Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/453

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
425
Tog til Spanien og Middelhavet.

haardnakket Kamp Nordmændene til at vige. Det var iſær de fortrinlige Krigsmaſkiner, ſom baade her og tidligere i Galicien gjorde Udſlaget. Efter nogle faa Dages Ophold i Nærheden af Sevilla begave de ſig, ved Efterretningen om at Abdorrahman ſamlede en ny Hær og Flaade, bort igjen, og droge over Lisſabon tilbage[1], rimeligviis til Gironden, da vi erfare at Nordmændene i Aaret 845 ſatte ſig faſt i Aquitanien[2]. Saaledes vare Nordgermanerne, hvis Bekjendtſkab ſom „Rusſer“ Araberne allerede forlængſt havde gjort i Øſten, ogſaa nu paa Andaluſiens Sletter komne i Berørelſe med Moslemerne; og det er et ſterkt Beviis paa de videnſkabeligt dannede Arabers Indſigt i Geographien og de ethnographiſke Forhold, at de ogſaa i de Nordmænd, der herjede i Spanien, gjenkjendte det ſamme Folk, ſom de i Øſten plejede at kalde Rusſer[3]. Et nyt Tog til Nordſpanien (Aſturien) omtales ved 850, og ſamme Aar blev Bordeaux opbrændt[4]. Der tales endog hos en arabiſk Forfatter om hyppigere Gjentagelſer af disſe Tog. Man maa derfor antage, at Gironde-Nordmændene oftere, end det af frankiſke Skribenter omtales, indfandt ſig i Spanien[5].

  1. Prud. af Troyes, Pertz. I. p. 440, 441. Ahmed El Katib, hos Frähn, Bulletin scientificque IV. No. 9, 10. Jvfr. Kunik, die Berufung der ſchwed. Rodſen, II. p. 385, fgg.
  2. Ademar hist. Pertz. VI. p. 121. .
  3. Araberne kalde disſe Nordmænd deels „El Rus“, deels „El Madſchus“, d. e. Vantroende, egentlig Magier.
  4. Fragm. Armoric. ap. Martene, II. 833. Forſkjellige arabiſke Forfattere, citerede i Pascal de Gayngos: the history of the Mohammetan Dynasty in Spain, II. p. 116. 434.
  5. Udtog af et geogr. Skrift fra 12te Aarhundrede, anført hos Makkari i hans Annaler. Nordmændene beſkrives her udførligt ſaaledes: „Der plejede at viſe ſig i Havet nogle ſtore Skibe, ſom Andaluſierne kaldte Karakir, med et firkantet Sejl fortil, og et andet agter. De vare bemandede med Folk af en Nation, kaldet Madſchus, Folk af ſtor Kraft og Beſtemthed, med megen Øvelſe i Sejlads, og ſom ved deres Landgange paa Kyſterne ødelagde alt med Ild og Sverd, og øvede uhørte Plyndringer og Gruſomheder, faa at Indbyggerne ved Synet af dem flygtede med deres Koſtbarheder til Bjergene, og hele Kyſten blev folketom. Disſe Barbarers Angreb vare periodiſke, de fandt Sted hvert 6te eller 7de Aar. Antallet af deres Skibe var aldrig mindre end 40, undertiden gik det op til 100. De fortærede alt hvad de traf paa Søen. De kjendte Sømerket paa et Taarn i Cadiz, og, rettende ſig derefter, kunde de altid finde Indløbet til Strædet, ſtyre ind i Middelhavet, herje Andaluſiens Kyſter og Øerne i Nærheden; undertiden kom de endog paa disſe Herjetog lige til Syriens Kyſter. Men da Sømerket (egentlig et Afgudsbillede paa Taarnet) var nedtaget efter Ali Ebn Maimuns Befaling (c. 1146) hørte man ej mere til dette Folk eller ſaa man mere til deres Karakirs i disſe Farvande, med Undtagelſe af tvende, hvoraf det ene led Skibbrud paa Kyſterne ved Merſu-l-Madſchus (Magierhavnen), det andet tæt ved Forbjerget Alaghar (Trafalgar)“. Gayngos I. p. 74, 80 — Det ſynes dog neppe rimeligt, at Vikingetogene ſkulde have været fortſatte ſaa længe, ſom det her ſiges. Enten maa derfor Angivelſen være upaalidelig, eller et andet Folk (Vender?) maa være traadt i Nordmændenes Sted.