Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/362

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
334
Throndhjem. Eyſtein den onde.

ſtore Afſtand mellem begge Steder viſer at Sagnet førſt kan være opſtaaet efter at Norges Fylker vare forenede til et eneſte Rige, thi enkelt Mands topographiſke Kundſkab ſtrakte ſig forhen neppe langt udenfor det Fylke, hvori han levede. Stikla optræder tidligere hos Saxo paa Fredfrodes Tid[1], og Rusla ſaavel paa Fridleifs Tid ſom under Aamunde, Aale frøknes foregivne Søn[2]. Rusla, heder det her, ſtødte ſin Broder Thrond fra Thronen, bekrigede Aamunde „og ſlog førſt hans Mænd, men led ſiden et Nederlag mod nogle andre af hans Kæmper, og flygtede; hendes Broder Thrond benyttede Anledningen til at angribe hende, men hun overvandt ham og nødte ham til at flygte tilbage over Dovrefjeld. Aamunde angreb hende nu med en ſtor Flaade, men fik førſt Thelebønderne overtalte til at gjøre Opſtand og forjage hende; ſiden angreb han hende ſelv og ſlog hende paa Flugten ved nogle Øer, (ved disſe har Sagnet upaatvivlelig tænkt ſig Rolleholmene i Sogn); hun blev ſiden dræbt af ſin Broder. Af hiſtoriſk Værd kunne naturligviis disſe Sagn ikke være, uden forſaavidt de maaſkee tyde hen paa Sammenſtød mellem Nordmænd og Goter eller Folk henhørende til den gotiſke Kulturkreds.

Paa ſamme Maade bør man maaſkee betragte et visſelig ældgammelt Sagn om hvorledes Oplændingekongen Eyſtein underkaſtede ſig to Fylker i Indthrøndelagen, nemlig Sparbyggjafylke og Eynafylke, og ſatte ſin Hund Saur til Konge over dem. Førſt, heder det, gjorde han ſin Søn Anund til deres Konge, men da de dræbte ham, bekrigede og undertvang han dem paany, og gav dem Valget, enten de vilde have hans Træl Thorer Faxe, eller hans Hund Saur til deres Konge. De valgte Hunden, fordi de troede da bedre at kunne raade ſig ſelv, og de lode trylle i ham tre Mænds Vid, ſaa at han kunde tale eet Ord, naar han gjøede to. Han fik Halsbaand og Lænke af Guld og Sølv; hans Hirdmænd bare ham paa Armene, naar det var ſølet; man indrettede ham et Højſæde og han ſad paa en Høj, efter Kongers Viis Hans Bolig var paa Saurshang (nu Saxhaug) paa Inderøen. Han blev omſider ſønderreven af nogle Ulve, der angrebe hans Hjord, og mod hvilke hans Hirdmænd eggede ham til at ſætte ſig til Modværge[3]. Saaledes fortæller Snorre dette Sagn, der viſtnok er ſaare gammelt, og ſom endnu ſkal være til i hiin Egn, forſaavidt man ikke kan antage det at være opſtaaet ved Læsning af Snorre; det knytter ſig til Saurshaug, og ſynes nærmeſt henført til Thrøndelagen for at forklare dette Navn[4].

  1. Saxo, 5te B. S. 244.
  2. Saxo, 4de B. S. 394—396. Paa ſidſte Sted kaldes hun „Rusla“, ellers „Ruſila“.
  3. Snorre, Haakon den Godes Saga, Cap. 13.
  4. Fayes norſke Sagn S. 163.