Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/362

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
334
Throndhjem. Eystein den onde.

store Afstand mellem begge Steder viser at Sagnet først kan være opstaaet efter at Norges Fylker vare forenede til et eneste Rige, thi enkelt Mands topographiske Kundskab strakte sig forhen neppe langt udenfor det Fylke, hvori han levede. Stikla optræder tidligere hos Saxo paa Fredfrodes Tid[1], og Rusla saavel paa Fridleifs Tid som under Aamunde, Aale frøknes foregivne Søn[2]. Rusla, heder det her, stødte sin Broder Thrond fra Thronen, bekrigede Aamunde „og slog først hans Mænd, men led siden et Nederlag mod nogle andre af hans Kæmper, og flygtede; hendes Broder Thrond benyttede Anledningen til at angribe hende, men hun overvandt ham og nødte ham til at flygte tilbage over Dovrefjeld. Aamunde angreb hende nu med en stor Flaade, men fik først Thelebønderne overtalte til at gjøre Opstand og forjage hende; siden angreb han hende selv og slog hende paa Flugten ved nogle Øer, (ved disse har Sagnet upaatvivlelig tænkt sig Rolleholmene i Sogn); hun blev siden dræbt af sin Broder. Af historisk Værd kunne naturligviis disse Sagn ikke være, uden forsaavidt de maaskee tyde hen paa Sammenstød mellem Nordmænd og Goter eller Folk henhørende til den gotiske Kulturkreds.

Paa samme Maade bør man maaskee betragte et visselig ældgammelt Sagn om hvorledes Oplændingekongen Eystein underkastede sig to Fylker i Indthrøndelagen, nemlig Sparbyggjafylke og Eynafylke, og satte sin Hund Saur til Konge over dem. Først, heder det, gjorde han sin Søn Anund til deres Konge, men da de dræbte ham, bekrigede og undertvang han dem paany, og gav dem Valget, enten de vilde have hans Træl Thorer Faxe, eller hans Hund Saur til deres Konge. De valgte Hunden, fordi de troede da bedre at kunne raade sig selv, og de lode trylle i ham tre Mænds Vid, saa at han kunde tale eet Ord, naar han gjøede to. Han fik Halsbaand og Lænke af Guld og Sølv; hans Hirdmænd bare ham paa Armene, naar det var sølet; man indrettede ham et Højsæde og han sad paa en Høj, efter Kongers Viis Hans Bolig var paa Saurshang (nu Saxhaug) paa Inderøen. Han blev omsider sønderreven af nogle Ulve, der angrebe hans Hjord, og mod hvilke hans Hirdmænd eggede ham til at sætte sig til Modværge[3]. Saaledes fortæller Snorre dette Sagn, der vistnok er saare gammelt, og som endnu skal være til i hiin Egn, forsaavidt man ikke kan antage det at være opstaaet ved Læsning af Snorre; det knytter sig til Saurshaug, og synes nærmest henført til Thrøndelagen for at forklare dette Navn[4].

  1. Saxo, 5te B. S. 244.
  2. Saxo, 4de B. S. 394–396. Paa sidste Sted kaldes hun „Rusla“, ellers „Rusila“.
  3. Snorre, Haakon den Godes Saga, Cap. 13.
  4. Fayes norske Sagn S. 163.