Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/169

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
141
Bod.

den ogſaa kunde vedtages efter privat Forlig eller Voldgift, en Afgjørelſesmaade, der i det Hele taget anſaaes for hæderlig. Den allerhæderligſte beſtod deri, at man overlod Drabsmanden ſelv at beſtemme, hvor ſtor Bod han havde at udrede (Selvdom); dette ſkede kun, naar han var en anſeet og bekjendt, formaaende Mand, og det var da en Æresſag for ham, ej at benytte denne Lejlighed til at ſlippe lettere fra Sagen, end det ellers vilde have været Tilfældet. Den Følelſe af Skam, der nu ſtedſe er forbunden med Modtagelſe af Pengegodtgjørelſe for lidte Fornærmelſer, ſynes overhoved — hvad der og ligger i Sagens Natur — i hine Tider ikke i Almindelighed, og kun i heel ſæregne Tilfælde, at have været tilſtede, medens mangen ſtolt Høvding tvertimod anſaa det for en Skam at give Bod (i Virkeligheden: at anerkjende Statsmyndigheden) og ofte tilbød ſig at give langt ſtørre Erſtatning end den lovmæsſige Bods Beløb, naar denne Erſtatning kun ikke i Formen ſaa ud ſom en Bod[1].

Naar førſt Staten igjennem Lovgivningen optraadte ſom Fredens Overholder, maatte det heraf ogſaa følge, at et Brud paa den offentlige Fred tillige indeholdt en Fornærmelſe mod Staten, ſom derfor ogſaa, foruden Boden til den Dræbtes eller Fornærmedes Familie, tillige ſelv krævede en Erſtatning for dette Fredsbrud. Hertil ſigter allerede Tacitus, hvor han ſiger: „ogſaa for de ringere Forſeelſer ilægges de Overbeviſte en Mulkt af et viſt Antal Heſte og Kvæg i Forhold til Straſſen; en Deel af Mulkten udbetales til Kongen eller Staten, en Deel til den Fornærmede ſelv eller hans Frænder“ (hvilket ſidſte Tillæg altſaa viſer, at Drab er regnet blandt disſe „ringere Forſeelſer“)[2]. I vore ældre Love, der ere nedſkrevne paa en Tid, da Kongen allerede forlængſt betragtedes ſom, Statens eneſte Repræſentant, fordres ved Siden af enhver Privatbod ogſaa en Kjendelſe til Kongen, og i Drabstilfælde desuden en Erſtatning for den tabte Underſaat (þegngildi). Men derſom Bodsſyſtemet ſkulde have nogen Betydning, og ikke blive til et blot Spilfegteri, maatte Staten ſørge for, at der efter Bodens Udbetaling og Fordeling virkelig ogſaa blev Ende paa Fejden. Derfor blev der ved ſlig Lejlighed lyſt en offentlig, højtidelig Trygd (Sikkerhed, i Middelalderens Latin treuga), der ſkulde herſke mellem begge de angjeldende Familier indbyrdes, og af dem bekræftedes med Ed; og den,

pligtelſe; Ordet er dannet af mæg (vort mágr, Maag) og burh, her Borgen, Kaution. Hos os maatte det tilſvarende Ord være mágborg eller mágborgan. Familien ſelv kaldtes af Angelſaxerne under Eet mægd, hvilket Ord ogſaa bruges for at udtrykke „Nation“, lat. gens.

  1. Se f. Ex. iſær Hrafnkel Freysgodes Saga. Det er dog muligt, at flere af disſe Særegenheder førſt udviklede ſig paa Island, hvor det overhaandtagende Fejdevæſen gav mere Anledning dertil.
  2. Tacitus, Germ. Cap. 12.