Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/366

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
338
Soløer. Gudbrandsdalen.

og Hild, Datter af Gudrød gamle, Søn af Kong Sølve, der først opryddede Soløer; man kjender altsaa kun hans Faders Navn, og dette har man siden sat i Forbindelse med ældre opdigtede Slægtled[1]. Hans egentlige Rige var Hedemarken; hans Datter Aasa var gift med Halfdan Hvitbein, og han havde desuden en Søn, Høgne, hvis Søn Eystein efter Gudrød Vejdekonges, Ynglingekongen Eysteins Sønnesøns, Død, skal have underlagt sig Hedemarken tilligemed andre tilgrændsende Landskaber[2].

De saakaldte soløerske Konger skylde aabenbart ene og alene senere etymologiske Sagn deres Oprindelse. Lignende etymologiske Sagn, der tillige have nogen Overeensstemmelse med det haalogalandske om Herse, fortælles om Gudbrandsdalens ældste Herskere Raum, heder det i Fundinn Noregr (se ovf. S. 45), havde med Bergdis, Datter af Thrym Jøtun fra Vormen, tre Sønner, af hvilke Brand opfostredes hos Faderen; „han gav ham til Guderne, hvorfor han kaldtes Gudbrand; ham gav Raum de Dale, der kaldtes Gudbrandsdalene. Hans Søn var Audleif, hvis Søn Gudbrand ej vilde lade sig kalde Konge, men lod sig give Jarlsnavn fordi han vilde være den mægtigste Jarl i Norden. Hans Søn var Geirmund Jarl, Fader til Rodgeir Jarl, hvis Søn Gudbrand hverken vilde være Konge eller Jarl, men lod sig give Hersenavn, og herskede dog som en Konge; alle hans Ætmænd førte siden Hersetitel“. Vi see her et Forsøg paa at forklare ej alene Gudbrandsdalens Navn, men ogsaa den Omstændighed, at den fornemste Æt i Landskabet kun førte Hersetitel. Dette var, som vi af senere historiske Beretninger see, virkelig Tilfældet[3], og det forklares paa den letteste Maade deraf, at der blandt dem, der opryddede og befolkede denne afsidesliggende og i de ældste Tider neppe synderligt indbydende Egn, ej fandtes nogen Jarleæt, og at der heller ikke opstod nogen Erobrer, der antog Kongenavn. Men sildigere Slægter, vante til at Kongetitlen var uadskillelig fra Herredømmet,

  1. Mellem Navnene „Soløer“ og „Sølve“ er Ligheden vistnok kun tilfældig. Det sidste er umiskjendeligt dannet af söl eg. salv, ɔ: etslags Tang; hvis Soleyjar var dannet deraf, vilde man idetmindste en enkelt Gang finde det skrevet Söleyjar, men somoftest skrives det kun Soleyjar, sjælden Seleyjar, Sæleyjar. Sagnet synes altsaa først at være opkommet paa en Tid da Sprogets ældste Former allerede vare forandrede.
  2. Hauk Erlendssøns Beretning om Oplændingekongerne, Fornald. Sögur Norðrl. 2det B. S. 105. Snorre, Yngl. S. Cap. 48.
  3. Se Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 1 og 2, hvor „Gudbrand Herse“ i Gudbrandsdalen omtales som samtidig med Haralds og Harald Graaf. S. Cap. 9, hvor „Dalegudbrand“ d. e. Gudbrand af Dalene eller Gudbrandsdalene, nævnes som deeltagende i et Forbund med Tryggve Olafssøn omkring 968. Det er rimeligviis den samme Dale-Gudbrand, der forekommer i Njaals Saga Cap. 88 og 89 som Haakon Jarls gode Ven omkring 990. Beretningen om Dale-Gudbrand, rimeligviis den sidste af dette Navn, i Olaf den Helliges Saga hos Snorre Cap. 118, 119, i den større udg. Cap. 107, 108, er bekjendt.