Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/170

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
142
Saktal.

ſom efter modtagen Bod og beſvoren Trygd desuagtet begik et Drab i Anledning af den Sag, hvilken Trygden gjaldt[1], blev derved en Niding (ɔ: Forræder)[2], ſom anſaaes at være udſtødt fra det ved fælles Lov beſkyttede Samfund (útlagr eller útlægr), det vil ſige „fredløs“, og kunde uſtraffet dræbes af hvilkenſomhelſt, hvis han forblev i Landet. Det anſaaes tillige ſom Nidingsfærd, naar Drabsmanden ikke ſnareſt muligt efter det begangne Drab offentligt vedkjendte ſig dette, eller, ſom det hed, lyſte ſig det paahænde (iglýsing); dette fulgte ligefrem af de om Privatfejde herſkende Grundanſkuelſer; den betragtedes omtrent ſom en aabenbar Krig mellem uafhængige Magter, og Bøderne ikke ſom Straf, kun ſom Sikkerhedsmidler, indrettede af den erkjendte Statsmyndighed.

Da Fordelingen af de ſtørre eller mindre Bøder mellem de forſkjellige Familiemedlemmer ofte udkrævede en for hine Tider vanſkelig Beregning, anſaaes det for nødvendigt, at nøjagtige Liſter derover indrettedes. Saadanne Liſter kaldtes saktal, og det ſynes ſom om disſe Saktal overhoved udgjorde Hovedindholdet af den hele Lovgivniug, eller den Deel, om hvilken de under en fælles Lov forenede Familier eller Kommuner førſt kom overeens, ligeſom man vel ogſaa maa antage dem for den Deel af Lovgivningen, der allerførſt paa en eller anden Maade blev ſkriftligt optegnet; thi paa anden Maade var det vel nemlig ikke muligt at faſtholde en Mængde Talſtørrelſer. Det heder derfor ogſaa om Halfdan Svarte, Oplandenes og Veſtfoldens Konge, „at han ſatte Love, overholdt dem ſelv og tvang alle Andre til at overholde dem, ligeſom han og, forat Overmod ej ſkulde krænke dem, ſelv indrettede Saktal og beſtemte Bøder for Enhver efter hans Byrd og Stand“[3]. Her ſynes det visſelig, ſom om Saktallet og Bøderne udgjorde Hovedſagen og Hovedindholdet. Saaledes var det ogſaa i Virkeligheden, thi det er juſt paa denne Statens Mellemkomſt til Hindring af Familiefejder, at det hele Sammenhold mellem Familierne og følgelig det hele Samfund hvilede.

I den ovenanførte korte Beretning af Snorre nævnes det udtrykkeligt, at de i Saktallet beſtemte Bøder rettede ſig efter Enhvers Byrd og Stand. Dette var Tilfælde i alle germaniſke Stater, og der gives ikke een germaniſk Lovbog fra Oldtiden, ſom ikke nøjagtigt beſtemmer, hvor ſtor Bod der tilkom Enhver efter hans Stand[4]. Men heraf fulgte, at ogſaa de forſkjellige Klasſer eller Stænder nøje maatte omtales, og deres gjenſidige Rang udhæves; og derfor er det Saktallet eller Kapitlerne om Drabs- og

  1. Dette kaldtes „at vega á veittar trygðir“.
  2. Níðingr, af níð d. e. Ondſkab, Troløshed, Forræderi.
  3. Snorre, Halfd. Sv. Saga Cap. 7.
  4. Endog den gamle rusſiſke, af Jaroſlav c. 1010 givne Pravda eller Lovgivning indeholder Beſtemmelſer herom.