Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/173

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
145
Kvindens Anſeelſe.

germaniſke Skik, at boſætte ſig i adſpredte Landgaarde. Med Familielivets Vigtighed hos vore Forfædre fulgte ogſaa den ſtørre Agtelſe for Kvindekjønnet, ſom var Germanerne egen, og ſom allerede Tacitus omtaler[1]. Monogamiet var vel ikke ligefrem paabudet, og de Tilfælde omhandles endog udtrykkeligt, hvor een Mand havde flere Koner; men deels ſynes dette blot at have været en Frihed, ſom enkelte fornemme Mænd toge ſig, deels ſynes dog altid en af Huſtruerne at have været anſeet ſom den fornemſte i Sammenligning med de øvrige. Fornærmelſer mod Kvinden bødtes efter hendes Mands, eller, om hun var ugift, efter hendes Faders Ret; til Arv ſtedtes hun i Førſtningen viſtnok ikke uden i det Tilfælde, at der ej var mandlige Arvinger i ſamme Slægtſkabsgrad[2], og i enkelte nordiſke Lande, ſom det ſynes, ſlet ikke[3]; men hun fik, naar hun giftede ſig, ſom ofteſt Medgift (heimanfylgja), og maatte desuden i de ældre Tider ligeſom kjøbes af ſin Mand ved en beſtemt Sum (mundr), der blev hendes egen Ejendom. Kvindens Egteſkabsbrud ſtraffedes ſtrengt, med Skjændſel og Død[4]. Kvinderne deeltoge i Mændenes Gilder og bidroge ved ſin Nærværelſe til at forekomme voldſomme Scener; de plejede ſom ofteſt at indfinde ſig ved Thing og Folkeforſamlinger; toge endnu ſtundom, ſom „Skjoldmøer“, Deel i Striden; de beſørgede ikke ſjelden Offringer ved Templerne, og optraadte ſom Sandſigerinder; det var derhos iſærdeleshed Kvinderne, der beſkjeftigede ſig med den i de ældre Tider ſaa frygtede Seid eller Trolddom, ligeſom Lægekunſtens Udøvelſe næſten udelukkende var Kvinderne overladt. Overhoved tænkte man ſig virkelig, ſom Tacitus ſiger, „at der med Kvinden var noget helligt og fremſynet forbundet, ſaa at man ej ſlog Vrag paa hendes Raad eller foragtede hendes Udſagn[5]. Denne Opfatning af Familielivets Hellighed og Kvindens Betydning for dette, og derigjennem for det offentlige Liv, kunde ikke andet end udøve en velgjørende Indflydelſe paa det ſidſte; den gjorde det umuligt, at der kunde indtræde noget egentligt

  1. Tac. Germ. Cap. 18.
  2. Ældre Gul. L. Cap. 159. 186. 190.
  3. I Danmark ſkal Sven Tjugeſkegg allerførſt have givet Døttrene Arv. Se Saxo, 10 Bog S. 494.
  4. Se Tac. Germ., Cap. 18. Jvfr. Halfs Saga Cap. 8.
  5. Tacitus, Germ. Cap. 8. – Der omtales ofte i Sagaerne, hvorledes Kvinderne ſtandſede Strid og Slagsmaal ved at kaſte Klæder over de hinanden krydſende Vaaben, endog med egen Fare, (ſe Eyrbyggja Saga, hvor der berettes om en Kvinde, hvis egen Mand ved en ſaadan Lejlighed af Vanvare kom til at afhugge hendes Haand). — Tiltrækkende Beſkrivelſer over Feſtgilder i Kongehallen, hvor Kvinder og Sangere vare tilſtede for at forherlige Laget, meddeler Digtet om Beowulf paa flere Steder, fornemmelig B. 1215—1285, og V. 4015—4043.