Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/404

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
376
Sviavældet.

ligesom det af flere Omstændigheder synes vist, at den svenske Green af Ætten, eller Bjørn Jernside og hans nærmeste Efterfølgere, under hans Mindreaarighed optraadte som de egentlige Overkonger i Norden, og idetmindste tiltoge sig eller gjorde Fordring paa Viken og Overherredømmet over de vestfoldske Konger og deres Besiddelser saavel i som udenfor Norge. Han efterlod Sønnen Gorm, der siden er bleven saa bekjendt under Navnet „Gorm den gamle“[1].

Om de første svenske Konger af Ragnars Æt veed man ikke stort mere end deres Navne. Bjørn Jernside, Ragnars Søn, havde to Sønner, af hvilke den ene, Erik, blev hans Eftermand, men levede kun en kort Tid; den anden, Refil, var Hær- og Søkonge. Refils Søn Erik blev derefter Konge, var mægtig, og en stor Hærmand. Efter ham fulgte Brødrene Bjørn, sædvanligviis kaldet Bjørn paa Hauge, og Anund eller Eimund; deres Fader var enten Erik Refilssøn eller Erik Bjørnssøn; Bjørn havde 829 og 831 sit Sæde i Sigtuna, hvor der havde dannet sig en Kjøbstad, kaldet Birk; Anund (Eimund) herskede i Uppsala, og laa i Fejde med Bjørn, eller dennes Søn Olaf, der nu for en Tid lang synes at have fordrevet ham fra Landet. Anunds Søn var den berømte Erik Anundssøn eller Eimundssøn, der, som der fortælles, skal have underkastet sig hele Sverige[2].

  1. Indledn. til Jomsv. Saga forvexler Gorm den gamle med Gorm Trælleknutssøn og kalder ham derfor den heimske; vist er det, at Gorm virkelig ogsaa kaldtes saaledes, f. Ex. i Hist. Norvegiæ Fol. 7. b., ligesom de tre Slægtled mellem Audulf, Ragnars Underkonge, og Gorm Trælleknutssøn, lidet stemmer med at denne skulde kunne være en god Ven af Ragnars Sønner, og opfostre Sigurd Orm i Øjes Søn. Her opstaar saaledes en sterk Formodning om, enten at Sagnet om Fundne-Knut er en sildigere Digtning, og at saavel han som Gorm den yngre maa falde bort, saaledes at Gorm heimske bliver Hardeknuts Fosterfader, eller og at Hardeknut virkelig ikke har været en Søn af Sigurd Orm i Øje, men af en jydsk Underkonge, og at hans Ætlinger siden, ligesom Ynglingekongerne i Norge, have foregivet en Nedstammelse fra Ragnar. Thi saa meget synes vist, at Navnet „Knut“ først paa denne Tid er opstaaet, og at vi fra denne Tid, eller fra Sigurds Død, se lutter nye Navne, Knut, Sven, Gorm, Harald, i den saakaldte ragnarske Kongeæt i Danmark, hvorhos det altid bliver merkeligt, at Jomsvikingasaga ved at gjøre Gorm den gamle til Fundneknuts Søn, aldeles slaar en Streg over hans Nedstammelse fra Ragnar; ligesom Sven Aagesøn, uagtet han kalder ham en Søn af Sigurd Ragnarssøn, dog tillige siger at han var den første danske Konge med Navnet Knut, og at de esromske Annaler, der kalde Gorm Gamle „den engelske“, intet vide enten om Ragnar eller hans Nedstammelse fra denne. Mere herom nedenfor.
  2. Om disse svenske Konger, se Langfedgatal og Herv. Saga Cap. 20, sammenholdt med Afh. i Langes Tidssk. 4 B. S. 173, flg., hvor Fejlene i Herv. S. ere paaviste og berigtigede.