haardnakket Kamp Nordmændene til at vige. Det var især de fortrinlige Krigsmaskiner, som baade her og tidligere i Galicien gjorde Udslaget. Efter nogle faa Dages Ophold i Nærheden af Sevilla begave de sig, ved Efterretningen om at Abdorrahman samlede en ny Hær og Flaade, bort igjen, og droge over Lissabon tilbage[1], rimeligviis til Gironden, da vi erfare at Nordmændene i Aaret 845 satte sig fast i Aquitanien[2]. Saaledes vare Nordgermanerne, hvis Bekjendtskab som „Russer“ Araberne allerede forlængst havde gjort i Østen, ogsaa nu paa Andalusiens Sletter komne i Berørelse med Moslemerne; og det er et sterkt Beviis paa de videnskabeligt dannede Arabers Indsigt i Geographien og de ethnographiske Forhold, at de ogsaa i de Nordmænd, der herjede i Spanien, gjenkjendte det samme Folk, som de i Østen plejede at kalde Russer[3]. Et nyt Tog til Nordspanien (Asturien) omtales ved 850, og samme Aar blev Bordeaux opbrændt[4]. Der tales endog hos en arabisk Forfatter om hyppigere Gjentagelser af disse Tog. Man maa derfor antage, at Gironde-Nordmændene oftere, end det af frankiske Skribenter omtales, indfandt sig i Spanien[5].
- ↑ Prud. af Troyes, Pertz. I. p. 440, 441. Ahmed El Katib, hos Frähn, Bulletin scientificque IV. No. 9, 10. Jvfr. Kunik, die Berufung der schwed. Rodsen, II. p. 385, fgg.
- ↑ Ademar hist. Pertz. VI. p. 121. .
- ↑ Araberne kalde disse Nordmænd deels „El Rus“, deels „El Madschus“, d. e. Vantroende, egentlig Magier.
- ↑ Fragm. Armoric. ap. Martene, II. 833. Forskjellige arabiske Forfattere, citerede i Pascal de Gayngos: the history of the Mohammetan Dynasty in Spain, II. p. 116. 434.
- ↑ Udtog af et geogr. Skrift fra 12te Aarhundrede, anført hos Makkari i hans Annaler. Nordmændene beskrives her udførligt saaledes: „Der plejede at vise sig i Havet nogle store Skibe, som Andalusierne kaldte Karakir, med et firkantet Sejl fortil, og et andet agter. De vare bemandede med Folk af en Nation, kaldet Madschus, Folk af stor Kraft og Bestemthed, med megen Øvelse i Sejlads, og som ved deres Landgange paa Kysterne ødelagde alt med Ild og Sverd, og øvede uhørte Plyndringer og Grusomheder, faa at Indbyggerne ved Synet af dem flygtede med deres Kostbarheder til Bjergene, og hele Kysten blev folketom. Disse Barbarers Angreb vare periodiske, de fandt Sted hvert 6te eller 7de Aar. Antallet af deres Skibe var aldrig mindre end 40, undertiden gik det op til 100. De fortærede alt hvad de traf paa Søen. De kjendte Sømerket paa et Taarn i Cadiz, og, rettende sig derefter, kunde de altid finde Indløbet til Strædet, styre ind i Middelhavet, herje Andalusiens Kyster og Øerne i Nærheden; undertiden kom de endog paa disse Herjetog lige til Syriens Kyster. Men da Sømerket (egentlig et Afgudsbillede paa Taarnet) var nedtaget efter Ali Ebn Maimuns Befaling (c. 1146) hørte man ej mere til dette Folk eller saa man mere til deres Karakirs i disse Farvande, med Undtagelse af tvende, hvoraf det ene led Skibbrud paa Kysterne ved Mersu-l-Madschus (Magierhavnen), det andet tæt ved Forbjerget Alaghar (Trafalgar)“. Gayngos I. p. 74, 80 – Det synes dog neppe rimeligt, at Vikingetogene skulde have været fortsatte saa længe, som det her siges. Enten maa derfor Angivelsen være upaalidelig, eller et andet Folk (Vender?) maa være traadt i Nordmændenes Sted.
