Alf den gamle, fra hvem den alfheimske Kongeæt skal have nedstammet; det er altsaa især i Gaut-Elvens Nærhed, denne Æt synes at have haft hjemme. Det er ellers merkeligt nok, at Fundinn Noregr kalder Alf gamle Finnalf. Vi have nemlig allerede ovenfor omtalt de Spor, der findes til, at mere civiliserede Finner maa have boet i den sydligere Deel af Halvøen[1]. Og navnligen maa de have boet i Nærheden af Gaut-Elven, siden endog Adam af Bremen i det 11te Aarhundrede kan sige at „Finnedi“ (Jornandes’s Finnaithæ) tilligemed Vermelænderne boede mellem Norge og Sverige, og hørte til Skara Biskopsdømme[2]. Det er ligeledes paaviist, hvorledes Beowulf-Digtet kalder den Egn ved Kysten, hvor Sø-Gauternes Helt svømmede i Land, deels „Hød-Raumernes Hjem“, deels „Finnaland“[3], hvilket altsaa aabenbart tyder hen paa, enten en Sammensmeltning af Raumer (d. e. Alfer) og Finner i disse Kyst-Egne, eller at Finner havde beboet det Landskab, Alferne siden besatte. Hermed stemmer Navnet „Finnalf“ særdeles godt, og det er heller ikke uden Betydning, at hans Fosterfader og Morbroder kaldes Berg-Finn, Søn af Jotnen Thrym fra Vormen. Hvorledes det egentlige Forhold har været mellem disse Finner og Alferne, er nu umuligt at opklare, vi kunne blot anføre de Udsagn, der vidne om at en vis Forbindelse eller Sammensmeltning har fundet Sted.
Saxo kalder, som ovenfor viist, den bekjendte Signy Sigarsdatters Brødre Alf og Alfgeir (Algerus)[4], Navne, der umiskjendeligt pege hen paa den alfheimske Konge-Æt, men som derimod ikke synes at høre hjemme i den sigarske. De „Sø-Daner“, over hvilke Sigar herskede[5], maa dog have boet Alfheim saa nær, at en Forbindelse mellem Daners og Alfers Fyrste-Ætter nok kunde være tænkelig.
De Fyrsteslægter, Fundinn Noregr opfører paa Hadeland, Haddingjadal Ringerike, indeholde ingen paalidelige Led. I Spidsen for dem stilles tre
