germaniske Skik, at bosætte sig i adspredte Landgaarde. Med Familielivets Vigtighed hos vore Forfædre fulgte ogsaa den større Agtelse for Kvindekjønnet, som var Germanerne egen, og som allerede Tacitus omtaler[1]. Monogamiet var vel ikke ligefrem paabudet, og de Tilfælde omhandles endog udtrykkeligt, hvor een Mand havde flere Koner; men deels synes dette blot at have været en Frihed, som enkelte fornemme Mænd toge sig, deels synes dog altid en af Hustruerne at have været anseet som den fornemste i Sammenligning med de øvrige. Fornærmelser mod Kvinden bødtes efter hendes Mands, eller, om hun var ugift, efter hendes Faders Ret; til Arv stedtes hun i Førstningen vistnok ikke uden i det Tilfælde, at der ej var mandlige Arvinger i samme Slægtskabsgrad[2], og i enkelte nordiske Lande, som det synes, slet ikke[3]; men hun fik, naar hun giftede sig, som oftest Medgift (heimanfylgja), og maatte desuden i de ældre Tider ligesom kjøbes af sin Mand ved en bestemt Sum (mundr), der blev hendes egen Ejendom. Kvindens Egteskabsbrud straffedes strengt, med Skjændsel og Død[4]. Kvinderne deeltoge i Mændenes Gilder og bidroge ved sin Nærværelse til at forekomme voldsomme Scener; de plejede som oftest at indfinde sig ved Thing og Folkeforsamlinger; toge endnu stundom, som „Skjoldmøer“, Deel i Striden; de besørgede ikke sjelden Offringer ved Templerne, og optraadte som Sandsigerinder; det var derhos isærdeleshed Kvinderne, der beskjeftigede sig med den i de ældre Tider saa frygtede Seid eller Trolddom, ligesom Lægekunstens Udøvelse næsten udelukkende var Kvinderne overladt. Overhoved tænkte man sig virkelig, som Tacitus siger, „at der med Kvinden var noget helligt og fremsynet forbundet, saa at man ej slog Vrag paa hendes Raad eller foragtede hendes Udsagn[5]. Denne Opfatning af Familielivets Hellighed og Kvindens Betydning for dette, og derigjennem for det offentlige Liv, kunde ikke andet end udøve en velgjørende Indflydelse paa det sidste; den gjorde det umuligt, at der kunde indtræde noget egentligt
- ↑ Tac. Germ. Cap. 18.
- ↑ Ældre Gul. L. Cap. 159. 186. 190.
- ↑ I Danmark skal Sven Tjugeskegg allerførst have givet Døttrene Arv. Se Saxo, 10 Bog S. 494.
- ↑ Se Tac. Germ., Cap. 18. Jvfr. Halfs Saga Cap. 8.
- ↑ Tacitus, Germ. Cap. 8. – Der omtales ofte i Sagaerne, hvorledes Kvinderne standsede Strid og Slagsmaal ved at kaste Klæder over de hinanden krydsende Vaaben, endog med egen Fare, (se Eyrbyggja Saga, hvor der berettes om en Kvinde, hvis egen Mand ved en saadan Lejlighed af Vanvare kom til at afhugge hendes Haand). – Tiltrækkende Beskrivelser over Festgilder i Kongehallen, hvor Kvinder og Sangere vare tilstede for at forherlige Laget, meddeler Digtet om Beowulf paa flere Steder, fornemmelig B. 1215–1285, og V. 4015–4043.
