Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/167

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
139
Hevn.

(f. Ex. ved Tab i Spil) var bleven en anden Mand en ſtørre Sum ſkyldig, end han kunde betale[1]. Ogſaa vore ældre Love forudſætte Kreditors Ret til at tage ſig betalt i Skyldnerens Perſon, naar hans Gods ej var tilſtrækkeligt til at dække Gjelden[2]; hiin frivillige Overgivelſe i Trældom nævnes dog ingenſteds udtrykkeligt, men betegnes i ſvenſke Love ved Ordet gjafþræll (d. e. Gave-Træl)[3], der visſelig ganſke ſvarer til det i den engelſke Konge Henrik I’s Lov forekommende Udtryk „sua datione servus“, hvormed hiin frivilligt i Trælleſtand indtraadte, forhen fribaarne, Mand betegnes. Forreſten er det i ſig ſelv højſt ſandſynligt, at dette Tilfælde ogſaa hos os oftere er indtraadt.

7. Hevn. Fejde. Ret.

Den fuldkomne Frihed, der tilkom enhver fribaaren Mand, indſkrænkedes, hvor de germaniſke Samfundsforhold beſtode i deres oprindelige Simpelhed, egentlig kun ved Familiebaandet, eller ved den patriarchalſke Myndighed, ſom hvert enkelt Familie-Overhoved udøvede over alle ſine Tilhørende og undergivne. Hver Familie, eller maaſkee rettere ethvert Odels-Etablisſement, dannede etſlags Stat for ſig ſelv, og var derfor nærmeſt anviiſt paa ſig ſelv hvor det gjaldt at forſvare dens egne perſonlige Rettigheder ligeoverfor andre Familier. Denne Ret til endog med væbnet Haand at forſvare ſine perſonlige Rettigheder, Retten til at føre Privatfejde, der egentlig maa betragtes ſom et af de charakteriſtiſke Kjendemerker for ethvert uorganiſeret Samfund, forudſættes i de germaniſke Love, og ſpiller en Rolle i den germaniſke Hiſtorie længe efter Oprettelſen af den Statsmyndighed, hvis Hovedformaal det ſkulde være at gjøre en ſaadan Krigstilſtand mellem Statens enkelte Medlemmer umulig. Fortællinger om langvarige Familiefejder, og om Udførelſen af den Blodhevn, den ene Familie ej alene anſaa ſig berettiget men endog forpligtet til at tage over en anden Familie for et af denne paa et af hiins Medlemmer begaaet Drab eller Overfald, forekomme i mange af vore Oldſkrifter, iſærdeleshed dem, der vedkomme Island, hvor Mangelen af en egentlig Statsmyndighed kaldte en Tingenes Orden tilbage, ſom i Norge ſelv allerede for en ſtor Deel ved Islands Bebyggelſestid maa anſees for at være tilbagelagt, nemlig den, under hvilken de enkelte Familier udgjøre ligeſaa mange Smaaſtater, der ſelv udøve deres egen Statsmyndighed. Det ulempelige ved en ſaadan Tingenes Or-

  1. Tacitus, Germ. Cap. 24.
  2. Ældre Gul. Lov, Cap. 71.
  3. Øſtgøtalagen, Dræp. B. XVII. 2.