Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/367

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
339
Alfheim.

have, ligeſom ved de haalogalandſke Jarler, ſøgt en anden og med deres Begreber mere ſtemmende Forklaringsmaade, og ſaaledes fremſtod de tre Gudbrander, Kongen, Jarlen og Herſen, regelmæsſigt adſkilte ved tvende Mellemled. Da forreſten Navnet Gudbrand utvivlſomt var herſkende i Ætten, og der ikke gives nogen rimelig Udledelſe af Benævnelſen Guðbrandsdalir, uden fra et ſaadant Perſonsnavn, maa man her virkelig antage at der har været en Gudbrand, efter hvem Landſkabet fik Navn; han maa have været Høvdingen for de Nybyggere, der opryddede Dalene, og hans Navn maa have gaaet i Arv gjennem Ætten fra Generation til Generation. Men hverken kan det være blevet til paa den Maade, Fund. Noregr angiver, eller har han nogenſinde ført Kongetitel. Herſetitlen for Gudbrandsdalens Høvdinger lige overfor Kongetitlen for Hedemarkens betegner charakteriſtiſkt nok Forſkjellen mellem den ublandede norrøne og den norrøn-gautiſke Befolkning.

Der er allerede ovenfor (S. 75—76) talt om de ſaakaldte Alfer eller Elvboere, hvilke vore Forfædre allerede tidligt ſynes at have forvexlet med Mythologiens Alfer. Thi de Medlemmer af den ſaakaldte alfheimſke Kongeæt, der nævnes ſaa langt nede i Tiden, at man ej kan betvivle deres hiſtoriſke Tilværelſe, føre dog ſtedſe enten Navnet Alf, eller et med Alf ſammenſat Navn, og dette kan alene komme deraf, at Ætten ſelv har udledet ſin Herkomſt fra hine mythiſke Væſener. Sagnene have dog været noget vaklende, thi medens der etſteds tales om Alfefolket ſom ſkjønnere end alle andre, og kun om Alf gamle ſom dets Stamfader, lader Fund. Noregr denne ſamme Alf gamle være en Søn af Raum, Nors Søn, og vil endog vide at han ſkal have været kaldt Finnalf. Han fik, heder det, Øſterdalene og alle Landene nordenfor Væneren ſaavelſom mellem Gautelv og Naumelv, hvilket tilſammen kaldtes Alfheim. Hvorledes Alferne her tydeligt nok betegnes ſom en Underafdeling af Naumerne, er forhen viiſt. Sigurd Ring var, heder det, gift med Alfhild, en Datter af Gandalf Alfgeirsſøn, Konge i Alfheime; hans Svogre Alf og Alfarin, Gandalfs Sønner, kæmpede dog i Harald Hildetands Hær, hvilket viſer, at Alfheim, ligeſom viſtnok den ſtørſte Deel af Oplandene, under Ivar Vidfadme og Harald Hildetand var draget ind under den gautiſke Indflydelſe. Forreſten ſynes Benævnelſen Alfheim paa Sigurds Tid at have været indſkrænket til den ſydligſte Deel af hvad der oprindelig maa have været regnet dertil, nemlig Landſkabet mellem Væneren og Havet, Glommen og Gaut-Elven. Et Folkeſagn paa Øen Thjørn i det nuværende Bohuslen omtaler ogſaa en Kong Alf eller Alfkonge[1], ſom ſkal have boet der, og ſom rimeligviis er den ſamme mythiſke

  1. Holmbergs Bohuslens Beſkrifning, III. S. 222, 223. Paa Thjørn, beder det her, regjerede i Fortiden en Konge ved Navn Alf, eller, ſom han og kaldes, Alfkonge, der boede paa det paa Stordals Grund liggende Borgeberget. Han levede i beſtandig Fejde med Skotterne. Engang ſtege disſe i Land med ſtor Styrke ved Hummerſund og trængte op til Kong Alfs Borg, ſom de vilde ſtorme, men Alf drev dem tilbage og anrettede et ſtort Nederlag blandt dem, førſt paa et Sted ſtrax veſtenfor Borgen, og ſiden ved Gaarden Høge. Paa begge disſe Steder findes ſtore Samlinger af Gravhøje, indeholdende Jernſager og brændte Been.