Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/685

657

Gange-Rolf.

Vinteren, og i denne Tid kjøbslaa med Landets Folk: de skulde afholde sig fra al Plyndring, og den paafølgende Vaar drage over til Frankrige. Adelsteen svarede venligt „Intet Land“, sagde han, „frembringer saa ypperlige og krigsdygtige Mænd, som Dacien. Ingen er retfærdigere i Handling, og større i Vaabendaad, end Eders Herre. Jeg tilstaar Eder fuldkommen Frihed til at kjøbslaa hvor som helst I finde for godt i mit Land. Beder Eders Herre at komme til mig, at jeg kan tilfredsstille min Længsel efter at se ham, og trøste ham efter hans Ulykker. Rolf kom, blev venskabeligt modtagen, og sluttede et uopløseligt Forbund med Adelsteen. Den hele Vinter tilbragtes med Udrustninger, og Rolf fik tillige flere angliske Ynglinger til at deeltage i Toget. Om Vaaren sejlede han afsted med en herlig Flaade. En Storm bragte Skibene i stor Fare, dog landede de omsider heldigt ved Walcheren. Indbyggerne af denne Ø angrebe ham og hans Mænd, men Rolf overvandt dem, fældte og fangede en stor Deel, og opholdt sig længe paa Walcheren, idet han herjede Øen. Da Adelsteen erfarede at han var velbeholden kommen did, sendte han ham tolv Skive ladede med Korn, Viin og Flesk, og lige saa mange besatte med væbnede Mænd. Rolf glædede sig over Gaven, og sendte et Gesandtskab til Adelsteen, for at fremføre hans Tak. Men Indbyggerne paa Walcheren, der frygtede for at Rolf vilde blive al sin Tid paa deres Ø, henvendte sig til Raginher Langhals, Hertug af Hennegau, og Radbod, Frisernes Fyrste, og bade dem om at uddrive den ubeleilige Gjest. De efterkom Begjæringen, og angrebe Rolf, men denne sejrede som sædvanligt, drev begge Fyrster paa Flugten, skjændte og brændte over hele Walcheren, og hjemsøgte Frisland. Friserne samlede sig i stor Mængde, og angrebe Rolf ved Floden Almar, men lede et stort Nederlag; Rolf tog en utallig Mængde Fanger, og Friserne maatte forbinde sig til at betale ham Skat og love ham Lydighed. Rolf vendte nu sine Vaaben mod Hertug Raginher Langhals, sejlede opad Schelden, herjede paa begge Sider og kom lige til Condé. Raginher blev overvunden i mange Slag; Indbyggerne vovede ej at pløje og dyrke Jorden; der opstod Hungersnød og Fortvivlelse i Landet. Omsider blev Raginher ved et Angreb paa Dacierne fangen og ført i Lænker til Rolf. Samme Dag havde Raginhers Folk overrumplet og fanget tolv af Rolfs ypperste Krigere. Raginhers Hustru sendte derfor Gesandter til Rolf, og tilbød ham at frigive disse tolv Krigere, hvis han vilde sætte hendes Mand paa fri Fod. Men Rolf svarede, at han aldeles ikke vilde frigive Hex-tugen,’ men tvertimod lade ham halshugge, hvis hun ikke forinden sendte ham baade hine Krigere tilbage, og derhos alt det Guld og Sølv, der fandtes i det hele Hertugdømme, under hendes Christendoms-Ed, tilligemed den Skat, Hertugen ellers plejede at oppebære af sine Undersaatter. Her var intet andet for, end at adlyde. For at skaffe Guld og Sølv tilveje, maatte man ogsaa tage Kirkernes Prydelser,