Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/401

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
373
Ragnars Sønner.

at Jylland omtrent nød den samme Uafhængighed, og at hans Sønner ej spillede nogen synderligt indgribende Rolle. Hans Levetid bestemmes ved de føromtalte Slægtregistre til Slutningen af det 8de og Begyndelsen af det 9de Aarhundrede. Han bliver altsaa samtidig med Karl den Store[1].

I sit Vers om Gefjon bruger Brage den gamle, Ragnars Samtidige, Benævnelsen „Danmark“. Det er første Gang, vi stode paa dette Navn, thi at det af sildigere Skribenter, da det allerede var blevet almindeligt, henføres til ældre Tider, har naturligviis intet at betyde. Hvor Delingen af Ragnars Besiddelser mellem hans Sønner omtales, bruges ikke Navnet Danmark, men endnu de gamle gotiske Navne Sælund, Reidgotland og Øgotland[2]. Og vi have ovenfor viist, hvorledes ogsaa Brage ved at kalde Sælund „Danmarks Tilvæxt“, synes at lægge Danmark selv udenfor Sælund, eller at Danmark“ endnu paa hans Tid er at søge paa den skandiske Halvø[3].

3. Ragnars Sønner. Sviavældet og Danevældet.

Ragnar Lodbroks Sønner deelte, ifølge Sagaerne, hans Rige, saaledes at Bjørn Jernside fik Herredømmet over Uppsala, hele Svithjod, Øster- og Vester-Gautland med tilliggende Lande; Sigurd Orm i Øje Sælund, Skaane og Halland, hele Viken og Agder til Lidandesnes, tilligemed en stor Deel af Oplandene, Hvitserk Reidgotaland (Jylland) og Vindland (Slavernes Land), og Ivar Northumberland. Men Ivar henhører, som vi have seet, ikke til denne Tid. Om Hvitserk nævnes der intet videre; Saxo lader ham dø før Faderen[4], og enten forholder dette sig saaledes, eller han er død strax efter Ragnar, eller er endog, naar alt kommer til alt, kun

  1. At Ragnar, hvad flere have antaget, skulde være den hedenske Konge, som de angelsaxiske Beretninger lade blive dræbt ved Wearmouth 794, er, som vi allerede ovenfor have nævnt, umuligt af den Grund, at de Bedrifter i Skotland og Irland, som i saa Fald ogsaa maa tillægges ham, først kunne være udførte efter 794–795, i hvilke Aar de nordiske Vikinger allerførst kom til disse Lande. Men forresten bliver det umuligt at afgjøre, om Ragnar døde før eller efter Aar 800. Det synes vist, at Gorm den Gamle ved sin Død 935 var omtrent hundredaarig: hans Fader Hardeknut maa saaledes ved 840 idetmindste have været tyveaarig; de engelske Annaler omtale ogsaa en voxen Søn af ham ved 882. Sigurd Orm i Øjes Fødsel falder følgelig omkring 790.
  2. Ol. Tryggv. Saga, Cap. 63. Fortæll. om Ragnars Sønner, i Fornald. S. l. S. 355.
  3. Se ovenfor, S. 247.
  4. Saxo, 10de B. S. 456.