Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/405

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
377
Veſtfoldſk-ſønderjydſke Konger.
4. Ynglinge-Kongerne paa Veſtfold og i Sønderjylland. Sigfrid, Eyſtein, Halfdan og Gudrød Vejdekonge.


Det er allerede ovenfor berørt, hvorledes Ynglinge-Ætten eller Halfdan Hvitbeins Efterkommere erhvervede Beſiddelſer paa Veſtfold, hvilket nu, ſom det ſynes, blev deres Hoved-Beſiddelſe og hvor Templet og Helligdommen i Skiringsſal grundlagdes[1]. Ligefra Sigurd Rings Død af ſynes disſe veſtfoldſke Konger og deres hele Æt at have optraadt ſom Medbeilere af Ragnar Lodbroks Ætmænd, og at have ſøgt at afkaſte deres Overherredømme. Det er ogſaa umiskjendeligt, at dette i alt Væſentligt maa have lykkets dem. Thi ej alene vide vore egne Beretninger næſten intet at fortælle om deres Vaſal-Forhold til Danekongerne, men i de frankiſke Annaler, hvor der fortælles ſaa meget om Nordboernes Herjetog mod det frankiſke Rige, og de karolingiſke Kongers Indblandelſe i Nordens Anliggender, er der ene Tale om Konger af hiin Æt[2], hvilke endog, merkeligt nok, havde erhvervet ſig et Rige i Sønderjylland og derfra tilføjede det frankiſke Rige megen Skade, medens de egentlige Overkonger, fornemmelig Danekongerne Sigurd Orm i Øje og Hardeknut, aldeles forbigaaes med Taushed. Denne Veſtfoldinge-Kongernes krigerſke Virkſomhed og mægtige Fremtræden ſynes mere end Ragnar Lodbroks egen Krigerfærd at ſtaa i Forbindelſe med de førſte mere omfattende Herje-Tog, der fra Norden foretoges til de veſtligere Lande, iſær de britiſke Øer og Frankrige. Det er viſt, at de førſte ſtørre Vikingehære, der hjemſøgte disſe Lande, kaldtes af de med Begivenhederne ganſke eller næſten ſamtidige Skribenter ſtedſe Nordmænd (Nordmanni), hvor de ikke betegnes med andre deres Nationalitet uvedkommende Navne, ſom „Hedninger“, „Sørøvere“ e. a. d.[3]. Navnet Daner bliver i de veſtligere Farvande ikke almindeligt, førend efter Midten af det 9de Aarhundrede, da de yngre Lodbroks-Sønner førſt gjorde Dane-Navnet frygtet og anſeet, og end ikke da kunde Benævnelſen „Nordmænd“ fortrænges i Frankrige, hvor den vedblev at bruges ved Siden af den anden, og fornemmelig faſtholdtes ved Stiftelſen af Hertugdømmet Normandie. At Nordmændene ogſaa i Nord-Tydſkland, ſkjønt dette laa Danmark ſaa meget nærmere, nævnes tidligere end Danerne ſom de Nordboer, der optraadte fiendtligt mod det frankiſke Rige, vidner endmere om at det var Nord-

  1. Se ovenfor, S. 370, 274.
  2. Veſtfold nævnes udtrykkelig ſom en af deres Beſiddelſer, ſe nedenfor § 7.
  3. Hertil kunde vel Aarſagen ogſaa for en ſtor Deel være, at den ſaakaldte ragnarſke Stamme i Danmark, nemlig Hardeknut og hans Ætmænd, i Virkeligheden ikke nedſtammede fra Sigurd Orm i Øje, og at Hardeknut, naar alt kommer til alt, ikke engang af Navn har været Danmarks Overkonge, men at derimod de ſvenſke Ætlinger af Ragnar i denne Tid gjorde Fordringer paa Overherredømmet, ſom de legitime Arvinger, indtil Gorm den gamle opſtod og efterhaanden underkaſtede ſig hele det danſke Rige.