Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/477

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
449
Tog til England.

var den ſamme Flaade, der indfandt ſig paa forſkjellige Kanter af Landet[1]. Uſandſynligt er det ikke, at denne Flaade er den ſamme, ſom i Aarene 832 og 835 gjeſtede Aquitanien; dog kan man intet med Vished vide derom. Og heel ſandſynligt er det ogſaa, at hiint Angreb paa Lindesigg 838 er det ſamme, ſom det i Kraakumaal omtalte Angreb paa Lindesøre, der tillægges Ragnar Lodbrok[2]; det er i alle Fald et merkeligt Sammentræf, at et ſaadant Angreb paa Lindesigg nævnes ved 838, medens hiint Angreb paa Irland, hvorved Kong Mælbrigda nævnes, og ſom ligeledes ſynes at være en af de Bedrifter, Sagnet har tillagt Ragnar, efter de irſke Annaler fandt Sted i 830 eller 831. Man ſynes heraf med Beſtemthed at kunne ſlutte, at de Bedrifter i Veſten, ſom de yngre norſke og danſke Sagn tillagde Ragnar, have fundet Sted mellem Aarene 830 og 850, og at idetmindſte flere af dem virkelig ere udførte af en Mand, der med Henſyn til Tiden kunde være de yngre Lodbroksſønners Fader.

Der omtales en betydelig Sejr, Indbyggerne af Sommerſet og Dorſet i Aaret 845 vandt over Vikingerne ved Mundingen af Parret[3] i Briſtolfjorden, uden at man dog kan blive klog paa, om dette var de ſamme Vikinger, der nu i flere Aar havde foruroliget Landet. Den engelſke Nation ſynes nu for en Stund at have opmandet ſig. I Aaret 851 ſejrede Devonſhire-Mændene over Vikingerne ved Wicganbeorg (Wemburg), og Kong Ædhelſtan vandt en Søſejr over dem ved Sandwic (Sandwich) i Kent, hvorved de miſtede ni Skibe[4]. Men desuagtet kunde Englænderne ej længer faa Bugt med dem. Deres Antal ſynes at have tiltaget i det utrolige. I Aaret 851, det ſamme, hvori Vikingerne havde lidt hine tvende Nederlag, holdt de ſig dog for førſte Gang Vinteren over paa Øen Tenet, og endnu ſamme Aar kom en Flaade af halvfjerdehundrede Skibe ind i Temſen; Beſætningen gjorde Landgang, ſtormede Canterbury og London, drev Beorhtulf, Myrkernes Konge, paa Flugten, og drog ſyd til Sudrige. Her kom Ædhelwulf, Konge i Wesſex og hans Søn Ædhelbald dem imøde med en Hær, ſtred med dem ved Ácleá (Ockley), og, ſom det heder, fældte det ſtørſte Antal af Hedninger, „vi endnu have hørt tale om til den Dag i Dag“[5]. To Aar efter vandt Indbyggerne i Kent og Surrey en ny Sejr over

  1. For det førſte tales der baade i 833, 837 og 840 om en Flaade paa 35 eller 34 Skibe; dernæſt bruges Udtrykket „Hæren“ (ɔ: Vikingehæren) ſom om det var een og ſamme Hær, hvorom der overalt var Spørgsmaal.
  2. Lindesigg maatte paa Oldn. lyde Lindisey; nu kunde man meget let tænke ſig Lindisey og Lindiseyri forvexlede.
  3. Egentlig Pedridanmúðe, ſom Stedet kaldes i Chron. Sax. p. 346.
  4. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. p. 346.
  5. Sammeſteds p. 346, 347.

Munch. Det norſke Folks Hiſtorie. I.