Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/249

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
221
Frodefreden.

ring af Hær-Orv i Tilfælde af pludseligt Krigs-Anfald, Holmgange-Loven o. fl. Blandt Lovene var ogsaa den, at Ingen maatte sætte Laas for sin Ejendom, under Bod af en Mark til Kongen, hvorimod han, hvis Noget blev stjaalet fra ham, skulde faa dobbelt Erstatning af Kongens Kasse. Efter at have vundet en stor Sejr over Nordmændene besluttede Frode, heder det, at oprette Fred mellem alle Folk, og for at Alle og Enhver skulde lære at afholde sig fra Tyveri, og forat Rolighed kunde herske i Landene efter Krigen, lod han først i Norge tvende Guldkjeder ophænge, den ene paa en Aas, kaldet Frode-Aasen (der siges ej hvor)[1], den anden i Viken; og paa et Thing, han holdt med Nordmændene, truede han den med de strengeste Straffe, der vovede at borttage nogen af disse Kjeder. Derimod tillod han vejfarende Mænd at benytte de Aarer eller Heste, de maatte forefinde, for at komme over Elve, han tillod dem ligeledes at tage saameget Mad, som behøvedes til et eneste Maaltid, af Andenmands Gjemmer, men brugte de Hesten længer, eller toge de mere Mad, skulde de ansees som Tyve. Siden lod han ogsaa i Jylland en stor Guldkjede ophænge paa en Korsvej (Ringen paa Jælinge-Heden); efter et andet Sagn lod han tre Guldringe ophænge, en ved Ejderen, en ved Vordingborg i Sjæland, en ved Skanør i Skaane[2], – og heller ikke her vovede Nogen at forgribe sig paa dem.

Denne Frodefred skal have varer i 30 Aar. Endelig overtalte en tryllekyndig Kvinde, heder det, sin Søn til at stjæle en af Ringene, og da den alderstegne Frode til Vogns begav sig hen til det Sted, hvor hun boede, forvandlede hun sig til en Sø-Ko og stangede ham til Døde. Hans Mænd skjulte hans Død, men balsamerede hans Lig og førte det tre Aar omkring i Landet paa Vognen, indbildende Folket, at han endnu levede. Først da Liget ej længer kunde staa sig mod Forraadnelsen, højlagde de det ved Værebro i Sjæland[3].

Ifølge Ynglingasaga omkom Fjølner, Ingvefreys Søn, i et Gjestebud hos Fredfrode ved at drukne i et uhyre Mjødkar. Det samme fortæller Saxo om Hunding, Kong Haddings Underkonge i Svithjod. Et falskt Rygte om Haddings Død var kommet til ham, og han besluttede at højtideligholde den ved et prægtigt Arve-Øl; da han skulde øse Mjød af et stort Mjødkar, styrtede han ned i det og druknede; og Hadding hængte sig siden af Sorg over hans Død[4].

  1. Man maa her nærmest tænke paa Frode-Aas ved Tunsberg. Vel regnedes ogsaa Vestfold, hvor Tunsberg laa, til Viken, men paa Saxos Tid indskrænkedes dog denne Benævnelse mestendeels til Ranrike og Elvesyssel.
  2. Ryklosters Annaler (Erikskrøniken) i Langebeks {{sperret|Scriptt. rer. Dan. l. p. 153.
  3. Saxo, 5te Bog S. 181 og især fra 247–257.
  4. Yngl. Saga Cap. 14; Saxo, 1 B. S. 59, 60.