Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/248

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
220
Frode fredgode.


De fleſte øvrige Sagn om Frode opbevares hos Saxo, der endog har henført dem til forſkjellige Froder, ligeſom ogſaa de i vore Sagaer opſtillede Skjoldunge-Rækker opſtille tvende fredelige Froder, nemlig den egentlige Fredfrode, og „Frode den fredſomme“. Den førſte Frode er hos Saxo Haddings (altſaa egentlig Njørds) Søn. Han lader ham udføre mange Krigsbedrifter, der viſtnok førſt i ſenere Tider ere knyttede til Sagnet, da man deels i flere af dem gjenkjender Beretninger, der hos andre Forfattere fra Middelalderen tillægges andre Helte og derfor kunne kaldes ſtaaende Udſmykninger for Heltehiſtorier, deels finder Forhold omtalte, der førſt tilhøre en ſenere Tid, f. Ex. Vikingetog til Bretland og Skotland[1]. Efter at have udført disſe Bedrifter, heder det, drog Frode hjem, og beſtod her en Tvekamp, hvortil han udfordredes i et Gilde, i hvilket Frode ſelv hvilede paa gyldne Puder. Da han ſvigagtigt efterſtræbtes af tvende Kammerſvende, lod han dem binde til ſtore Klippeſtykker og kaſte i Havet. Han plejede at beſtrø ſin Mad med knuuſt og malet Guld, for derved, ſom det hed, at bevare ſig mod Forgiftelſe[2].

Den anden Frode, ſom Saxo omtaler, er den i danſke Kongerækker ſaakaldte Frode fredgode, Fridleifs Søn. Saxo fortæller vidtløftige Sagn om hans Barndom og Ungdom, i hvilke den ogſaa i vore Oldſkrifter nævnte Erik den maalſpake fra Rennesø ſpiller Hovedrollen, og ſom upaatvivlelig fra førſt af have dannet en egen Saga om denne, men ſom af den danſke Hiſtoriker vilkaarligt ere indlemmede i Fortællingen om Frode, ved hvilken han overhoved ſynes at have dvælet med Forkjærlighed, og om hvis Perſonlighed han ogſaa ſammendynger andre Sagn, der ere den aldeles uvedkommende, og hvoraf flere i en mere uforvanſket Form fortælles i vore egne Oldſkrifter, uden at engang Frode derved en eneſte Gang nævnes[3]. Frode førte, ifølge Saxo, mange og lykkelige Krige, hvorved han underkaſtede ſig Størſtedelen af Norden, Øſterveg og Slavernes Land; han gav, fortælles der, gode Love, af hvilke flere i Tidens Løb ere blevne afſkaffede, andre derimod vedligeholdte gjennem de paafølgende Tider. Af disſe Love, om hvilke der upaatvivlelig maa have været Sagn i Danmark, — hvor man maaſkee endog har henført hele Lovgivningens Grundlag til Fredfrode, ligeſom i Norge til St. Olaf – opregnes flere, i hvilke man gjenkjender ældgamle ogſaa i Norge brugelige Vedtægter, f. Ex om Opſkæ-

  1. Ved denne Lejlighed omtales endog en ſkotſk Konge Melbrigde (Melbricus), et Navn, der førſt tilhører den chriſtelige Tidsalder, da det betyder „St. Brigidas Tjener“. Og St. Brigida levede førſt i det 6te Aarhundrede.
  2. Saxo, 2den Bog S. 61—80. I de til Klipperne bundne Kammerſvende turde der maaſkee være en Reminiſcens af de til Mølleſtenene lænkede Fenja og Menja.
  3. F. Ex. Fortællingen om Slaget mellem Goter og Huner, og om Arngrims Sønner, hvilken findes fuldſtændigt i Hervararſaga.