den maatte overalt, hvor germaniske Stater oprettedes, fremkalde Nødvendigheden af at enes om Lovbestemmelser, hvorved Fejderetten saavidt muligt indskrænkedes. Og saavidt man af de endnu forhaandenværende Lovsamlinger saavelsom af enkelte Antydninger i de historiske Skrifter kan dømme, synes endog de allerførste saakaldte Love fornemmelig at have indeholdt Bestemmelser af dette Slags, nemlig Angivelser af, hvor stor Godtgjørelse i Penge eller Penges Værd der i Drabs- eller Angrebs-Tilfælde skulde udredes. Denne Maade at hindre Familiefejder paa er særegen for Germanerne, og fastsattes i alle ældre germaniske Lovgivninger. Statssamfundet selv overtog eengang for alle at mægle mellem de fejdende Familier, og saalænge som muligt at overholde den offentlige Fred, ved at opstille en Taxt, efter hvilken enhver personlig Fornærmelse skulde godtgjøres, eller en bestemt Bod, der for enhver saadan Fornærmelse skulde udredes, og som Staten selv ved de Tvangsmidler, der stode til dens Raadighed, paatog sig at inddrive, medens den, der oppebar den, derved ogsaa indgik den Forpligtelse, at holde sig rolig og ikke forsøge paa at tage sig selv til Rette. En saadan Bod eller Godtgjørelse kaldes sædvanligviis blandt Tydskerne og Angelsaxerne Wer eller Wergild (egentlig Værge-, Forsvars–Gjeld); hos vore Forfædre simpelthen gjald eller undertiden, forsaavidt man derved havde Retssøgsmaalet for Øje, sak, og tillige, forsaavidt man betragtede den som en Maalestok for Vedkommendes Rang i Samfundet (hvorom mere nedenfor) réttr, Ret. Denne Indretning hos Germanerne er ældre end den Tidsperiode, i hvilken vi allerførst lære dem at kjende. Allerede Tacitus omtaler den paa et Par Steder i sit Skrift om Tydskland „Det er“, siger han, „en uundgaaelig Pligt at deeltage saavel i de Venskabsforbindelser, som i de Fejder, i hvilke Ens Fader eller Paarørende befinder sig. Fejderne vedvare dog ikke uforsonlige til evig Tid, thi Manddrab afsones med et vist Antal stort eller smaat Kvæg, og den hele Familie faar sin Andeel i Godtgjørelsen: en for den offentlige Rolighed velgjørende Indretning, da slige Fejder ere saameget farligere, naar Friheden er saa ubunden, som her“[1]. Ogsaa i vore ældste Love handles der udtrykkeligt og udførligt om Bodens Fordeling mellem Familiens Medlemmer, endog dem, som vi nutildags vilde kalde meget fjerne, og i visse Tilfælde sees det, at ej alene Drabsmanden selv, men endog de øvrige Medlemmer af hans Familie havde at deeltage i Udredelsen[2]. Derved opnaaedes det Gode, at Familierne selv vare interesserede i, saavidt som muligt at hindre Drab og de deraf sig udspindende Fejder[3]. Boden paalagdes sædvanligviis efter Dom til Thinge, skjønt
