Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/672

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
644
Vikingetog.

der bortrev den ene af Broerne og gav det dermed forbundne Brohoved til Priis for Fienden. I denne Nød ſendte Gauzlin Bud til Markgrev Henrik i Lothringen for at bede ham om Hjelp. Henrik kom dog førſt i Mai Maaned, og kunde intet udrette, men vendte kort efter tilbage til Tydſkland[1]. Gauzlin ſaa nu ingen anden Udvej end at aabne Underhandlinger. Imidlertid havde Nordmændene paa deres Strejftog ogſaa lidt enkelte Tab, ſaaledes vare de ſlagne ved Chartres og ved Mans[2], dette har maaſkee bidraget til at Sigfred lyttede til Gauzlins Fredsforſlag, og lod ſig mod 60 Pund Sølv overtale til at drage bort med ſine Mænd[3]; de øvrige bleve tilbage, af hvilke en Konge ved Navn Sinrik (Sigtrygg) ſvor at han ikke vilde forlade Frankrige førend han havde ſeet Seinens Kilder. Han druknede nogen Tid efter med 50 Mand[4]. Strax efter disſe Forhandlinger døde Biſkop Gauzlin af en Sygdom, ſom han rimeligviis ved altfor ſtore Anſtrengelſer havde paadraget ſig. Fiendtlighederne vedbleve, Stadens Stilling blev misligere, der indfandt ſig Mangel og Hungersnød, og Indbyggerne begyndte at tabe Modet. Men Grev Odo ſatte Mod i dem og bad dem endnu at holde ud en Stund; ſelv begav han ſig for en kort Tid hemmelig ud af Staden for at opfordre de nærmeſte Høvdinger til at ſkaffe Hjelp, og iſær for at lægge Kejſeren Statens Nød paa Hjerte. Langt om længe ſatte endelig den dorſke Kejſer ſig i Bevægelſe. Ud paa Høſten kom han til Cresſy, og ſendte derfra Markgrev Henrik i Forvejen; men da denne red omkring med faa Folk, og betragtede Fiendens Befæſtninger, for at underſøge, hvor de letteſt kunde angribes, blev han overfalden og dræbt[5]. Paa ſamme Tid opbrændte Nordmændene en Deel af Staden Beauvais. Omſider kom Kejſeren, mod Slutningen af Oktober, opſlog ſin Lejr paa Montmartre og nødſagede herved dem af Fienderne, der hidtil havde haft ſin Lejr paa den højre Flodbred, til at flytte over til den venſtre[6]. Han lod en Deel af ſin Hær følge efter, og ſendte tillige nogle Tropper ind i Staden. Men dette var ogſaa alt, hvad han gjorde. Thi han indlod ſig ikke paa nogen egentlig Kamp med de ſtridbare Fiender. Under Paaſkud af at Vinteren nærmede ſig, aabnedes der Underhandlinger, og han fandt ſig i at ſlutte Fred paa de: ſom en ſamtidig Annaliſt udtrykker ſig, altfor ynkelige Vil-

  1. Abbo, 1ſte Bog, Slutn.
  2. Ann. Vedast. p. 202. Fulda-Annalerne S. 403. Regino, hos Pertz I. p. 596. Abbo II. v. 1—22.
  3. Ann. Vedast. p. 202, jvf. Abbo II. v. 28—67.
  4. Abbo, II. v. 220—226.
  5. Ann. Vedast. p. 202. Fulda-Ann. S. 403. Regino S. 596. Abbo II. v. 222, 223.
  6. Abbo, II. v. 334, jvf. Ann. Vedast. p. 203.