Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/592

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
564
Harald Haarfagre.

ſtort og efter Omſtændighederne prægtigt[1]. Flere Hov omtales udtrykkeligt, ſaaledes Thorolf Moſtrarſkeggs paa Hovſtad, Ingemunds i Vatnsdalen, de tvende, der opførtes af Helge magres Sønner, Ketilbjørns Hov paa Mosfell, o. fl. Der ſkjelnes ogſaa mellem Hoved-Hovene, hvortil det hele Diſtrikts eller Hereds Indbyggere ſvarede Hov-Told, og de øvrige Hov, der kun ſynes at have været private[2]. Hvor mange ſlige Hov der oprejſtes paa Island, lader ſig nu ikke med Vished ſige; der nævnes en heel Deel Gaarde ved Navn Hov eller Hovſtad, og dette Navn maa de alle have faaet efter de paa dem oprejſte Templer. Dog kjender man Antallet paa de egentlige Hoved-Hov, da hele den verdſlige Jurisdiktion og Landets Inddeling rettede ſig derefter. Goden ved et Hoved-Hov var nemlig tillige Heredsforſtander, og hans Myndighed (Godord) var ligeſom Herſens i Norge, ej alene af en religiøs, men ogſaa af en politiſk og juridiſk Charakteer[3]. Af ſaadanne Godord gaves der kort efter Landets fuldſtændige Bebyggelſe 39, og dette var altſaa Antallet, ej alene paa de fornemſte Templer, men og paa de fornemſte Høvdinger, hvis Thingmænd ſaaledes alle de øvrige vare.

Denne hierarchiſk-ariſtokratiſke Forfatning, den ſamme, der i Aarhundreder havde herſket i Norge, blev ſaaledes ogſaa den, der oprettedes paa Island, ſkjønt oprindeligen, efter hvad det lader til, enhver Høvding handlede paa egen Haand for ſig og ſine Undergivne, opførte ſit Tempel, og indrettede ſit Thing, uden nogen beſtemt Tanke om at forene ſig med de øvrige Høvdinger i eet fælles Statsſamfund. Oprettelſen af de førſte Godord, paa hvilken hele den følgende Inddeling og politiſke Forfatning hvilede, ſynes fra førſt af kun at have være Tilfældets Verk, efterſom en Nybygger havde Magt, Rigdom og Anſeelſe nok til at kunne optræde ſom gejſtlig og verdslig Høvding. Man kan derfor ikke ſige, at Island fra førſt af var en Republik eller et Statsſamfund. Det var tvertimod en Samling af henved 40 indbyrdes uafhængige Smaahøvdingdømmer, hvis Høvdinger hver for ſig havde ligeſaa megen, om ikke mere, Magt end den, ſom Herſerne, ja endog Smaakongerne, udøvede i Norge. Man blev, ſom det ſynes, i hvert Hered enig om at optage visſe Lovbeſtemmelſer, ſandſynligviis dem, man allerede i Hjemmet havde haft[4], og ſaaledes hjalp man ſig, indtil de Konflikter, der nødvendigviis maatte opſtaa deraf, at der ingen Eenhed herſkede

  1. Kjalneſinga Saga, hvor der fortælles herom, er fabelagtig og neppe paalidelig; dog tales der om Templet ogſaa i en enkelt Haandſkrift af Landn. IV. 7.
  2. Landn. IV. 7.
  3. Landn. IV. 7, jvf. Islendingabok Cap. 5. Se ovenfor S. 152, 153.
  4. Det ſiges udtrykkeligt i Vatnsdøla Saga, Cap. 15: „da optoges ogſaa Lov og Landsret“ (nemlig i Vatnsdalen).