der findes i de endnu opbevarede Christenretter for Oplandene og Viken, finde vi disse Klasser nævnte: Træl, Frjalsgjafe, Leysinge, Hauld, Lendermand (Herse)[1]. Her skjelnes mellem Frjalsgjafe og Leysinge, men ikke mellem Hauld og Bonde. Heraf skulde man næsten formode, at Lejlændingsvæsenet ikke var saa almindeligt paa Østlandet, som paa Vestlandet, eller at Gaardene allerede meget tidligt vare udstykkede i mindre Stykker, som dog alle vare Odler, og berettigede deres Ejere til at bære Titelen Hauld. Navnet „Hauld“ og „Bonde“ synes her omtrent at have været eenstydigt, da det heder, at Lendermænd (Herser), der ingen Deel have i Kirkegaarden, skulle ligge i Bøndernes – herved kan blot forstaaes Hauldernes – Plads. At der mellem de her nævnte Klasser ogsaa paa Østlandet fandt Stigningsforhold Sted med Hensyn til deres saakaldte Ret, og at navnlig Haulden ogsaa her som Normal-Ret oppebar tre Mærker, kan vistnok ikke betvivles. Vi erfare ved Sammenligning af alle de her anførte Lovgivningen at Klasseinddelingen, de enkelte mindre Afvigelser fraregnede, over hele Norge var omtrent den samme, og at Klasserne i Hovedsagen lade sig henføre til de allerede i Rigsmaal antydede, saaledes, at der af Trælle-Klassen var udsprungen trende eller tvende (den Frigivne den Frigivnes Søn og Rets-Thegnen, eller Frjalsgjafen og Leysingen); af Karle-Klassen trende (Bonden eller den Aarbaarne, Haulden og Hersen); og af Jarle-Klassen een (Kongen).
Efter den engang fastsatte „Ret“ bestemtes siden alle andre Bøder for større eller mindre Fornærmelser, der vare Rettens Indehaver tilføjede, eller for større eller mindre Forbrydelser, Rettens Indehaver selv maatte begaa. Maalestokken var given, og man behøvede blot derefter at lempe Beregningen. Kun enkelte Forbrydelser lode sig ikke afsone med Bøder, eller vare saakaldte Ubødemaal, nemlig de virkelige Statsforbrydelser og Nidingsverk; de stillede Forbryderne, som vi ovenfor have viist, udenfor Loven (útlægr) og gjorde ham derved fredløs.
Da den germaniske Samfundsorden i sit egentlige Grundlag var patriarchalsk, og beroede paa en Forbindelse, ikke saameget mellem enkelte Individer, som mellem enkelte Familier, fulgte ogsaa heraf, at Familielivet blandt vore ældste Forfædre spillede en langt vigtigere Rolle end Statslivet, der desuden for at trives paa den Maade, som det trivedes i Grækenland og Rom, fordrer Borgernes Tilsammenboen i Stæder, tvertimod den
- ↑ Ældre Borg. Chr. R. Cap. 9. Ældre Eids. Chr. R. 50.
