stort og efter Omstændighederne prægtigt[1]. Flere Hov omtales udtrykkeligt, saaledes Thorolf Mostrarskeggs paa Hovstad, Ingemunds i Vatnsdalen, de tvende, der opførtes af Helge magres Sønner, Ketilbjørns Hov paa Mosfell, o. fl. Der skjelnes ogsaa mellem Hoved-Hovene, hvortil det hele Distrikts eller Hereds Indbyggere svarede Hov-Told, og de øvrige Hov, der kun synes at have været private[2]. Hvor mange slige Hov der oprejstes paa Island, lader sig nu ikke med Vished sige; der nævnes en heel Deel Gaarde ved Navn Hov eller Hovstad, og dette Navn maa de alle have faaet efter de paa dem oprejste Templer. Dog kjender man Antallet paa de egentlige Hoved-Hov, da hele den verdslige Jurisdiktion og Landets Inddeling rettede sig derefter. Goden ved et Hoved-Hov var nemlig tillige Heredsforstander, og hans Myndighed (Godord) var ligesom Hersens i Norge, ej alene af en religiøs, men ogsaa af en politisk og juridisk Charakteer[3]. Af saadanne Godord gaves der kort efter Landets fuldstændige Bebyggelse 39, og dette var altsaa Antallet, ej alene paa de fornemste Templer, men og paa de fornemste Høvdinger, hvis Thingmænd saaledes alle de øvrige vare.
Denne hierarchisk-aristokratiske Forfatning, den samme, der i Aarhundreder havde hersket i Norge, blev saaledes ogsaa den, der oprettedes paa Island, skjønt oprindeligen, efter hvad det lader til, enhver Høvding handlede paa egen Haand for sig og sine Undergivne, opførte sit Tempel, og indrettede sit Thing, uden nogen bestemt Tanke om at forene sig med de øvrige Høvdinger i eet fælles Statssamfund. Oprettelsen af de første Godord, paa hvilken hele den følgende Inddeling og politiske Forfatning hvilede, synes fra først af kun at have være Tilfældets Verk, eftersom en Nybygger havde Magt, Rigdom og Anseelse nok til at kunne optræde som gejstlig og verdslig Høvding. Man kan derfor ikke sige, at Island fra først af var en Republik eller et Statssamfund. Det var tvertimod en Samling af henved 40 indbyrdes uafhængige Smaahøvdingdømmer, hvis Høvdinger hver for sig havde ligesaa megen, om ikke mere, Magt end den, som Herserne, ja endog Smaakongerne, udøvede i Norge. Man blev, som det synes, i hvert Hered enig om at optage visse Lovbestemmelser, sandsynligviis dem, man allerede i Hjemmet havde haft[4], og saaledes hjalp man sig, indtil de Konflikter, der nødvendigviis maatte opstaa deraf, at der ingen Eenhed herskede
- ↑ Kjalnesinga Saga, hvor der fortælles herom, er fabelagtig og neppe paalidelig; dog tales der om Templet ogsaa i en enkelt Haandskrift af Landn. IV. 7.
- ↑ Landn. IV. 7.
- ↑ Landn. IV. 7, jvf. Islendingabok Cap. 5. Se ovenfor S. 152, 153.
- ↑ Det siges udtrykkeligt i Vatnsdøla Saga, Cap. 15: „da optoges ogsaa Lov og Landsret“ (nemlig i Vatnsdalen).
