Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/687

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
659
Gange-Rolf.


ved Floden Eure, og hentede Haastein, der endnu opholdt sig i Chartres, for at han, som selv var Nordmand, nu kunde gaa dem til Haande ved Underhandlingen med hans Landsmænd. Hertug Ragnald af Francien forlangte hans Raad. Haastein svarede at han, hvis han for tre Dage siden havde været adspurgt, maaskee kunde have givet et godt Raad; nu vidste han ikke bedre Raad end at sende Gesandter til Rolf, for at høre hvad han sagde. Ragnald bad Haastein selv at gaa som Gesandt. Han vilde ikke gaa ene, men medtog to Krigere, kundige i det danske Sprog. De begave sig hen til Pont de l’Arche, stillede sig paa Flodbredden, og spurgte de Fremmede i de kongelige Grevers Navn, hvo og hvorfra de vare, og hvad de vilde. „Vi ere Daner“, lød Svaret, „og komme fra Dacien; vi ville erobre Francien“. „Hvad Titel fører Eders Herre“, spurgte Haastein. „Ingen“, sagde de; „vi have ingen Herre, vi ere alle lige“. „Ere I lokkede hid ved Rygtet om nogen enkelt Mands Bedrifter“, spurgte Haastein; „have I maaskee hørt noget om en af Eders Landsmænd ved Navn Haastein, der kom sejlende hid med en Mængde Krigere“? „Ja“, sagde de, „vi have hørt øm ham; han begyndte godt, men endte slet“. „Ville I“, vedblev Haastein, „underkaste Eder Kong Karl, og erkjende hans Herredømme imod at faa mange Forleninger af ham? „Nej“, svarede de, „vi ville ikke underkaste os Nogens Herredømme, eller modtage Forleninger af Nogen som helst; vi synes bedst om det Len, som vi selv skaffe os ved Vaaben og Anstrengelse“. „Hvad ville I da gjøre“? spurgte Sendebudene „Pak Eder kun bort“, sagde Dacerne, „og staar ikke længer her; vi skjøtte ikke om Eders lange Tale, og ville ikke fortælle Eder hvad vi agte at gjøre“. Med denne Besked maatte Haastein og hans Ledsagere gaa tilbage. Ragnald spurgte Haastein, hvad de nu skulde gribe til. Haastein fraraadte ham at angribe de Fremmede. Men en Bannerfører i den franske Hær, ved Navn Rolland, sagde: „hvorfor spørge I ham om Raad? Ulv fanges dog aldrig ved Ulv, eller Ræv ved Ræv“. „Nuvel“, sagde Haastein, „jeg skal ikke indvende noget mod Angrebet“. Rolf og hans Mænd havde imidlertid opkastet Befæstninger næsten saa store som en Borg. Frankerne hørte om Morgenen Messe i St. Germain-Kirken og nøde Sakramentet, derpaa angrebe de Befæstningen, hvor der fandtes en vid Aabning, bestemt til Port. Gjennem denne stormede Rolland ind med sin Skare. Dacerne, der laa og hvilede hist og her paa Sletten, med Skjoldene over sig, skyndte sig op, og fældte i et Øjeblik Rolland tilligemed hans Mænd. Ragnald, Haastein og de øvrige Anførere flygtede. Rolf kaldte sine Mænd, der forfulgte de flygtende, tilbage, og sagde: „hvad Ondt have vi gjort Frankerne? hvorfor have de angrebet os? Det er dem, som have begyndt Striden; de faa nu tage til Takke med Følgerne. Vi ville erobre deres Borge og Byer; vi ville gjengjelde dem mangedobbelt deres Fornærmelser mod os“. Derpaa gav han Befaling til Opbrud. De sejlede