gestamme i Norge, end at den, omtrent paa Braavallaslagets Tid, optraadte paa Vestfold og i de nærmeste Dele af Oplandene, at man i Norge ikke kjendte noget Medlem deraf ældre end Halfdan Hvitbein og hans Søn Eystein, og at Mindet om disse første norske Konger af denne Æt især var nøje knyttet til den gamle Helligdom i Skiringssal. Hvad Ynglingenavnet angaar, da kan det vistnok skrive sig fra en vilkaarlig Benævnelse, og forsaavidt intet have at betyde med Hensyn til den vestfoldske Kongers Herkomst – Olaf Trætelgja kaldes endog i Thjodolfs Vers ligefrem en Ætling af Lofdes Æt eller Lyfdungestammen, der i Skálda og Fund. Noregr udtrykkelig siges at være forskjellig fra Ynglingestammen; – dog ligger paa den anden Side den Tanke temmelig nær, at disse Konger allerførst ere optraadte i disse Egne som Tilhængere af Sigurd Ring eller som Underkonger, indsatte af ham. I saa Fald er det i og for sig ikke usandsynligt, at de kunne være komne fra Svithjod eller Gautland[1], især da det udtrykkeligt heder, at der blandt Rings svenske Kæmper i Braavallaslaget fandtes Frænder og Ætlinger af Guden Frey, d. e. Ynglinger – De vestfoldske Ynglingekongers Historie tilhører forresten det følgende Afsnit.
Det ligger i Sagens Natur, at den her skildrede Bevægelse fra Østen og paafølgende Omstøbning af Forholdene i Norden nærmest berøre Nordens østlige og sydlige Deel, eller Svithjod, (Gautland, Viken, Danmark og de øvrige til den gotiske Kulturkreds hørende Lande, medens det egentlige eller nordenfjeldske Norge lidet eller intet kunde berøres deraf. Vi finde derfor ikke faa Sagn om Konge-Ætter i det nordlige og vestlige Norge, der staa i meget ringe Forbindelse med Braavalla-Sagnkredsen, og ved hvilke det derfor endog ikke sjælden er meget vanskeligt at afgjøre, om de Begivenheden de omhandle, – forsaavidt som de maa erkjendes at være historiske – ere ældre eller yngre end Harald Hildetands og Sigurd Rings Tidsalder. I flere af dem spiller vistnok Starkad en Rolle, og forsaavidt kan man maaskee heri finde nogen, om end en usikker, historisk Vejledning; andre derimod staa aldeles afsondrede. Et af de vigtigste Sagn, i hvilke Starkad omtales, er Sagnet om de rygske og egdske Konger, fornemmelig Vikar, Starkads Fostbroder, hvilken vi allerede i et foregaaende Afsnit (S. 158) have haft Anledning til at nævne. Uagtet Sagnene om ham spille saare meget over i det mythiske, forekommer hans Navn dog paa den anden Side i saamange forskjellige Forbindelser, at man neppe kan tvivle om hans historiske Personlighed, ligesom ogsaa de Fortællinger, der endnu ere opbevarede om
- ↑ Herom synes Sagnet om Olaf Trætelgjas Opfostring og Mødreneæt at vidne, se ovenfor, S. 70, Note 3.
