at han blandt andet sagde, at der dryppede Smør af hvert Straa i Landet. Deraf blev han kaldet Thorolf Smør[1].
Island havde dog ikke været ganske ukjendt. Dicuil, den ovenfor omtalte irske Munk, fortæller i sit Skrift, at nogle irske Gejstlige omtrent ved 795 fortalte ham, at de fra 1ste Februar til 1ste August havde opholdt sig paa en Ø, de antoge for Thule, hvor Solen ved Sommersolhvervs Tid om Natten kun ligesom skjulte sig lidt bag en liden Bakke, men hvor der forresten paa den Tid var ganske lyst; man kunde derfra, tilføjes der, ved een Dags Sejlads naa det sammenfrosne Hav[2]. Der er intet Land, hvorpaa disse Angivelser passe, uden Island. Og virkelig nævnes det udtrykkeligt i vore Oldskrifter, at Islands første norske Nybyggere paa et Par Steder paa Østkanten af Landet fandt irske Bøger, Bjelder, Krumstave og andre Gjenstande, hvoraf man kunde slutte at de havde tilhørt irske Gejstlige, hvilke Nordmændene kaldte Paper[3]. Are Frode siger endog, at disse Mænd vedbleve at bo paa Island lige indtil Landet bebyggedes af Nordmændene, og at de forlode det, for ej at leve sammen med Hedninger[4].
Krigs- og Erobrings-Togene til Frisland det frankiske Riges Kyster, og længer sydefter, udgik, som vi have seet, fornemmelig fra de i Sønderjylland bosatte Nordmænd. Togene til Irland udgik, efter hvad man maa formode, for største Delen umiddelbart fra Norge. Men Hovedmassen af de Nordboer, der hjemsøgte England, bestod, efter hvad man tydeligt kan see,
- ↑ Landn. I. 2. Olaf Tryggv. Saga Cap. 115. Aaret, da Island opdagedes, kjendes ikke nøjagtigt: det maa have faldet mellem 860 og 870, siden Are frode (Islendingabok C. 1) sætter dets første Bebyggelse til 870. Landn. opregner vistnok (I. 1.), endeel samtidige europæiske Fyrster, paa hvis Regjeringstid Island „fandtes og bebyggedes“, men disse Angivelser grunde sig naturligviis paa senere Beregninger, og omfatte desuden et længere Tidsrum. De nævnte Fyrster ere: Pave Hadrian I. (867–872) og hans Efterfølger Johannes VIII. (872–882); de byzantinske Kejsere Leo VI. (886–911) og Alexander (886–912); Harald Haarfagre (død efter 930) i Norge, Erik Eimundssøn i Sverige og hans Søn og Efterfølger Bjørn (der levede hen i det 10de Aarhundrede), Gorm den gamle i Danmark (død henved 933), Alfred (873–901) og hans Søn Edvard (901-925) i England, Kjarval (858-888) paa Irland, og Sigurd Jarl (omkring 880) paa Orknø. Man synes dog heraf idetmindste at kunne slutte at Island ej opdagedes før Aaret 867, i hvilket Hadrian I blev Pave. Og da dets Bebyggelse paabegyndtes ved 870 eller senest 871, maa Opdagelsen saaledes falde lidt før 870.
- ↑ Dicuilus, de mens. orbis terræ, ed. Letronne, p. 38.
- ↑ Landnáma, Prolog.
- ↑ Islendingabok Cap. 1.
