Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/402

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
374
Sviavælde. Danavælde. Nyere Daner.

en opdigtet Sagnfigur, der i alle Fald kan lades ud af Betragtning, ſaavelſom de øvrige ved denne Deling ikke nævnte Sønner af Ragnar. Af dennes Rige dannede der ſig for det førſte kun tvende, nemlig Bjørn Jernſides, der nedarvedes i hans Æt, og fra denne Tid af ſtedſe kaldes Sviarike eller Sviavælde, medens Kongerne kaldes Sviakonger[1]; og Sigurd Orm i Øjes, der nedarvedes i hans Æt, og herefter kaldes Danmark, Danarike eller Danavælde, og Kongerne Danekonger. Man maa nemlig antage, at Sigurd, ligeſom hans Fader, havde ſit egentlige Hovedſæde i den Deel af den ſkandiſke Halvø, ſom var de ældre Daners oprindelige Hjem, og derfor fra førſt af kaldtes Danmark, men at de Mænd af nordgermaniſk Herkomſt, ſom omgave ham og ſtyrtede hans Herredømme over de forrige gotiſke Lande, nu ſelv, for nærmere at betegne ſig, kaldte ſig Daner efter Landet. Men disſe nyere, nordiſke Daner maa nøje adſkilles fra de ældre Daner af gautſk Herkomſt og med gotiſk Kultur. Det var de nyere Daner, der udſtrakte Navnet Danmark over Øerne og den jydſke Halvø. Fandtes her end tidligere Daner, ſaa var dette, ſom vi have ſeet, ikke nok til at bringe Navnet „Gotland“ til at vige for „Danmark“. Dette ſkede viſt heller ikke fuldſtændigt, førend den gotiſke Kultus i Hleidr var afſkaffet, og ſaaledes den gotiſke Nationalitets ſidſte Holdpunkt tilintetgjort, en Begivenhed, der, ſom vi ville faa at ſee, ikke fandt Sted førend under Sigurd Orm i Øjes Sønneſøn Gorm, der tillige var den førſte af Ætten, ſom gjorde ſig hele Riget virkelig og umiddelbart underdanigt. Førſt da maa Benævnelſen „Gotland“ aldeles være ophørt, og førſt da maa Benævnelſen „Daner“ være bleven betegnende for den hele, ſaavel nordiſke ſom gotiſke Befolkning af det egentlige Danevælde.

Sigurd Orm i Øje, Ragnars Søn, kan neppe have været nogen ſynderligt mægtig Konge, eller have udført ſtore Bedrifter, thi man veed næſten intet om ham, og de Vikingetog, der i nogle af vore Oldſkrifter tillægges ham, tilhøre aabenbart en eller flere yngre Krigshøvdinger af dette Navn[2]. Saxo fortæller udtrykkeligt om ham, at han levede i Fred[3]; og vi ville nedenfor ſee, hvorledes de veſtfoldſke og ſønderjydſke Konger, der maa have været ſamtidige med ham, førte det ſtore Ord, uden at han engang nævnes. Den danſke Hiſtorieſkriver Sven Aageſøn ſiger, merkeligt

  1. Hvad den anden foregivne Søn af Ragnar angaar, der og ſkal være bleven Konge i Sverige, nemlig Erik Vedrhatt, da ſynes han ſnarere at have været en ældre fabelagtig Konge, der nød etſlags guddommelig Tilbedelſe, ſe Vita Ansgarii Cap. 26.
  2. Se Afhandl. om Skiringsſal og de veſtfoldſke Konger i Langes Tidsſkrift, 4. B. S. 169.
  3. Saxo, 9de B. S. 464: hic autem post editas late strages, domestica claritate contentus, toga quam armis illustris haberi maluit, omissoque castrorum cultu ex acerrimo tyranno exactissimum pacis custodem agere coepit.