Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/168

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
140
Wergild. Gjald.

den maatte overalt, hvor germaniſke Stater oprettedes, fremkalde Nødvendigheden af at enes om Lovbeſtemmelſer, hvorved Fejderetten ſaavidt muligt indſkrænkedes. Og ſaavidt man af de endnu forhaandenværende Lovſamlinger ſaavelſom af enkelte Antydninger i de hiſtoriſke Skrifter kan dømme, ſynes endog de allerførſte ſaakaldte Love fornemmelig at have indeholdt Beſtemmelſer af dette Slags, nemlig Angivelſer af, hvor ſtor Godtgjørelſe i Penge eller Penges Værd der i Drabs- eller Angrebs-Tilfælde ſkulde udredes. Denne Maade at hindre Familiefejder paa er ſæregen for Germanerne, og faſtſattes i alle ældre germaniſke Lovgivninger. Statsſamfundet ſelv overtog eengang for alle at mægle mellem de fejdende Familier, og ſaalænge ſom muligt at overholde den offentlige Fred, ved at opſtille en Taxt, efter hvilken enhver perſonlig Fornærmelſe ſkulde godtgjøres, eller en beſtemt Bod, der for enhver ſaadan Fornærmelſe ſkulde udredes, og ſom Staten ſelv ved de Tvangsmidler, der ſtode til dens Raadighed, paatog ſig at inddrive, medens den, der oppebar den, derved ogſaa indgik den Forpligtelſe, at holde ſig rolig og ikke forſøge paa at tage ſig ſelv til Rette. En ſaadan Bod eller Godtgjørelſe kaldes ſædvanligviis blandt Tydſkerne og Angelſaxerne Wer eller Wergild (egentlig Værge-, Forſvars–Gjeld); hos vore Forfædre ſimpelthen gjald eller undertiden, forſaavidt man derved havde Retsſøgsmaalet for Øje, sak, og tillige, forſaavidt man betragtede den ſom en Maaleſtok for Vedkommendes Rang i Samfundet (hvorom mere nedenfor) réttr, Ret. Denne Indretning hos Germanerne er ældre end den Tidsperiode, i hvilken vi allerførſt lære dem at kjende. Allerede Tacitus omtaler den paa et Par Steder i ſit Skrift om Tydſkland „Det er“, ſiger han, „en uundgaaelig Pligt at deeltage ſaavel i de Venſkabsforbindelſer, ſom i de Fejder, i hvilke Ens Fader eller Paarørende befinder ſig. Fejderne vedvare dog ikke uforſonlige til evig Tid, thi Manddrab afſones med et viſt Antal ſtort eller ſmaat Kvæg, og den hele Familie faar ſin Andeel i Godtgjørelſen: en for den offentlige Rolighed velgjørende Indretning, da ſlige Fejder ere ſaameget farligere, naar Friheden er ſaa ubunden, ſom her“[1]. Ogſaa i vore ældſte Love handles der udtrykkeligt og udførligt om Bodens Fordeling mellem Familiens Medlemmer, endog dem, ſom vi nutildags vilde kalde meget fjerne, og i visſe Tilfælde ſees det, at ej alene Drabsmanden ſelv, men endog de øvrige Medlemmer af hans Familie havde at deeltage i Udredelſen[2]. Derved opnaaedes det Gode, at Familierne ſelv vare interesſerede i, ſaavidt ſom muligt at hindre Drab og de deraf ſig udſpindende Fejder[3]. Boden paalagdes ſædvanligviis efter Dom til Thinge, ſkjønt

  1. Tacitus, Germ. Cap. 21. – Her antyder Tacitus Aarſagen, der paa Island bragte Privatfejderne til ligeſom at livne op igjen.
  2. Se f. Ex. iſær Saktallet i den ældre Froſtathingslov.
  3. Angelſaxerne have ogſaa Ordet mægburh, til at betegne denne Familiefor-