tet, og at den maaskee ikke engang førend langt ned i Tiden har faaet nogen større Udbredelse. Saxos Taushed derom er her af stor Betydning. De i Kraakumaal opregnede Bedrifter, der ikke vedkomme de britiske Øer, og som saaledes med nogenlunde Rimelighed kunne tillægges Ragnar, ere, foruden Kampen med Lindormen, et Slag i Øresund, et ved Dünamünde, et mod Helsingerne, et hvori Herrød Jarl (Thoras Fader?) faldt, et mod en Kong Rafn ved Skarpasker (rimeligviis paa Sveriges Kyst), dernæst det paa Ulleraker, hvor Kong Eystein faldt, derefter et udenfor Einderis-Øerne (uvist hvor), og endelig et ved Bornholm. De derpaa følgende ere ved Flæmingeland eller Flandern, og alle de øvrige henføres til England, Skotland, Irland eller Syderøerne[1].
Vi beholde saaledes, naar alt uvedkommende bortfjernes, den Forestilling om Ragnar tilbage, at han var den mægtigste Konge i Norden paa sin Tid, og idetmindste af Navn Overhoved over et stort Rige, der indbefattede Gautland tilligemed Svithjod og det sydøstlige Norge, tilligemed Danmark eller Stykker af Danmark; at han søgte at holde Underkongerne over de forskjellige Dele af Riget i Lydighed, men at dette ikke overalt lykkedes; at han derhos tilbragte en stor Deel af sit Liv paa Krigstog, fornemmelig til Østerleden, og at han maa have udført mange om personlig Tapperhed og Styrke vidnende Bedrifter, der siden udsmykkedes af Sagnet, i hvilket han blev en Personifikation af Vikingelivet, ligesom Starkad tidligere var bleven en Personifikation af den nordiske med Snedighed forenede Kraft. At hans Magt i Virkeligheden ej kan have været saa stor, som de sildigere sagnmæssige Beretninger angive, viser sig allerede deraf at de vestfoldske Konger omtales omtrent som uafhængige, uagtet det udtrykkeligt heder at Ragnars Rige omfattede Raumarike og Vestfold, ja efter en enkelt Beretning endog hele det søndenfjeldske Norge[2], ligesom vi ogsaa nedenfor ville saa at see,
- ↑ Krákumál nævner i v. 1, Kampen med Lindormen, v. 2, Slaget i Øresund, v. 3, Slaget ved Dünamünde (Dynumynni), v. 4, Slaget i en Elv mod Helsingerne, v. 5, Herrød Jarls Fald; det synes ellers som Herrød har kæmpet imod, ikke med Ragnar; v. 6, Slaget ved Skarpasker, v. 7, Slaget paa Ulleraker, hvor Eystein faldt, v. 8, Slaget ved Einderisøerne, v. 9, Slaget ved Bornholm, v. 10, Slaget mod en Kong Frey i Flemingaland, her synes et eller andet ældre Kvads Udtryk Freyr Flæmingja, Flæmingernes Herre, at have været misforstaaet af Kraakumaals Digtets v. 11, et Slag ved England mod en vis Balthjof, v. 12, et Slag i Bardafjord, v. 13, et Slag ved Hedningavaag, v. 14, et Slag i Northumberland, v. 15, et Slag med en Herthjof i Syderøerne, hvorved Ragnars Mænd tabte og Ragnvald faldt, v. 16, et Slag i Vedrefjord i Irland mod en Kong Marstein, v. 17, Agnars Drab ved en vis Egil, v. 18, Slag paa Vikaskerd, v. 19, Slag ved Lindisøre, v. 20, Slag i Aalesund mod en Kong Ørn, v. 21, Slag ved Angelsey, v. 22, Slag ved Skotland.
- ↑ Fortællingen om Ragnars Sønner Cap. 2. Her heder det, at Ragnar havde ladet de tvende Knerrer bygge i Lier paa Vestfold, fordi hans Rige strakte sig ligefra Dovrefjeld til Lindesnes.
