Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/594

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
566
Harald Haarfagre.

Øſtkyſten, da han flyttede veſter til Leiruvaag[1]. Ulfljot var en Datterſøn af Hørda-Kaare, og, tillægges der, en Syſterſøn af Thorleif ſpake den yngre, en af Norges førſte Lovkyndige ved Slutningen af Kong Haralds Regjeringstid[2]. Ulfljot var allerede 60 Aar gammel, men begav ſig dog over til Norge til ſin Morbroder Thorleif, for at benytte hans kyndige Vejledning, og opholdt ſig hos ham i tre Aar. „Der ſatte“, heder det, „Ulfljot og Thorleif den Lov, ſom ſiden blev kaldet Ulfljotslov“, og ſom „fornemmelig rettede ſig efter Gulathingsloven, ſaadan ſom den paa den Tid var, idet Thorleif gav ſine Raad om hvad der var at tage fra eller lægge til“[3]. Da Størſtedelen af Landnamsmændene, ſom ovenfor viiſt, vare fra Gulathings-Foreningen i Norge, og de Lovbeſtemmelſer, ſom i de fleſte Hereder paa Island vare vedtagne, følgelig maa have været Gulathingslovens, var det ogſaa i og for ſig i ſin Orden, at Islands nye Fælleslovgivning fornemmelig kom til at rette ſig efter denne, og af denne Grund vilde det vel endog være blevet Ulfljot paalagt, iſær at holde ſig til Gulathingsloven, om han end ikke ſelv havde været en Gulathingsmand og beſlægtet med Gulathingsforeningens førſte Lovkyndige. Det bliver vel derfor altid et ſtort Spørgsmaal, hvorvidt Thorleif, forſaavidt han kan antages at have været til, virkelig har haft den Indflydelſe paa Islands Lovgivning, ſom disſe gamle Beretninger foregive. Det er umiskjendeligt, og vi have allerede tildeels ſeet Exempler paa, at Sagnet tillagde en Thorleif ſpake den fornemſte Deel af Norges Lovgivning ſtrax før eller efter Rigets Samling[4]. Dette Navn ſynes næſten at være blevet ligeſaa ſtaaende i Egenſkab af den ældſte Rets-Autoritet, ſom Navnet Mattull for Finnernes foregivne Konge, og lignende, i flere Generationer tilbagevendende Navne, der alle mere tilhøre Sagnet, end Hiſtorien[5]. At Sagnet paa Island ogſaa kan have ſat dette Navn i Forbindelſe med Øens ældſte Lovgivning, uden at Thorleif engang, naar Alt kommer til Alt, har været nogen virkelig hiſtoriſk Perſonlighed er heel ſandſynligt. Men Ulfljot kan for den Sags Skyld meget gjerne have været over i Norge for at ſtudere Gulathingsloven nøjere i dens egentlige Hjem. Naar det ellers heder, at han „havde Loven ud med ſig fra Norge“, maa man ikke tænke paa nogen vidtløftig ſkreven Lov, eller paa den Masſe af ſærſkilte Beſtemmelſer, der danne den merkelige, under Navnet Graagaas bekjendte old-islandſke Lovbog, ſom endnu er opbevaret. Den ulfljotſke Lov

  1. Landn. IV. 7.
  2. Han var med at „ſætte“ Gulathingsloven under Kong Haakon den gode, ſe Snorre, Haakon den godes Saga Cap. 11.
  3. Landn. IV. 7, jvf. Islendingabok Cap. 2.
  4. Se ovenfor S. 408.
  5. Paa ſamme Maade fablede man ogſaa i Sydeuropa gjennem flere Aarhundreder om en Preſt Johan, der ſkulde beherſke det Indre af Aſien.