af Daner, eller af den Afdeling af Nordgermanerne, der nu kaldte sig saaledes efter at have gjort sig til Herrer i de egentlige danske Lande. Men vi have seet, at Danevældet endnu i de første Decennier efter Ragnar Lodbroks Død ikke havde saa meget at betyde, og at hans nærmeste Descendenter, Sigurd Orm i Øje og Hardeknut, havde temmelig faa Besiddelser, og gjorde sig ikke synderligt gjeldende, hvorimod det en Tidlang var Sveakongerne, der havde Overmagten i Norden. Det er derfor heller ikke at undres over, at Danernes Bedrifter i England i al denne Tid ikke kunde maale sig med de Bedrifter, som de sønderjydske Dane-Nordmænd udførte i Frankrige, og de virkelige Nordmænd paa Irland, Skotland og de vestlige Øer. Det var først de saakaldte Lodbrokssønner efter Midten af det 9de Aarhundrede forbeholdt at gjøre Dane-Navnet ret bekjendt og frygtet i England. Det er ej engang sikkert, om de Tog, der for deres Tid omtales som foretagne til England, udgik fra Danerne og ikke snarere fra de sønderjydske Nordmænd, der i saa stor Mængde hjemsøgte Frankrige. Vi have i alle Fald seet at en af hine Vikinger, der før Lodbrokssønnernes Tid angreb England, nemlig Veland, fornemmelig havde rettet sine Foretagender mod Frankrige.
Efter Toget til Englands Nordkyst i 794 hørte man, som det hos en engelsk Forfatter[1] udtrykkeligt heder, i 38 Aar ikke mere til de Fremmede. Der nævnes idetmindste intet nyt Angreb af dem paa England førend i 832, da, som det heder, de hedenske Mænd herjede Sceapigg (nu Shepey ved Sheerness) paa Sydsiden af Indløbet til Temsen[2]. Det følgende Aar landede 35 Vikingeskibe ved Carr (nu Charmouth) i Dorset, og overvandt Kong Ecgbriht. Fælles Interesse sammenknyttede snart Briterne i Wales og de fremmede Krigere; vi finde saaledes allerede i 835 endeel Vikinger, der havde landet i Cornwall, forbundne med Briterne imod Kong Ecgbriht, som dog denne Gang sejrede ved Hengestdun (Hengstonhill)[3]. Endnu i de paafølgende Aar 837, 838, 839 og 840, nævnes forskjellige Angreb, foretagne af Vikingerne, ved Hamtun (Southhampton)[4], Port (Portland), paa Lindesigg (Lindsey) i Øst-Angeln, Kent[5], ved London og Carr[6]; de bleve slagne ved Hamtun, forresten havde de Overhaand. Men alle disse Angreb omtales paa den Maade, at man maa formode at det idet hele taget