have, ligesom ved de haalogalandske Jarler, søgt en anden og med deres Begreber mere stemmende Forklaringsmaade, og saaledes fremstod de tre Gudbrander, Kongen, Jarlen og Hersen, regelmæssigt adskilte ved tvende Mellemled. Da forresten Navnet Gudbrand utvivlsomt var herskende i Ætten, og der ikke gives nogen rimelig Udledelse af Benævnelsen Guðbrandsdalir, uden fra et saadant Personsnavn, maa man her virkelig antage at der har været en Gudbrand, efter hvem Landskabet fik Navn; han maa have været Høvdingen for de Nybyggere, der opryddede Dalene, og hans Navn maa have gaaet i Arv gjennem Ætten fra Generation til Generation. Men hverken kan det være blevet til paa den Maade, Fund. Noregr angiver, eller har han nogensinde ført Kongetitel. Hersetitlen for Gudbrandsdalens Høvdinger lige overfor Kongetitlen for Hedemarkens betegner charakteristiskt nok Forskjellen mellem den ublandede norrøne og den norrøn-gautiske Befolkning.
Der er allerede ovenfor (S. 75–76) talt om de saakaldte Alfer eller Elvboere, hvilke vore Forfædre allerede tidligt synes at have forvexlet med Mythologiens Alfer. Thi de Medlemmer af den saakaldte alfheimske Kongeæt, der nævnes saa langt nede i Tiden, at man ej kan betvivle deres historiske Tilværelse, føre dog stedse enten Navnet Alf, eller et med Alf sammensat Navn, og dette kan alene komme deraf, at Ætten selv har udledet sin Herkomst fra hine mythiske Væsener. Sagnene have dog været noget vaklende, thi medens der etsteds tales om Alfefolket som skjønnere end alle andre, og kun om Alf gamle som dets Stamfader, lader Fund. Noregr denne samme Alf gamle være en Søn af Raum, Nors Søn, og vil endog vide at han skal have været kaldt Finnalf. Han fik, heder det, Østerdalene og alle Landene nordenfor Væneren saavelsom mellem Gautelv og Naumelv, hvilket tilsammen kaldtes Alfheim. Hvorledes Alferne her tydeligt nok betegnes som en Underafdeling af Naumerne, er forhen viist. Sigurd Ring var, heder det, gift med Alfhild, en Datter af Gandalf Alfgeirssøn, Konge i Alfheime; hans Svogre Alf og Alfarin, Gandalfs Sønner, kæmpede dog i Harald Hildetands Hær, hvilket viser, at Alfheim, ligesom vistnok den største Deel af Oplandene, under Ivar Vidfadme og Harald Hildetand var draget ind under den gautiske Indflydelse. Forresten synes Benævnelsen Alfheim paa Sigurds Tid at have været indskrænket til den sydligste Deel af hvad der oprindelig maa have været regnet dertil, nemlig Landskabet mellem Væneren og Havet, Glommen og Gaut-Elven. Et Folkesagn paa Øen Thjørn i det nuværende Bohuslen omtaler ogsaa en Kong Alf eller Alfkonge[1], som skal have boet der, og som rimeligviis er den samme mythiske
- ↑ Holmbergs Bohuslens Beskrifning, III. S. 222, 223. Paa Thjørn, beder det her, regjerede i Fortiden en Konge ved Navn Alf, eller, som han og kaldes, Alfkonge, der boede paa det paa Stordals Grund liggende Borgeberget. Han levede i bestandig Fejde med Skotterne. Engang stege disse i Land med stor Styrke ved Hummersund og trængte op til Kong Alfs Borg, som de vilde storme, men Alf drev dem tilbage og anrettede et stort Nederlag blandt dem, først paa et Sted strax vestenfor Borgen, og siden ved Gaarden Høge. Paa begge disse Steder findes store Samlinger af Gravhøje, indeholdende Jernsager og brændte Been.
