gelse paakaldtes kun trende Guder, (Frey, Njørd og den almægtige Aas)[1]; i det berømte Uppsala-Tempel, som den tydske Skribent Adam af Bremen beskriver, sad kun trende Billedstøtter (af Odin, Thor og Frey)[2], og i den os opbevarede Formular, ved hvilken de gamle Saxere paa Karl den Stores Tid nødsagedes til at afsværge Hedendommen, nævnes kun de tre, Wodan, Thunor (Thor) og Saxnôt, sandsynligviis den samme, som ellers kaldes Tin eller Ziu, vore Forfædres Tyr[3]. Det synes altsaa virkelig som om man i den fjerneste germaniske Old kun har tænkt sig tre Hovedguder, eller Hovedpersonifikationer af den guddommelige Virksomhed, ligesom Hinduerne havde deres Brama, Vischnu og Schiven; og som om de øvrige, i vore Oldsagn omtalte Guder, der tildeels ikke engang kjendtes blandt Sydgermanerne, oprindelig kun have været forskjellige Navne for hine Hovedguder eftersom de tænktes at fremtræde snart under en snart under en anden Skikkelse, alt efter deres forskjellige Virken. Hvad der bestyrker dette, er deels vore Oldsagers udtrykkelige Forsikkring, at flere af Guderne ere Odins Sønner, deels den merkelige, og for Norge særegne Lære, som vi allerede ovenfor (S. 57) have berørt, om Vanernes Optagelse i Gudernes Tal. Thi medens de nordiske Guders Samfund derved, som det heder, forøgedes med de tvende nye Guder, Njørd og Frey, af hvilke den sidste endog indtog en meget fremragende Stilling, ja tildeels endog kunde siges at træde i Odins Sted, og med Frey’s Syster Freyja, der ligeledes optraadte som sideordnet eller næsten overordnet ved Siden af Odins Hustru Frigg, finder man ellers blandt Tydskerne Frauja, Fro eller Frea selv som den øverste Gud, og Freyja som den øverste Gudinde, identisk med Frigg, der igjen hos vore Forfædre synes at være en senere Udsondring af Odins egentlige eller oprindelige Hustru Jørds (d. e. Jordens) Personlighed Kun det saaledes næsten ansees for vist, at der af Odins Personlighed i Tidens Løb har udviklet sig tvende, nemlig den egentlige Odin og Frey, og af Jørds eller Nerthus’s trende, den egentlige Jørd, Frigg og Freyja, og dertil endog det tvetydige Væsen Njørd, der halvt deeltager i Jørds, halvt i Frey’s Personlighed: da opstaar visselig den største Sandsynlighed for, at ogsaa de øvrige, kun i vore Forfædres Oldsagn omtalte Guder ere blevne til i Folketroen paa samme Maade, og at de oprindelige germaniske Guddomme eller Anser kun ere tre, af hvilke Wodan eller Odin var den fornemste, og derfor altid nævntes enten med sit egentlige
