De fleste øvrige Sagn om Frode opbevares hos Saxo, der endog har henført dem til forskjellige Froder, ligesom ogsaa de i vore Sagaer opstillede Skjoldunge-Rækker opstille tvende fredelige Froder, nemlig den egentlige Fredfrode, og „Frode den fredsomme“. Den første Frode er hos Saxo Haddings (altsaa egentlig Njørds) Søn. Han lader ham udføre mange Krigsbedrifter, der vistnok først i senere Tider ere knyttede til Sagnet, da man deels i flere af dem gjenkjender Beretninger, der hos andre Forfattere fra Middelalderen tillægges andre Helte og derfor kunne kaldes staaende Udsmykninger for Heltehistorier, deels finder Forhold omtalte, der først tilhøre en senere Tid, f. Ex. Vikingetog til Bretland og Skotland[1]. Efter at have udført disse Bedrifter, heder det, drog Frode hjem, og bestod her en Tvekamp, hvortil han udfordredes i et Gilde, i hvilket Frode selv hvilede paa gyldne Puder. Da han svigagtigt efterstræbtes af tvende Kammersvende, lod han dem binde til store Klippestykker og kaste i Havet. Han plejede at bestrø sin Mad med knuust og malet Guld, for derved, som det hed, at bevare sig mod Forgiftelse[2].
Den anden Frode, som Saxo omtaler, er den i danske Kongerækker saakaldte Frode fredgode, Fridleifs Søn. Saxo fortæller vidtløftige Sagn om hans Barndom og Ungdom, i hvilke den ogsaa i vore Oldskrifter nævnte Erik den maalspake fra Rennesø spiller Hovedrollen, og som upaatvivlelig fra først af have dannet en egen Saga om denne, men som af den danske Historiker vilkaarligt ere indlemmede i Fortællingen om Frode, ved hvilken han overhoved synes at have dvælet med Forkjærlighed, og om hvis Personlighed han ogsaa sammendynger andre Sagn, der ere den aldeles uvedkommende, og hvoraf flere i en mere uforvansket Form fortælles i vore egne Oldskrifter, uden at engang Frode derved en eneste Gang nævnes[3]. Frode førte, ifølge Saxo, mange og lykkelige Krige, hvorved han underkastede sig Størstedelen af Norden, Østerveg og Slavernes Land; han gav, fortælles der, gode Love, af hvilke flere i Tidens Løb ere blevne afskaffede, andre derimod vedligeholdte gjennem de paafølgende Tider. Af disse Love, om hvilke der upaatvivlelig maa have været Sagn i Danmark, – hvor man maaskee endog har henført hele Lovgivningens Grundlag til Fredfrode, ligesom i Norge til St. Olaf – opregnes flere, i hvilke man gjenkjender ældgamle ogsaa i Norge brugelige Vedtægter, f. Ex om Opskæ-
- ↑ Ved denne Lejlighed omtales endog en skotsk Konge Melbrigde (Melbricus), et Navn, der først tilhører den christelige Tidsalder, da det betyder „St. Brigidas Tjener“. Og St. Brigida levede først i det 6te Aarhundrede.
- ↑ Saxo, 2den Bog S. 61–80. I de til Klipperne bundne Kammersvende turde der maaskee være en Reminiscens af de til Møllestenene lænkede Fenja og Menja.
- ↑ F. Ex. Fortællingen om Slaget mellem Goter og Huner, og om Arngrims Sønner, hvilken findes fuldstændigt i Hervararsaga.
