Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/531

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
503
Flytning til Øerne i Veſterhavet.

ſom vi have ſeet, Veſterhavets Øer, hvorhen, ſom ovenfor viiſt, de norſke Vikinger allerede ſiden Aarhundredets Begyndelſe plejede at drage paa Tog. Færøerne vare allerede for Harald Haarfagres Regjeringstiltrædelſe bebyggede af Grim Kamban. Den ſøndenfor Færøerne liggende Øgruppe, ſom vore Forfædre, uviſt hvorfor, kaldte Hjaltland (ſenere Hjatland, Hjetland, Hetland, hvilket Navn i ſkotſke og latinſke Skrifter urigtigt er gjengivet ved Shetland), var tilligemed Orknøerne ligeledes et yndet Tilhold for Vikinger. Dette var endnu mere Tilfældet med de hæbruiſke Øer, der tilligemed Øen Man af vore Forfædre tilſammen kaldtes Syderøerne. Uagtet disſe Øer vare befolkede af keltiſke Skoter, ſtode i den nærmeſte Forbindelſe med Irland, og indeholdt, hvad der kunde anſees for Irernes og Skoternes Nationalhelligdom, Columba-Kloſtret paa Icolmkill, Udgangspunktet for ſaa godt ſom hele Nordeuropas Dannelſe, ſynes det dog, ſom om de udvandrede Nordmænd aldeles have gjort ſig til Herrer her, og da Island begyndte at bebygges, var det iſær fra de paa Syderøerne herſkende Nordmænd, at det fik ſine førſte og fornemſte Koloniſter. Det var, fortælle Kongeſagaerne, almindeligt, at de Nordmænd, der ved Harald Haarfagres Erobringer ſaa ſig nødte til at forlade deres Hjem, ſloge ſig ned paa Syderøerne og de øvrige Øer i Veſterhavet, for derfra hver Sommer at herje paa Norge og gjøre Harald ſaa megen Skade ſom muligt[1]. Dette Væſen maa ſaaledes allerede have taget ſin Begyndelſe ved Haralds førſte Erobringer. Vi have ſeet, hvorledes Anund Træfod, Thrond mjøkſiglande og Geirmund Heljarſkind tyede did. Vi læſe om Sølve Klove, at han, fordreven fra ſit Fædrenerige Nordmøre, blev en ſtor Viking, og herjede ofte paa Haralds Rige. Han har altſaa efter al Rimelighed været en af de Vikinger, der ſloge ſig ned paa Hjaltland, Orknøerne eller Syderøerne. Disſe Øgrupper havde ogſaa en for ſlige Herjetog ſaare heldig Beliggenhed. Et Par Dages Sejlads med gunſtig Vind var tilſtrækkelig til at føre Vikingen over til Norge, og da det her ej gjaldt at gjøre Erobringer, men kun at gjøre Skade og ſamle Bytte, kunde han allerede være borte og i Sikkerhed, førend den kongelige Landværnsmand endnu havde erfaret hans Nærværelſe.

Nærheden af Irland, hvor der allerede var et norſkt Rige, maatte gjøre Syderøerne til det førſte Hoved-Tilhold for de udvandrede Nordmænd. Hiſtorien har opbevaret os Navnene paa enkelte af disſe, forſaavidt ſom de ſenere bleve Stamfædre før mægtige Slægter paa Island, og hvad der om dem berettes, giver os mange ypperlige Vink om Tilſtanden og Stemningen i Norge paa den Tid. Den mægtigſte og berømteſte af dem alle var den allerede omtalte Herſe fra Sogn, Ketil Flatnef. Han var en Søn af

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 20.