Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/686

658

Vikingetog.

og endda strak ikke alt til. Hun sendte, hvad hun kunde, med de tolv Krigere, idet hun ydmygt lod bede om Naade for hendes Mand. Rolf blev herved stemt til Medlidenhed. Han lod Raginher bringe for sig, og bebrejdede ham først at han havde optraadt fiendtligt imod ham, men sagde derefter, at han skulde faa sin Frihed og Halvdelen af de udpressede Skatte tilbage, naar han kun for Eftertiden vilde love at være hans Ven. Raginher lovede dette med Glæde. Da lod Rolf ham løse af Lænkerne, og sendte ham tilbage til hans Hustru med Halvdelen af Skatten og rige Gaver. Da Freden saaledes var oprettet her, og Rolf pønsede paa hvad han nu skulde tage sig for, havde han en ny Drøm, der bød ham at forlade disse Egne, og drage til Frankrige. Strax satte han derfor Sejl til, forlod Schelden, og drog til Seinens Munding. Dette var, siger Dudo, i Aaret 876. Han drog op ad den skjønne Flod, hvis smilende Bredder vare klædte med duftende Urter, og standsede ved Jumiéges, hvor han dog ikke opslog sin Bolig i St. Peters Kloster, men landede derimod paa den anden Side af Floden, og tog sit Sæde ved St. Vaasts Kapel, hvor han ogsaa lod Liget af en hellig Jomfru, ved Navn Hameltrude, hvilket han førte med sig fra England, nedlægge over St. Vaasts Alter, hvorfor Stedet siden kaldtes St. Hameltrude. Da de fattige Kjøbmænd, der dengang opholdt sig i det ved Fiendehaand halv ødelagte Rouen, erfarede at en stor Skare af Nordmænd var kommen til Jumiéges, tyede de alle som een til Erkebiskop Franko om Hjelp. Denne sendte strax Bud til Rolf for at bede ham om Sikkerhed for sig selv og Heredets Indbyggere Da Rolf hørte, at der saavel i Byen som i Heredet kun fandtes en ubevæbnet Hob, hvis Bekæmpelse ej kunde bringe ham nogen Ære, lovede han Erkebiskoppen, hvad han forlangte, og sejlede selv op til Rouen, hvor han lagde sig med sine Skibe tæt udenfor St. Martins Port og Kirke, og selv gik i Land, for at tage Byen i Øjesyn Han fandt dens Befæstninger sprengte, Kirkerne nedbrudte, Murene hist og her omstyrtede, og af Mennesker kun en liden, ubevæbnet Hob. Da han var kommen tilbage fra denne Vandring, sammenkaldte han sine fornemste Mænd, for at raadslaa med dem om, hvad man videre skulde gjøre. De sagde, ligesom ved en guddommelig Indskydelse: „Dette Land er frugtbart paa alt Slags Korn, har herlige Skove, fiskerige Floder, er rigt paa forskjellige Slags Vildt, men blottet for Krigere. Lader os gjøre os til Herrer over det, og sætte os ned her, idet vi erobre de tilgrændsende Egnes Riger, Landsbyer, Gaarde og Borge, for at de Skarer, der nedsætte sig, kunne have Ro; maaskee skal din Drøm paa denne Maade gaa i Opfyldelse. Rolf blev glad ved dette Svar, lod Skibene lette Anker, og sejlede op til Pont de l’Arche. Herfra rygtedes det strax i det egentlige Francien (Isle de France), at en utallig Hær af Nordmænd laa forsamlet i Seinen. Forfærdede som ved et pludseligt Tordenslag samlede Franciens Mænd sig i stor Mængde