Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/475

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
447
Opdagelſe af Island.

at han blandt andet ſagde, at der dryppede Smør af hvert Straa i Landet. Deraf blev han kaldet Thorolf Smør[1].

Island havde dog ikke været ganſke ukjendt. Dicuil, den ovenfor omtalte irſke Munk, fortæller i ſit Skrift, at nogle irſke Gejſtlige omtrent ved 795 fortalte ham, at de fra 1ſte Februar til 1ſte Auguſt havde opholdt ſig paa en Ø, de antoge for Thule, hvor Solen ved Sommerſolhvervs Tid om Natten kun ligeſom ſkjulte ſig lidt bag en liden Bakke, men hvor der forreſten paa den Tid var ganſke lyſt; man kunde derfra, tilføjes der, ved een Dags Sejlads naa det ſammenfrosne Hav[2]. Der er intet Land, hvorpaa disſe Angivelſer pasſe, uden Island. Og virkelig nævnes det udtrykkeligt i vore Oldſkrifter, at Islands førſte norſke Nybyggere paa et Par Steder paa Øſtkanten af Landet fandt irſke Bøger, Bjelder, Krumſtave og andre Gjenſtande, hvoraf man kunde ſlutte at de havde tilhørt irſke Gejſtlige, hvilke Nordmændene kaldte Paper[3]. Are Frode ſiger endog, at disſe Mænd vedbleve at bo paa Island lige indtil Landet bebyggedes af Nordmændene, og at de forlode det, for ej at leve ſammen med Hedninger[4].

10. Vikingetog til England i førſte Halvdeel af 9de Aarhundrede.

Krigs- og Erobrings-Togene til Frisland det frankiſke Riges Kyſter, og længer ſydefter, udgik, ſom vi have ſeet, fornemmelig fra de i Sønderjylland boſatte Nordmænd. Togene til Irland udgik, efter hvad man maa formode, for ſtørſte Delen umiddelbart fra Norge. Men Hovedmasſen af de Nordboer, der hjemſøgte England, beſtod, efter hvad man tydeligt kan ſee,

  1. Landn. I. 2. Olaf Tryggv. Saga Cap. 115. Aaret, da Island opdagedes, kjendes ikke nøjagtigt: det maa have faldet mellem 860 og 870, ſiden Are frode (Islendingabok C. 1) ſætter dets førſte Bebyggelſe til 870. Landn. opregner viſtnok (I. 1.), endeel ſamtidige europæiſke Fyrſter, paa hvis Regjeringstid Island „fandtes og bebyggedes“, men disſe Angivelſer grunde ſig naturligviis paa ſenere Beregninger, og omfatte desuden et længere Tidsrum. De nævnte Fyrſter ere: Pave Hadrian I. (867—872) og hans Efterfølger Johannes VIII. (872—882); de byzantinſke Kejſere Leo VI. (886—911) og Alexander (886—912); Harald Haarfagre (død efter 930) i Norge, Erik Eimundsſøn i Sverige og hans Søn og Efterfølger Bjørn (der levede hen i det 10de Aarhundrede), Gorm den gamle i Danmark (død henved 933), Alfred (873—901) og hans Søn Edvard (901-925) i England, Kjarval (858-888) paa Irland, og Sigurd Jarl (omkring 880) paa Orknø. Man ſynes dog heraf idetmindſte at kunne ſlutte at Island ej opdagedes før Aaret 867, i hvilket Hadrian I blev Pave. Og da dets Bebyggelſe paabegyndtes ved 870 eller ſeneſt 871, maa Opdagelſen ſaaledes falde lidt før 870.
  2. Dicuilus, de mens. orbis terræ, ed. Letronne, p. 38.
  3. Landnáma, Prolog.
  4. Islendingabok Cap. 1.