Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/187

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
159
Fællesgermaniſke Religionsbegreber.

Navn[1], eller ſom „Herren“ (Frauja, Frô, Frea, Frey), medens de to andre, ſom ham underordnede, fremtræde under forſkjellige Navne. Underſøge vi fremdeles, hvad der var det fælles, og altſaa det oprindelige, i den nordiſke og tydſke Gudelære, finde vi, at de foruden den fælles Erkjendelſe af Dyrkelſen af trende Hovedguder ogſaa vare enige om at tænke ſig de raa Naturkræfter repræſenterede ved de ſaakaldte Jøtner[2], og disſe Jøtner og Dverger ſom ſtedſe pønſede paa Ondt mod Guder og Menneſker, altſaa ſom det onde Naturprincips Redſkaber. Fremdeles erfare vi af et gammelt chriſteligt Digt i det højtydſke Sprog, at Tydſkerne, ligeſom vore Forfædre, tænkte ſig en Ildverden (Muſpell eller Muſpilli)[3], ved hvis Luer Jord og Himmel ſkulde blive ødelagte, efterat Guder og Jøtner havde ſtridt den ſidſte Strid paa Liv og Død med hinanden, naar det af vore Forfædre ſaakaldte Ragna-Røkk (Gudernes Mørke) var indtraadt. Men da denne Muſpell eller Ildverden ogſaa, ſom Lyſets og Varmens Hjem, ſpiller en vigtig Rolle ved vore Forfædres Lære om Verdens Tilblivelſe, og ikke engang kan undværes ved denne, er man berettiget til at ſlutte, at den ſamme kosmogoniſke Lære idetmindſte i Hovedſagen var fælles for alle germaniſke Nationer, og at de os levnede oldnorſke Sagn om Verdens Skabelſe virkelig indeholde den egte gamle fællesgermaniſke Lære. Vi ſlutte af den gotiſke Benævnelſe halja, den angelſaxiſke helle, og det tydſke „Hölle“, om det chriſtelige Helvede eller rettere Underverdenen, at Foreſtillingen om den hedenſke Underverden og dens Beherſkerinde Hel (egentlig halja)[4], og følgelig om Niflheim eller Taagehjemmet, hvor denne Underverden tænktes at ligge, var fælles for alle germaniſke Stammer. Men heraf følger igjen, at ogſaa Læren om Loke, Hels Fader, Anſtifter af alt Ondt baade blandt Guder og Menneſker, det onde Princip, og alt hvad dermed ſtaar i Forbindelſe, ligeledes hører til den oprindelige og for hele den germaniſke Verden fælles Deel af Gudelæren. Herhen maa man da ogſaa regne Læren om Livet i Valhall hos Odin, og om de faldne Heltes Ophold hos ham, for i ſin Tid at ſtaa ham bi mod Jøtner-

  1. Odins Navn (Vódans, Wuotan, Wóden, Óðinn) maa udledes af vaða, vort vade, oprindelig „trænge frem med Fart“, hvoraf Ordet (óðr, raſende; det er altſaa den uſtandſelige Kraft, ſom med dette Navn betegnes.
  2. Den oldnorſke Form er jötunn eller jatunn, vel ogſaa jütull, egentl. itunn, den angelſaxiſke eoten, den tydſke ezan, den gotiſke maa have været itans. Navnet er aabenbar udledet af eta, gotiſk itan, æde, fortære, og antyder de onde Veſeners Graadighed.
  3. Se det gammeltydſke af Schmeller udgivne Digt, kaldet Muſpilli; Nord. Tidſkr. for Oldk. B. 3 S. 167.
  4. Hel bruges baade om Stedet, og om Herſkerinden. Det førſte kaldes ogſaa Niflhel ɔ: Taage-Helved.