Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/222

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
194
Kunſtfærdighed.

til at antage dem forarbejdede i Udlandet, røbe megen Smag og Dygtighed i at bearbejde Metaller. Nogle tro viſtnok at ſpore den romerſke Smags Indflydelſe, dog ſaaledes, at denne ej har gjort ſig gjeldende gjennem umiddelbar og ſlaviſk Efterligning, men gjennem de germaniſk-nordiſke Kunſtneres ſelvſtændige Opfatning har antaget et for den germaniſke Verden, og iſær for Norden, charakteriſtiſkt Præg, der iſær aabenbarer ſig i det Slags Forſiringer, ſom man har kaldet Slangeſirater, fordi de foreſtille kunſtigt ſammenſlyngede Slangefigurer, men for hvilke dog maaſkee de romerſke Arabeſker ligge til Grund. Stundom ſynes ogſaa — hvad der i ſig ſelv er højſt rimeligt — Spor af øſterlandſk Indflydelſe at fornemmes. Paa de i den fjernere Oldtid meget brugelige Smykker af Guldblik, nu ſædvanligviis kaldte Brakteater, hvortil man oprindelig brugte fremmede Mynter, men ſom man tillige ſelv forarbejdede i Lighed med disſe, findes raa Fremſtillinger, der minde om Buddhismens Symbolik[1].

Vore Forfædres Huſe vare, hvad der og faldt af ſig ſelv, udelukkende, eller ſaagodtſom udelukkende, af Træ, og Høvdingernes, hvis man ſkal kunne ſlutte fra, hvad der i Hedendommens ſidſte Dage fandt Sted paa Island, ofte prægtigt udſmykkede med Udſkæringer og lignende Prydelſer[2]. Paa Pragt og Stads ſatte vore Forfædre overhoved megen Priis; de yndede ſmukke Bygninger, prægtige Klæder og Vaaben, og ſkjønt prydede Skibe. I Særdeleshed anvendte man ødſel Pragt ved Udſmykningen af Krigsſkibene, hvis Forſtavn man ſædvanligviis lod løbe ud i et fantaſtiſkt udſkaaret Dragehoved, ofte forgyldt, medens Bagſtavnen foreſtillede Dragens Hale; ſlige Skibe kaldtes derfor ſtundom ſlethen „Drager“ eller „Orme“.

Af den daglige Levemaade og de ſædvanlige Syſler i hine ældgamle Tider giver forreſten allerede Rigsmaal et temmelig anſkueligt Billede[3]. Saavel heraf, ſom af de øvrige Oplysninger, der kunne erhverves om vore Forfædres ældſte Leveſkik, faar man den beſtemteſte Foreſtilling om, at der aldeles ikke herſkede noget Barbari, men at Kulturtilſtanden i det Hele taget ſtod paa det ſamme Punkt ſom det, hvor vi forefinde den i den egentlige hiſtoriſke Tidsalder.

  1. Se Holmboe, i Tidsſkr. Urda, 2 B. S. 75—78.
  2. Saaledes var Olaf Paa’s Hus paa Hjardarholt udſmykket med Fremſtillinger af Gudelæren, efter hvilke Skalden Ulf Uggeſøn digtede den berømte Huusdraapa, ſe Laxdølaſaga og Snorra-Edda.
  3. Som et umiskjendeligt Beviis paa Rigsmaal’s Ælde kunde maaſkee ogſaa anføres, at Sejladſen der endnu ikke ſpiller nogen væſentlig Rolle, at altſaa den egentlige Søkrig ej ret var bleven ſædvanlig. Kun mod Slutningen, hvor der tydes hen paa Erobringstog, priſes Dans og Danps Dygtighed til at „ride Kjol“, d. e. ſejle; Ordet „Kjol“, ikke „Skib“, viſer at her er Talen om de ældſte, ſmaa Fartøjer, paa hvilke ogſaa Angelſaxerne efter Sagnet ſkulle være komne til England (ceólas, ſe ovenfor S. 190), Nennius, c. 37; Chron. Saxon. kortere Bearbejdelſe.