Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/404

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
376
Sviavældet.

ligeſom det af flere Omſtændigheder ſynes viſt, at den ſvenſke Green af Ætten, eller Bjørn Jernſide og hans nærmeſte Efterfølgere, under hans Mindreaarighed optraadte ſom de egentlige Overkonger i Norden, og idetmindſte tiltoge ſig eller gjorde Fordring paa Viken og Overherredømmet over de veſtfoldſke Konger og deres Beſiddelſer ſaavel i ſom udenfor Norge. Han efterlod Sønnen Gorm, der ſiden er bleven ſaa bekjendt under Navnet „Gorm den gamle“[1].

Om de førſte ſvenſke Konger af Ragnars Æt veed man ikke ſtort mere end deres Navne. Bjørn Jernſide, Ragnars Søn, havde to Sønner, af hvilke den ene, Erik, blev hans Eftermand, men levede kun en kort Tid; den anden, Refil, var Hær- og Søkonge. Refils Søn Erik blev derefter Konge, var mægtig, og en ſtor Hærmand. Efter ham fulgte Brødrene Bjørn, ſædvanligviis kaldet Bjørn paa Hauge, og Anund eller Eimund; deres Fader var enten Erik Refilsſøn eller Erik Bjørnsſøn; Bjørn havde 829 og 831 ſit Sæde i Sigtuna, hvor der havde dannet ſig en Kjøbſtad, kaldet Birk; Anund (Eimund) herſkede i Uppſala, og laa i Fejde med Bjørn, eller dennes Søn Olaf, der nu for en Tid lang ſynes at have fordrevet ham fra Landet. Anunds Søn var den berømte Erik Anundsſøn eller Eimundsſøn, der, ſom der fortælles, ſkal have underkaſtet ſig hele Sverige[2].

  1. Indledn. til Jomsv. Saga forvexler Gorm den gamle med Gorm Trælleknutsſøn og kalder ham derfor den heimſke; viſt er det, at Gorm virkelig ogſaa kaldtes ſaaledes, f. Ex. i Hist. Norvegiæ Fol. 7. b., ligeſom de tre Slægtled mellem Audulf, Ragnars Underkonge, og Gorm Trælleknutsſøn, lidet ſtemmer med at denne ſkulde kunne være en god Ven af Ragnars Sønner, og opfoſtre Sigurd Orm i Øjes Søn. Her opſtaar ſaaledes en ſterk Formodning om, enten at Sagnet om Fundne-Knut er en ſildigere Digtning, og at ſaavel han ſom Gorm den yngre maa falde bort, ſaaledes at Gorm heimſke bliver Hardeknuts Foſterfader, eller og at Hardeknut virkelig ikke har været en Søn af Sigurd Orm i Øje, men af en jydſk Underkonge, og at hans Ætlinger ſiden, ligeſom Ynglingekongerne i Norge, have foregivet en Nedſtammelſe fra Ragnar. Thi ſaa meget ſynes viſt, at Navnet „Knut“ førſt paa denne Tid er opſtaaet, og at vi fra denne Tid, eller fra Sigurds Død, ſe lutter nye Navne, Knut, Sven, Gorm, Harald, i den ſaakaldte ragnarſke Kongeæt i Danmark, hvorhos det altid bliver merkeligt, at Jomsvikingaſaga ved at gjøre Gorm den gamle til Fundneknuts Søn, aldeles ſlaar en Streg over hans Nedſtammelſe fra Ragnar; ligeſom Sven Aageſøn, uagtet han kalder ham en Søn af Sigurd Ragnarsſøn, dog tillige ſiger at han var den førſte danſke Konge med Navnet Knut, og at de esromſke Annaler, der kalde Gorm Gamle „den engelſke“, intet vide enten om Ragnar eller hans Nedſtammelſe fra denne. Mere herom nedenfor.
  2. Om disſe ſvenſke Konger, ſe Langfedgatal og Herv. Saga Cap. 20, ſammenholdt med Afh. i Langes Tidsſk. 4 B. S. 173, flg., hvor Fejlene i Herv. S. ere paaviſte og berigtigede.