Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/224

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
196
Oldſagn

ſig imellem hinanden uden ſynderligt Henſyn til den ubetydelige Nationalforſkjellighed, og hvorom ej alene hine Oldſagn om Vølſunger og Niflunger, men ogſaa den oftere omtalte, hos Prokop forekommende, Beretning om Erulerne, give en temmelig klar Foreſtilling.

Under disſe Omſtændigheder kunne vi derfor her ikke undlade at meddele de af hine Sagn, om hvis hiſtoriſke Betydning der ej kan herſke nogen Tvivl, ordnede efter de enkelte Ætter og Perſoner, de nærmeſt angaa, for derved nogenlunde at anſkueliggjøre Tilſtanden og Hovedbegivenhederne i hiint fjerne Tidsrum. Men af hvad der nys er paapeget, følger tillige, at vi ikke ſtrengt taget kunne holde os til, hvad der alene og udelukkende angaar Norge, men at vi tillige maa omtale ethvert fællesgermaniſkt Sagn, der umiddelbart eller middelbart kaſter Lys paa Nordmændenes Hiſtorie. Af alle disſe Sagn er der naturligviis enkelte, der lettere end de øvrige lade ſig tilbageføre til den oprindelige hiſtoriſke Form, iſær hvor de Begivenheder, de omtale, lade ſig paaviſe i paalidelige fremmede Forfatteres Skrifter. Saadanne Sagn danne de egentlige Støtter for den hiſtoriſke Bygning, til hvis Opførelſe man ellers maa hjelpe ſig med Gisninger.

Det myſtiſke Halvmørke, hvori hiin heroiſke Oldperiode var indhyllet, gjorde den til en velkommen og bekvem Baggrund for en Mængde Æventyr-Digtninger, der iſær paa Island og i Norge opſtode i Middelalderens ſenere Aarhundreder, fra det 12te, maaſkee allerede det 11te, og nedover. Og da tillige flere af de virkelige Oldſagn i de ſamme Aarhundreder have faaet en ny Indklædning og Udvidelſe, er det ofte heel vanſkeligt at adſkille det Egte fra det Uegte. Der fattes heller ikke Exempler paa, at ſenere Hiſtorieſkrivere have benyttet hine Æventyrdigtninger ved Siden af de egte Oldſagn, og derved frembragt en næſten uopløſelig Forvirring. Den nøjere Kundſkab til vort Oldſprog og de nordiſke Oldſager, ſom ved de i ſenere Tider foretagne Granſkninger er vunden, har gjort det muligt, ved Bedømmelſen af de mythiſk–heroiſke Fortællinger at anvende en ſtrengere og ſandere Kritik, og bedre at ſkjelne mellem oprindelige Sagn og nyere Digtninger.

2. Hyndluljod og Halfdan Gamle.

Det er allerede ovenfor omtalt, hvorledes den i det 12te Aarhundrede ſammenſatte Fremſtilling af den norſke Konge-Æts Nedſtammelſe fra Nor og Gor, der danner Indledningen til „Flatøbogens“ Samling af norſke Konge- og Jarleſagaer, og ſædvanligviis kaldes Fundinn Noregr, opſtiller Slægtregiſtre for de enkelte Fylker, af hvilke Slægtregiſtre de førſte Led aabenbart viſe ſig ſom opdigtede, medens kun de ſildigere, — naturligviis