Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/685

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
657
Gange-Rolf.


Vinteren, og i denne Tid kjøbſlaa med Landets Folk: de ſkulde afholde ſig fra al Plyndring, og den paafølgende Vaar drage over til Frankrige. Adelſteen ſvarede venligt „Intet Land“, ſagde han, „frembringer ſaa ypperlige og krigsdygtige Mænd, ſom Dacien. Ingen er retfærdigere i Handling, og ſtørre i Vaabendaad, end Eders Herre. Jeg tilſtaar Eder fuldkommen Frihed til at kjøbſlaa hvor ſom helſt I finde for godt i mit Land. Beder Eders Herre at komme til mig, at jeg kan tilfredsſtille min Længſel efter at ſe ham, og trøſte ham efter hans Ulykker. Rolf kom, blev venſkabeligt modtagen, og ſluttede et uopløſeligt Forbund med Adelſteen. Den hele Vinter tilbragtes med Udruſtninger, og Rolf fik tillige flere angliſke Ynglinger til at deeltage i Toget. Om Vaaren ſejlede han afſted med en herlig Flaade. En Storm bragte Skibene i ſtor Fare, dog landede de omſider heldigt ved Walcheren. Indbyggerne af denne Ø angrebe ham og hans Mænd, men Rolf overvandt dem, fældte og fangede en ſtor Deel, og opholdt ſig længe paa Walcheren, idet han herjede Øen. Da Adelſteen erfarede at han var velbeholden kommen did, ſendte han ham tolv Skive ladede med Korn, Viin og Fleſk, og lige ſaa mange beſatte med væbnede Mænd. Rolf glædede ſig over Gaven, og ſendte et Geſandtſkab til Adelſteen, for at fremføre hans Tak. Men Indbyggerne paa Walcheren, der frygtede for at Rolf vilde blive al ſin Tid paa deres Ø, henvendte ſig til Raginher Langhals, Hertug af Hennegau, og Radbod, Friſernes Fyrſte, og bade dem om at uddrive den ubeleilige Gjeſt. De efterkom Begjæringen, og angrebe Rolf, men denne ſejrede ſom ſædvanligt, drev begge Fyrſter paa Flugten, ſkjændte og brændte over hele Walcheren, og hjemſøgte Frisland. Friſerne ſamlede ſig i ſtor Mængde, og angrebe Rolf ved Floden Almar, men lede et ſtort Nederlag; Rolf tog en utallig Mængde Fanger, og Friſerne maatte forbinde ſig til at betale ham Skat og love ham Lydighed. Rolf vendte nu ſine Vaaben mod Hertug Raginher Langhals, ſejlede opad Schelden, herjede paa begge Sider og kom lige til Condé. Raginher blev overvunden i mange Slag; Indbyggerne vovede ej at pløje og dyrke Jorden; der opſtod Hungersnød og Fortvivlelſe i Landet. Omſider blev Raginher ved et Angreb paa Dacierne fangen og ført i Lænker til Rolf. Samme Dag havde Raginhers Folk overrumplet og fanget tolv af Rolfs ypperſte Krigere. Raginhers Huſtru ſendte derfor Geſandter til Rolf, og tilbød ham at frigive disſe tolv Krigere, hvis han vilde ſætte hendes Mand paa fri Fod. Men Rolf ſvarede, at han aldeles ikke vilde frigive Hex-tugen,’ men tvertimod lade ham halshugge, hvis hun ikke forinden ſendte ham baade hine Krigere tilbage, og derhos alt det Guld og Sølv, der fandtes i det hele Hertugdømme, under hendes Chriſtendoms-Ed, tilligemed den Skat, Hertugen ellers plejede at oppebære af ſine Underſaatter. Her var intet andet for, end at adlyde. For at ſkaffe Guld og Sølv tilveje, maatte man ogſaa tage Kirkernes Prydelſer,