var den samme Flaade, der indfandt sig paa forskjellige Kanter af Landet[1]. Usandsynligt er det ikke, at denne Flaade er den samme, som i Aarene 832 og 835 gjestede Aquitanien; dog kan man intet med Vished vide derom. Og heel sandsynligt er det ogsaa, at hiint Angreb paa Lindesigg 838 er det samme, som det i Kraakumaal omtalte Angreb paa Lindesøre, der tillægges Ragnar Lodbrok[2]; det er i alle Fald et merkeligt Sammentræf, at et saadant Angreb paa Lindesigg nævnes ved 838, medens hiint Angreb paa Irland, hvorved Kong Mælbrigda nævnes, og som ligeledes synes at være en af de Bedrifter, Sagnet har tillagt Ragnar, efter de irske Annaler fandt Sted i 830 eller 831. Man synes heraf med Bestemthed at kunne slutte, at de Bedrifter i Vesten, som de yngre norske og danske Sagn tillagde Ragnar, have fundet Sted mellem Aarene 830 og 850, og at idetmindste flere af dem virkelig ere udførte af en Mand, der med Hensyn til Tiden kunde være de yngre Lodbrokssønners Fader.
Der omtales en betydelig Sejr, Indbyggerne af Sommerset og Dorset i Aaret 845 vandt over Vikingerne ved Mundingen af Parret[3] i Bristolfjorden, uden at man dog kan blive klog paa, om dette var de samme Vikinger, der nu i flere Aar havde foruroliget Landet. Den engelske Nation synes nu for en Stund at have opmandet sig. I Aaret 851 sejrede Devonshire-Mændene over Vikingerne ved Wicganbeorg (Wemburg), og Kong Ædhelstan vandt en Søsejr over dem ved Sandwic (Sandwich) i Kent, hvorved de mistede ni Skibe[4]. Men desuagtet kunde Englænderne ej længer faa Bugt med dem. Deres Antal synes at have tiltaget i det utrolige. I Aaret 851, det samme, hvori Vikingerne havde lidt hine tvende Nederlag, holdt de sig dog for første Gang Vinteren over paa Øen Tenet, og endnu samme Aar kom en Flaade af halvfjerdehundrede Skibe ind i Temsen; Besætningen gjorde Landgang, stormede Canterbury og London, drev Beorhtulf, Myrkernes Konge, paa Flugten, og drog syd til Sudrige. Her kom Ædhelwulf, Konge i Wessex og hans Søn Ædhelbald dem imøde med en Hær, stred med dem ved Ácleá (Ockley), og, som det heder, fældte det største Antal af Hedninger, „vi endnu have hørt tale om til den Dag i Dag“[5]. To Aar efter vandt Indbyggerne i Kent og Surrey en ny Sejr over
- ↑ For det første tales der baade i 833, 837 og 840 om en Flaade paa 35 eller 34 Skibe; dernæst bruges Udtrykket „Hæren“ (ɔ: Vikingehæren) som om det var een og samme Hær, hvorom der overalt var Spørgsmaal.
- ↑ Lindesigg maatte paa Oldn. lyde Lindisey; nu kunde man meget let tænke sig Lindisey og Lindiseyri forvexlede.
- ↑ Egentlig Pedridanmúðe, som Stedet kaldes i Chron. Sax. p. 346.
- ↑ Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. p. 346.
- ↑ Sammesteds p. 346, 347.
Munch. Det norske Folks Historie. I.
