Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/405

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
377
Vestfoldsk-sønderjydske Konger.
4. Ynglinge-Kongerne paa Vestfold og i Sønderjylland. Sigfrid, Eystein, Halfdan og Gudrød Vejdekonge.


Det er allerede ovenfor berørt, hvorledes Ynglinge-Ætten eller Halfdan Hvitbeins Efterkommere erhvervede Besiddelser paa Vestfold, hvilket nu, som det synes, blev deres Hoved-Besiddelse og hvor Templet og Helligdommen i Skiringssal grundlagdes[1]. Ligefra Sigurd Rings Død af synes disse vestfoldske Konger og deres hele Æt at have optraadt som Medbeilere af Ragnar Lodbroks Ætmænd, og at have søgt at afkaste deres Overherredømme. Det er ogsaa umiskjendeligt, at dette i alt Væsentligt maa have lykkets dem. Thi ej alene vide vore egne Beretninger næsten intet at fortælle om deres Vasal-Forhold til Danekongerne, men i de frankiske Annaler, hvor der fortælles saa meget om Nordboernes Herjetog mod det frankiske Rige, og de karolingiske Kongers Indblandelse i Nordens Anliggender, er der ene Tale om Konger af hiin Æt[2], hvilke endog, merkeligt nok, havde erhvervet sig et Rige i Sønderjylland og derfra tilføjede det frankiske Rige megen Skade, medens de egentlige Overkonger, fornemmelig Danekongerne Sigurd Orm i Øje og Hardeknut, aldeles forbigaaes med Taushed. Denne Vestfoldinge-Kongernes krigerske Virksomhed og mægtige Fremtræden synes mere end Ragnar Lodbroks egen Krigerfærd at staa i Forbindelse med de første mere omfattende Herje-Tog, der fra Norden foretoges til de vestligere Lande, især de britiske Øer og Frankrige. Det er vist, at de første større Vikingehære, der hjemsøgte disse Lande, kaldtes af de med Begivenhederne ganske eller næsten samtidige Skribenter stedse Nordmænd (Nordmanni), hvor de ikke betegnes med andre deres Nationalitet uvedkommende Navne, som „Hedninger“, „Sørøvere“ e. a. d.[3]. Navnet Daner bliver i de vestligere Farvande ikke almindeligt, førend efter Midten af det 9de Aarhundrede, da de yngre Lodbroks-Sønner først gjorde Dane-Navnet frygtet og anseet, og end ikke da kunde Benævnelsen „Nordmænd“ fortrænges i Frankrige, hvor den vedblev at bruges ved Siden af den anden, og fornemmelig fastholdtes ved Stiftelsen af Hertugdømmet Normandie. At Nordmændene ogsaa i Nord-Tydskland, skjønt dette laa Danmark saa meget nærmere, nævnes tidligere end Danerne som de Nordboer, der optraadte fiendtligt mod det frankiske Rige, vidner endmere om at det var Nord-

  1. Se ovenfor, S. 370, 274.
  2. Vestfold nævnes udtrykkelig som en af deres Besiddelser, se nedenfor § 7.
  3. Hertil kunde vel Aarsagen ogsaa for en stor Deel være, at den saakaldte ragnarske Stamme i Danmark, nemlig Hardeknut og hans Ætmænd, i Virkeligheden ikke nedstammede fra Sigurd Orm i Øje, og at Hardeknut, naar alt kommer til alt, ikke engang af Navn har været Danmarks Overkonge, men at derimod de svenske Ætlinger af Ragnar i denne Tid gjorde Fordringer paa Overherredømmet, som de legitime Arvinger, indtil Gorm den gamle opstod og efterhaanden underkastede sig hele det danske Rige.