Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/363

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
335
Throndhjem. Eyſtein den onde.

Thi det henføres af andre Forfattere til andre Egne. Den danſke Esrom-Krønike henfører det, ſom vi (S. 247) have ſeet, til Danmark og til den ſvenſke Konge Adils, der ſatte ſin Hund Rakke til Konge over Danerne. Saxo fortæller det ſamme om en ſvenſk Høvding ved Navn Gunnar, der ſatte en Hund til Konge over Nordmændene, ſom han havde overvundet[1]. Den i Midten af det 15de Aarhundrede ſammenſkrevne ſvenſke Riimkrønike henfører det til Dans Broder Øſten, Konge i Sverige; det beder at han gav Nordmændene ſin Hund „Sverre“ til Konge[2]. Og endelig ſynes et gammelt norſkt Sagn at have nævnt den føromtalte ſvenſke Konge Eyſtein Belje, Ragnar Lodbroks Samtidige, ſom den, der gjorde Hunden Saur til Konge[3].

Sagnet i ſig ſelv maa altſaa have været fælles for alle tre nordiſke Hovednationer, men det ſynes tidligſt at være blevet nationaliſeret i Norge, og at have været henført til en Konge ved Navn Eyſtein, om hvis Hjemſted og Tidsalder man ej var paa det rene. Navnet Saurshaug maa have været en vægtig Bevæggrund til at henlægge Begivenheden paa Inderøen, iſær da det forreſten ſynes utvivlſomt, at en Konge paa Oplandene af Navnet Eyſtein virkelig har gjort et Erobringstog, ſom det ovenfor nævnte, til Thrøndelagen. Denne Eyſtein ſynes nemlig, efter hvad der nedenfor ſkal nærmere omhandles, virkelig at være en hiſtoriſk Figur, og at have levet omtrent i Begyndelſen af 8de Aarhundrede; og til hans Erobring af og Herredømme over Thrøndelagen knytter ſig en beſtemt Erindring om Jemtelands førſte Bebyggelſe ved Ketil Jamte, Søn af Anund Jarl i Sparboen, der tilligemed mange andre flygtede for Eyſteins Tyranni[4]. Alene Navnet Saurshaug i og for ſig var, efter den hos os fra umindelige Tider herſkende Maade at forklare Stedsnavnes Oprindelſe paa, tilſtrækkeligt til at fremmane en indbildt Kong Saur, medens det dog rettere udledes af saurr (d. e. Søle); kom nu hertil Erindringen om Eyſteins Erobringstog, havde man fuldſtændige Momenter til at kunne opſtille det gamle Sagn om Eyſtein og hans Hund ſom et Lokalſagn for Inderøen. Det er forreſten ej alene muligt, men endog i højeſte Maade ſandſynligt, at Eyſteins Erobring, forſaavidt den bar fundet Sted, ogſaa, og fornemmelig, har omfattet de ſydligere Dele af Thrøndelagen, der grændſede til hans eget Hjem. Aldeles uden Spor af den go-

  1. Saxo, 7de B. S. 351—53.
  2. Den lille Riimkrønike i Fants Scriptores Rerum Svecicarum, I. S. 253, 254.
  3. Se Skaldefortegnelſen i Uppſalahaandſkriftet af Snorra-Edda, aftrykt i Peringſkjolds Udgave af Snorre.
  4. Snorre, Haakon den Godes S. Cap. 14.