Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/366

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
338
Soløer. Gudbrandsdalen.

og Hild, Datter af Gudrød gamle, Søn af Kong Sølve, der førſt opryddede Soløer; man kjender altſaa kun hans Faders Navn, og dette har man ſiden ſat i Forbindelſe med ældre opdigtede Slægtled[1]. Hans egentlige Rige var Hedemarken; hans Datter Aaſa var gift med Halfdan Hvitbein, og han havde desuden en Søn, Høgne, hvis Søn Eyſtein efter Gudrød Vejdekonges, Ynglingekongen Eyſteins Sønneſøns, Død, ſkal have underlagt ſig Hedemarken tilligemed andre tilgrændſende Landſkaber[2].

De ſaakaldte ſoløerſke Konger ſkylde aabenbart ene og alene ſenere etymologiſke Sagn deres Oprindelſe. Lignende etymologiſke Sagn, der tillige have nogen Overeensſtemmelſe med det haalogalandſke om Herſe, fortælles om Gudbrandsdalens ældſte Herſkere Raum, heder det i Fundinn Noregr (ſe ovf. S. 45), havde med Bergdis, Datter af Thrym Jøtun fra Vormen, tre Sønner, af hvilke Brand opfoſtredes hos Faderen; „han gav ham til Guderne, hvorfor han kaldtes Gudbrand; ham gav Raum de Dale, der kaldtes Gudbrandsdalene. Hans Søn var Audleif, hvis Søn Gudbrand ej vilde lade ſig kalde Konge, men lod ſig give Jarlsnavn fordi han vilde være den mægtigſte Jarl i Norden. Hans Søn var Geirmund Jarl, Fader til Rodgeir Jarl, hvis Søn Gudbrand hverken vilde være Konge eller Jarl, men lod ſig give Herſenavn, og herſkede dog ſom en Konge; alle hans Ætmænd førte ſiden Herſetitel“. Vi ſee her et Forſøg paa at forklare ej alene Gudbrandsdalens Navn, men ogſaa den Omſtændighed, at den fornemſte Æt i Landſkabet kun førte Herſetitel. Dette var, ſom vi af ſenere hiſtoriſke Beretninger ſee, virkelig Tilfældet[3], og det forklares paa den letteſte Maade deraf, at der blandt dem, der opryddede og befolkede denne afſidesliggende og i de ældſte Tider neppe ſynderligt indbydende Egn, ej fandtes nogen Jarleæt, og at der heller ikke opſtod nogen Erobrer, der antog Kongenavn. Men ſildigere Slægter, vante til at Kongetitlen var uadſkillelig fra Herredømmet,

  1. Mellem Navnene „Soløer“ og „Sølve“ er Ligheden viſtnok kun tilfældig. Det ſidſte er umiskjendeligt dannet af söl eg. salv, ɔ: etſlags Tang; hvis Soleyjar var dannet deraf, vilde man idetmindſte en enkelt Gang finde det ſkrevet Söleyjar, men ſomofteſt ſkrives det kun Soleyjar, ſjælden Seleyjar, Sæleyjar. Sagnet ſynes altſaa førſt at være opkommet paa en Tid da Sprogets ældſte Former allerede vare forandrede.
  2. Hauk Erlendsſøns Beretning om Oplændingekongerne, Fornald. Sögur Norðrl. 2det B. S. 105. Snorre, Yngl. S. Cap. 48.
  3. Se Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 1 og 2, hvor „Gudbrand Herſe“ i Gudbrandsdalen omtales ſom ſamtidig med Haralds og Harald Graaf. S. Cap. 9, hvor „Dalegudbrand“ d. e. Gudbrand af Dalene eller Gudbrandsdalene, nævnes ſom deeltagende i et Forbund med Tryggve Olafsſøn omkring 968. Det er rimeligviis den ſamme Dale-Gudbrand, der forekommer i Njaals Saga Cap. 88 og 89 ſom Haakon Jarls gode Ven omkring 990. Beretningen om Dale-Gudbrand, rimeligviis den ſidſte af dette Navn, i Olaf den Helliges Saga hos Snorre Cap. 118, 119, i den ſtørre udg. Cap. 107, 108, er bekjendt.