Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/401

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
373
Ragnars Sønner.

at Jylland omtrent nød den ſamme Uafhængighed, og at hans Sønner ej ſpillede nogen ſynderligt indgribende Rolle. Hans Levetid beſtemmes ved de føromtalte Slægtregiſtre til Slutningen af det 8de og Begyndelſen af det 9de Aarhundrede. Han bliver altſaa ſamtidig med Karl den Store[1].

I ſit Vers om Gefjon bruger Brage den gamle, Ragnars Samtidige, Benævnelſen „Danmark“. Det er førſte Gang, vi ſtode paa dette Navn, thi at det af ſildigere Skribenter, da det allerede var blevet almindeligt, henføres til ældre Tider, har naturligviis intet at betyde. Hvor Delingen af Ragnars Beſiddelſer mellem hans Sønner omtales, bruges ikke Navnet Danmark, men endnu de gamle gotiſke Navne Sælund, Reidgotland og Øgotland[2]. Og vi have ovenfor viiſt, hvorledes ogſaa Brage ved at kalde Sælund „Danmarks Tilvæxt“, ſynes at lægge Danmark ſelv udenfor Sælund, eller at Danmark“ endnu paa hans Tid er at ſøge paa den ſkandiſke Halvø[3].

3. Ragnars Sønner. Sviavældet og Danevældet.

Ragnar Lodbroks Sønner deelte, ifølge Sagaerne, hans Rige, ſaaledes at Bjørn Jernſide fik Herredømmet over Uppſala, hele Svithjod, Øſter- og Veſter-Gautland med tilliggende Lande; Sigurd Orm i Øje Sælund, Skaane og Halland, hele Viken og Agder til Lidandesnes, tilligemed en ſtor Deel af Oplandene, Hvitſerk Reidgotaland (Jylland) og Vindland (Slavernes Land), og Ivar Northumberland. Men Ivar henhører, ſom vi have ſeet, ikke til denne Tid. Om Hvitſerk nævnes der intet videre; Saxo lader ham dø før Faderen[4], og enten forholder dette ſig ſaaledes, eller han er død ſtrax efter Ragnar, eller er endog, naar alt kommer til alt, kun

  1. At Ragnar, hvad flere have antaget, ſkulde være den hedenſke Konge, ſom de angelſaxiſke Beretninger lade blive dræbt ved Wearmouth 794, er, ſom vi allerede ovenfor have nævnt, umuligt af den Grund, at de Bedrifter i Skotland og Irland, ſom i ſaa Fald ogſaa maa tillægges ham, førſt kunne være udførte efter 794—795, i hvilke Aar de nordiſke Vikinger allerførſt kom til disſe Lande. Men forreſten bliver det umuligt at afgjøre, om Ragnar døde før eller efter Aar 800. Det ſynes viſt, at Gorm den Gamle ved ſin Død 935 var omtrent hundredaarig: hans Fader Hardeknut maa ſaaledes ved 840 idetmindſte have været tyveaarig; de engelſke Annaler omtale ogſaa en voxen Søn af ham ved 882. Sigurd Orm i Øjes Fødſel falder følgelig omkring 790.
  2. Ol. Tryggv. Saga, Cap. 63. Fortæll. om Ragnars Sønner, i Fornald. S. l. S. 355.
  3. Se ovenfor, S. 247.
  4. Saxo, 10de B. S. 456.