Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/364

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
336
Oplandene. Aale frøkne. Eyſtein.

tiſke Kultur-Indvirkning er Thrøndelagen ikke[1], og disſe — hvorvel ſvage — Spor henføres viſtnok med ſtørſt Rimelighed til den oplandſke Erobrings Tider.

18. Øſtlandſke Ætter.


Hvad Oplandene ſelv angaar, da have vi allerede ovenfor S. 74—76 omtalt, hvorledes de ſandſynligviis ere blevne befolkede med Raumer og den Afdeling af disſe, der ſiden kaldtes Alfer, men hvorledes der og efter al Rimelighed her fandt en idelig Frem- og Tilbagerykken Sted, idet ſnart de nordenfra komne Nordmænd, ſnart de ſøndenfra indkomne Gauter havde Overhaand. Vi have lejlighedsviis, hvor Rolf Krakes og Ynglingekongen Adils’s Bedrifter omhandledes, nævnt den oplandſke Konge Aale, der ſtred mod Adils, hvilken tillige underſtøttedes af Rolf Krakes Kæmper, altſaa af Sviars og Goters forenede Magt, paa den tilfrosne Væner, og der miſtede Livet: et Slag, der ſynes at have været temmelig alvorligt, maaſkee endog en ældre Nationalkamp mellem norrøne og heel eller halv-gotiſke Folke-Elementer. Forreſten tie vore Oldſkrifter derom; det ſiges ej nærmere, hvo Aale var, eller over hvilke Dele af Oplandene han herſkede; rimeligviis maa det have været de ſydøſtligſte[2]. Vi have ligeledes omtalt de ſaakaldte Oplændingekonger af Ynglingeſtammen, fra hvilke den ſenere norſke Kongeæt ſiges at nedſtamme; disſe Konger optræde dog ſtrax efter Halfdan Hvitbein ej længer ſom Oplændingekongen men ſom Konger paa Veſtfold Den merkeligſte Konge paa Oplandene i de ældſte Tider var unegteligt den nys nævnte Erobrer, Eyſtein, hvis Navn imidlertid er ſat i Forbindelſe med det fabelagtige Sagn om Hundekongen Saur, men ſom ikke deſto mindre henføres til en ſammenligningsviis ſaa ſildig Tidsalder, og hvis Slægtſkab med hiſtoriſk bekjendte Ynglingekonger ſaa nøje angives, at vi nødſages til at anſee ham for mere end en blot Sagnfigur. Det er derimod højſt ſandſynligt, at han er bleven forvexlet med en ſaadan. Fundinn Noregr fortæller om en Konge ved Navn Eyſtein, der længe havde raadet for Hedemarken, hvis Datter Aashild med Svade eller Svaſe Jøtun fra Dovre havde Sønnen Rolf i Berg, der røvede Nors Syſter Goe, og Datteren Hadd, der egtede Nor. Denne Svade Jøtun er, ligeſom Finnekongen Mattul, en ſtaaende Figur; han nævnes under Navnet Svade eller Svaſe endog paa Harald Haarfagres Tid[3]; hans Navn gjenkjendes i

  1. Se nedenfor, S. 315, 316.
  2. Skálda Cap. 43. Yngl. Saga Cap. 33.
  3. Se den i flere Bearbejdelſer forekommende fabelagtige Fortælling om Svade eller Svaſe Jøtun, hvis Datter Snefrid blev gift med Harald Haarfagre. Her kaldes han altid Svaſe, og udgives ſtundom for en Jøtun, ſtundom for en Dverg, ſtundom og for en Finne-Konge, ligeſom Snefrid ofte kaldes „den finſke“. Landnáma (V. 7), kalder ham i nogle Haandſkrifter Svade, i andre Svaſe Jøtun; Fund. Noregr i Flatøbogen kalder ham Svade.