tiske Kultur-Indvirkning er Thrøndelagen ikke[1], og disse – hvorvel svage – Spor henføres vistnok med størst Rimelighed til den oplandske Erobrings Tider.
Hvad Oplandene selv angaar, da have vi allerede ovenfor S. 74–76 omtalt, hvorledes de sandsynligviis ere blevne befolkede med Raumer og den Afdeling af disse, der siden kaldtes Alfer, men hvorledes der og efter al Rimelighed her fandt en idelig Frem- og Tilbagerykken Sted, idet snart de nordenfra komne Nordmænd, snart de søndenfra indkomne Gauter havde Overhaand. Vi have lejlighedsviis, hvor Rolf Krakes og Ynglingekongen Adils’s Bedrifter omhandledes, nævnt den oplandske Konge Aale, der stred mod Adils, hvilken tillige understøttedes af Rolf Krakes Kæmper, altsaa af Sviars og Goters forenede Magt, paa den tilfrosne Væner, og der mistede Livet: et Slag, der synes at have været temmelig alvorligt, maaskee endog en ældre Nationalkamp mellem norrøne og heel eller halv-gotiske Folke-Elementer. Forresten tie vore Oldskrifter derom; det siges ej nærmere, hvo Aale var, eller over hvilke Dele af Oplandene han herskede; rimeligviis maa det have været de sydøstligste[2]. Vi have ligeledes omtalt de saakaldte Oplændingekonger af Ynglingestammen, fra hvilke den senere norske Kongeæt siges at nedstamme; disse Konger optræde dog strax efter Halfdan Hvitbein ej længer som Oplændingekongen men som Konger paa Vestfold Den merkeligste Konge paa Oplandene i de ældste Tider var unegteligt den nys nævnte Erobrer, Eystein, hvis Navn imidlertid er sat i Forbindelse med det fabelagtige Sagn om Hundekongen Saur, men som ikke desto mindre henføres til en sammenligningsviis saa sildig Tidsalder, og hvis Slægtskab med historisk bekjendte Ynglingekonger saa nøje angives, at vi nødsages til at ansee ham for mere end en blot Sagnfigur. Det er derimod højst sandsynligt, at han er bleven forvexlet med en saadan. Fundinn Noregr fortæller om en Konge ved Navn Eystein, der længe havde raadet for Hedemarken, hvis Datter Aashild med Svade eller Svase Jøtun fra Dovre havde Sønnen Rolf i Berg, der røvede Nors Syster Goe, og Datteren Hadd, der egtede Nor. Denne Svade Jøtun er, ligesom Finnekongen Mattul, en staaende Figur; han nævnes under Navnet Svade eller Svase endog paa Harald Haarfagres Tid[3]; hans Navn gjenkjendes i
- ↑ Se nedenfor, S. 315, 316.
- ↑ Skálda Cap. 43. Yngl. Saga Cap. 33.
- ↑ Se den i flere Bearbejdelser forekommende fabelagtige Fortælling om Svade eller Svase Jøtun, hvis Datter Snefrid blev gift med Harald Haarfagre. Her kaldes han altid Svase, og udgives stundom for en Jøtun, stundom for en Dverg, stundom og for en Finne-Konge, ligesom Snefrid ofte kaldes „den finske“. Landnáma (V. 7), kalder ham i nogle Haandskrifter Svade, i andre Svase Jøtun; Fund. Noregr i Flatøbogen kalder ham Svade.
