som efter modtagen Bod og besvoren Trygd desuagtet begik et Drab i Anledning af den Sag, hvilken Trygden gjaldt[1], blev derved en Niding (ɔ: Forræder)[2], som ansaaes at være udstødt fra det ved fælles Lov beskyttede Samfund (útlagr eller útlægr), det vil sige „fredløs“, og kunde ustraffet dræbes af hvilkensomhelst, hvis han forblev i Landet. Det ansaaes tillige som Nidingsfærd, naar Drabsmanden ikke snarest muligt efter det begangne Drab offentligt vedkjendte sig dette, eller, som det hed, lyste sig det paahænde (iglýsing); dette fulgte ligefrem af de om Privatfejde herskende Grundanskuelser; den betragtedes omtrent som en aabenbar Krig mellem uafhængige Magter, og Bøderne ikke som Straf, kun som Sikkerhedsmidler, indrettede af den erkjendte Statsmyndighed.
Da Fordelingen af de større eller mindre Bøder mellem de forskjellige Familiemedlemmer ofte udkrævede en for hine Tider vanskelig Beregning, ansaaes det for nødvendigt, at nøjagtige Lister derover indrettedes. Saadanne Lister kaldtes saktal, og det synes som om disse Saktal overhoved udgjorde Hovedindholdet af den hele Lovgivniug, eller den Deel, om hvilken de under en fælles Lov forenede Familier eller Kommuner først kom overeens, ligesom man vel ogsaa maa antage dem for den Deel af Lovgivningen, der allerførst paa en eller anden Maade blev skriftligt optegnet; thi paa anden Maade var det vel nemlig ikke muligt at fastholde en Mængde Talstørrelser. Det heder derfor ogsaa om Halfdan Svarte, Oplandenes og Vestfoldens Konge, „at han satte Love, overholdt dem selv og tvang alle Andre til at overholde dem, ligesom han og, forat Overmod ej skulde krænke dem, selv indrettede Saktal og bestemte Bøder for Enhver efter hans Byrd og Stand“[3]. Her synes det visselig, som om Saktallet og Bøderne udgjorde Hovedsagen og Hovedindholdet. Saaledes var det ogsaa i Virkeligheden, thi det er just paa denne Statens Mellemkomst til Hindring af Familiefejder, at det hele Sammenhold mellem Familierne og følgelig det hele Samfund hvilede.
I den ovenanførte korte Beretning af Snorre nævnes det udtrykkeligt, at de i Saktallet bestemte Bøder rettede sig efter Enhvers Byrd og Stand. Dette var Tilfælde i alle germaniske Stater, og der gives ikke een germanisk Lovbog fra Oldtiden, som ikke nøjagtigt bestemmer, hvor stor Bod der tilkom Enhver efter hans Stand[4]. Men heraf fulgte, at ogsaa de forskjellige Klasser eller Stænder nøje maatte omtales, og deres gjensidige Rang udhæves; og derfor er det Saktallet eller Kapitlerne om Drabs- og
