Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/249

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
221
Frodefreden.

ring af Hær-Orv i Tilfælde af pludſeligt Krigs-Anfald, Holmgange-Loven o. fl. Blandt Lovene var ogſaa den, at Ingen maatte ſætte Laas for ſin Ejendom, under Bod af en Mark til Kongen, hvorimod han, hvis Noget blev ſtjaalet fra ham, ſkulde faa dobbelt Erſtatning af Kongens Kasſe. Efter at have vundet en ſtor Sejr over Nordmændene beſluttede Frode, heder det, at oprette Fred mellem alle Folk, og for at Alle og Enhver ſkulde lære at afholde ſig fra Tyveri, og forat Rolighed kunde herſke i Landene efter Krigen, lod han førſt i Norge tvende Guldkjeder ophænge, den ene paa en Aas, kaldet Frode-Aaſen (der ſiges ej hvor)[1], den anden i Viken; og paa et Thing, han holdt med Nordmændene, truede han den med de ſtrengeſte Straffe, der vovede at borttage nogen af disſe Kjeder. Derimod tillod han vejfarende Mænd at benytte de Aarer eller Heſte, de maatte forefinde, for at komme over Elve, han tillod dem ligeledes at tage ſaameget Mad, ſom behøvedes til et eneſte Maaltid, af Andenmands Gjemmer, men brugte de Heſten længer, eller toge de mere Mad, ſkulde de anſees ſom Tyve. Siden lod han ogſaa i Jylland en ſtor Guldkjede ophænge paa en Korsvej (Ringen paa Jælinge-Heden); efter et andet Sagn lod han tre Guldringe ophænge, en ved Ejderen, en ved Vordingborg i Sjæland, en ved Skanør i Skaane[2], — og heller ikke her vovede Nogen at forgribe ſig paa dem.

Denne Frodefred ſkal have varer i 30 Aar. Endelig overtalte en tryllekyndig Kvinde, heder det, ſin Søn til at ſtjæle en af Ringene, og da den alderſtegne Frode til Vogns begav ſig hen til det Sted, hvor hun boede, forvandlede hun ſig til en Sø-Ko og ſtangede ham til Døde. Hans Mænd ſkjulte hans Død, men balſamerede hans Lig og førte det tre Aar omkring i Landet paa Vognen, indbildende Folket, at han endnu levede. Førſt da Liget ej længer kunde ſtaa ſig mod Forraadnelſen, højlagde de det ved Værebro i Sjæland[3].

Ifølge Ynglingaſaga omkom Fjølner, Ingvefreys Søn, i et Gjeſtebud hos Fredfrode ved at drukne i et uhyre Mjødkar. Det ſamme fortæller Saxo om Hunding, Kong Haddings Underkonge i Svithjod. Et falſkt Rygte om Haddings Død var kommet til ham, og han beſluttede at højtideligholde den ved et prægtigt Arve-Øl; da han ſkulde øſe Mjød af et ſtort Mjødkar, ſtyrtede han ned i det og druknede; og Hadding hængte ſig ſiden af Sorg over hans Død[4].

  1. Man maa her nærmeſt tænke paa Frode-Aas ved Tunsberg. Vel regnedes ogſaa Veſtfold, hvor Tunsberg laa, til Viken, men paa Saxos Tid indſkrænkedes dog denne Benævnelſe meſtendeels til Ranrike og Elveſysſel.
  2. Rykloſters Annaler (Erikskrøniken) i Langebeks {{sperret|Scriptt. rer. Dan. l. p. 153.
  3. Saxo, 5te Bog S. 181 og iſær fra 247—257.
  4. Yngl. Saga Cap. 14; Saxo, 1 B. S. 59, 60.