Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/187

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
159
Fællesgermaniske Religionsbegreber.

Navn[1], eller som „Herren“ (Frauja, Frô, Frea, Frey), medens de to andre, som ham underordnede, fremtræde under forskjellige Navne. Undersøge vi fremdeles, hvad der var det fælles, og altsaa det oprindelige, i den nordiske og tydske Gudelære, finde vi, at de foruden den fælles Erkjendelse af Dyrkelsen af trende Hovedguder ogsaa vare enige om at tænke sig de raa Naturkræfter repræsenterede ved de saakaldte Jøtner[2], og disse Jøtner og Dverger som stedse pønsede paa Ondt mod Guder og Mennesker, altsaa som det onde Naturprincips Redskaber. Fremdeles erfare vi af et gammelt christeligt Digt i det højtydske Sprog, at Tydskerne, ligesom vore Forfædre, tænkte sig en Ildverden (Muspell eller Muspilli)[3], ved hvis Luer Jord og Himmel skulde blive ødelagte, efterat Guder og Jøtner havde stridt den sidste Strid paa Liv og Død med hinanden, naar det af vore Forfædre saakaldte Ragna-Røkk (Gudernes Mørke) var indtraadt. Men da denne Muspell eller Ildverden ogsaa, som Lysets og Varmens Hjem, spiller en vigtig Rolle ved vore Forfædres Lære om Verdens Tilblivelse, og ikke engang kan undværes ved denne, er man berettiget til at slutte, at den samme kosmogoniske Lære idetmindste i Hovedsagen var fælles for alle germaniske Nationer, og at de os levnede oldnorske Sagn om Verdens Skabelse virkelig indeholde den egte gamle fællesgermaniske Lære. Vi slutte af den gotiske Benævnelse halja, den angelsaxiske helle, og det tydske „Hölle“, om det christelige Helvede eller rettere Underverdenen, at Forestillingen om den hedenske Underverden og dens Beherskerinde Hel (egentlig halja)[4], og følgelig om Niflheim eller Taagehjemmet, hvor denne Underverden tænktes at ligge, var fælles for alle germaniske Stammer. Men heraf følger igjen, at ogsaa Læren om Loke, Hels Fader, Anstifter af alt Ondt baade blandt Guder og Mennesker, det onde Princip, og alt hvad dermed staar i Forbindelse, ligeledes hører til den oprindelige og for hele den germaniske Verden fælles Deel af Gudelæren. Herhen maa man da ogsaa regne Læren om Livet i Valhall hos Odin, og om de faldne Heltes Ophold hos ham, for i sin Tid at staa ham bi mod Jøtner-

  1. Odins Navn (Vódans, Wuotan, Wóden, Óðinn) maa udledes af vaða, vort vade, oprindelig „trænge frem med Fart“, hvoraf Ordet (óðr, rasende; det er altsaa den ustandselige Kraft, som med dette Navn betegnes.
  2. Den oldnorske Form er jötunn eller jatunn, vel ogsaa jütull, egentl. itunn, den angelsaxiske eoten, den tydske ezan, den gotiske maa have været itans. Navnet er aabenbar udledet af eta, gotisk itan, æde, fortære, og antyder de onde Veseners Graadighed.
  3. Se det gammeltydske af Schmeller udgivne Digt, kaldet Muspilli; Nord. Tidskr. for Oldk. B. 3 S. 167.
  4. Hel bruges baade om Stedet, og om Herskerinden. Det første kaldes ogsaa Niflhel ɔ: Taage-Helved.