Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/471

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
443
Skotland.

fra Sogn, og havde med hende Sønnen Thorstein, med Tilnavn den røde, fra hvilken flere fornemme Slægter paa Island, og navnlig Historikeren Are frode, nedstammede. De irske Annaler nævne om flere Herjetog, Olaf foretog, og flere Slag han vandt paa Irland, deels alene, deels i Forening med Ivar, og med en anden Høvding, hvis Navn synes at have været enten Atle eller Eyvind[1]. Ved flere Lejligheder nævnes ogsaa Cerbhal eller Kjarval, Dungals Søn, den irske Konge i Ossory i Munster, som hans Bundsforvandte[2]. Denne Cerbhal synes stedse at have staaet i den venskabeligste Forbindelse med Nordmændenes Høvdinger, af hvilke trende endog fik hans Døttre til Egte[3]. Dette nærmere Bekjendtskab, Nordmændene havde til ham fremfor de øvrige Konger, er rimeligviis Aarsagen til, at vore Oldskrifter omtale, ham som om han var Enekonge paa Øen.

Olaf gjorde ogsaa tvende Tog til Skotland. Før hans Tid hører man, som vi ovenfor have nævnt, sjælden om Vikingetog til det egentlige Skotland, kun om enkelte Angreb paa de ved dets Vestkyst liggende Hæbuder eller Syderøer, hvor især Icolmkills rige Kloster lokkede Vikingernes Plyndrelyst. Det hjemsøgtes saaledes atter i Aaret 824, og dets Abbed saa sig endog kort efter nødt til at flygte til Irland med St. Columbas Levninger. Skotland var paa denne Tid beboet af to Slags keltiske, med hinanden nær beslægtede Folk, nemlig Pikterne, der udgjorde den egentlige, oprindelige Hovedbefolkning, og de dalriadiske Skotter, en i det 6te Aarhundrede fra Irland til de sydvestlige Egne af Landet indvandret Koloni. Pikterne deelte sig igjen i tvende Hovedafdelinger, de nordlige, ogsaa kaldte Cruithne, de egentlige Bjergboere, og Stamfædrene til de nuværende Højlændere, og de sydlige Pikter (Albanigh), der efterhaanden bleve undertvungne af Skotterne, og

  1. Han nævnes kun i Ulster-Annalerne, under Formen Anislc. Men det er et Spørgsmaal, om denne besynderlige Navneform skal forestille „Atle“, og ikke snarere er en Forvanskning af et andet Navn, f. Ex. Eyvindr (Auindr). Vi læse i Landn. III. 12, at Eyvind Østmand egtede Kjarvals Datter, nedsatte sig paa Irland og overtog Landets Forsvar. Fornemmelig nævnes to Krigsforetagender et til Munster (856) og et til Meath (857), hvor Ivar og Olaf kæmpede i Forening. Paa Toget til Munster var ogsaa en „Caittil fin“ ɔ: Caitil den hvide med; om han var Nordmand (i saa Fald bliver hans Navn „Ketil“) eller Irlænder, er uvist.
  2. Cerbhal var med paa Toget til Meath 857 (858). Han nævnes af og til indtil 888 (889), da han ifølge Ulster-Annalerne pludselig døde. Flere Haandskrifter af Landn. (I. 1) kalde ham urigtigt Konge i Dublin.
  3. Den ene Datter har i Landnáma III. 10 faaet det nordiske Navn Fridgerd; hun blev gift med en Thore Hima; den anden, Gormlath eller Kormlad, egtede en Thorgrim Grimolfsøn(Landn. III. 12); den tredie, Rafarta, egtede den navnkundige Viking fra Gautland, Eyvind Austmand (Landn. III. 12); deres Søn Helge magre, gift med Ketil Flatnefs Datter, var en af de fornemste Landnamsmænd paa Island.