og komme fra Dacien; vi ville erobre Francien“. „Hvad Titel fører Eders Herre“, ſpurgte Haaſtein. „Ingen“, ſagde de; „vi have ingen Herre, vi ere alle lige“. „Ere I lokkede hid ved Rygtet om nogen enkelt Mands Bedrifter“, ſpurgte Haaſtein; „have I maaſkee hørt noget om en af Eders Landsmænd ved Navn Haaſtein, der kom ſejlende hid med en Mængde Krigere“? „Ja“, ſagde de, „vi have hørt øm ham; han begyndte godt, men endte ſlet“. „Ville I“, vedblev Haaſtein, „underkaſte Eder Kong Karl, og erkjende hans Herredømme imod at faa mange Forleninger af ham? „Nej“, ſvarede de, „vi ville ikke underkaſte os Nogens Herredømme, eller modtage Forleninger af Nogen ſom helſt; vi ſynes bedſt om det Len, ſom vi ſelv ſkaffe os ved Vaaben og Anſtrengelſe“. „Hvad ville I da gjøre“? ſpurgte Sendebudene „Pak Eder kun bort“, ſagde Dacerne, „og ſtaar ikke længer her; vi ſkjøtte ikke om Eders lange Tale, og ville ikke fortælle Eder hvad vi agte at gjøre“. Med denne Beſked maatte Haaſtein og hans Ledſagere gaa tilbage. Ragnald ſpurgte Haaſtein, hvad de nu ſkulde gribe til. Haaſtein fraraadte ham at angribe de Fremmede. Men en Bannerfører i den franſke Hær, ved Navn Rolland, ſagde: „hvorfor ſpørge I ham om Raad? Ulv fanges dog aldrig ved Ulv, eller Ræv ved Ræv“. „Nuvel“, ſagde Haaſtein, „jeg ſkal ikke indvende noget mod Angrebet“. Rolf og hans Mænd havde imidlertid opkaſtet Befæſtninger næſten ſaa ſtore ſom en Borg. Frankerne hørte om Morgenen Mesſe i St. Germain-Kirken og nøde Sakramentet, derpaa angrebe de Befæſtningen, hvor der fandtes en vid Aabning, beſtemt til Port. Gjennem denne ſtormede Rolland ind med ſin Skare. Dacerne, der laa og hvilede hiſt og her paa Sletten, med Skjoldene over ſig, ſkyndte ſig op, og fældte i et Øjeblik Rolland tilligemed hans Mænd. Ragnald, Haaſtein og de øvrige Anførere flygtede. Rolf kaldte ſine Mænd, der forfulgte de flygtende, tilbage, og ſagde: „hvad Ondt have vi gjort Frankerne? hvorfor have de angrebet os? Det er dem, ſom have begyndt Striden; de faa nu tage til Takke med Følgerne. Vi ville erobre deres Borge og Byer; vi ville gjengjelde dem mangedobbelt deres Fornærmelſer mod os“. Derpaa gav han Befaling til Opbrud. De ſejlede