Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/166

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
138
Frigivne.

ret mange Generationer til at bringe en Frigivens Ætling paa ſamme Fod, ſom Haulderne. Beſiddelſe af Land var dertil den væſentligſte Betingelſe. Denne maatte det viſtnok have ſine Vanſkeligheder at opnaa, da den med Odelet forbundne Løsningsret, ſom man egentlig kunde kalde Familiens uforgængelige Medejendomsret, ſaa at ſige forvandlede ethvert Kjøb af faſt Ejendom til et et Pantelaan, og gjorde Beſiddelſen af kjøbt Jordegods uſikker, efterſom dette næſten til enhver Tid kunde indløſes af de Odelsbaarne. Det er endog højſt ſandſynligt, at disſe Beſtemmelſer om den udſtrakte Løsningsret oprindelig ere vedtagne for derved at udeſtænge Pengepugerne af lav Herkomſt fra at komme i Beſiddelſe af Jordegods og derved trænge ſig ind i Odelsbaarnes Kreds. Men der kunde dog tænkes ſaamange Tilfælde, hvor Gjenløsningen maatte blive de Odelsbaarne vanſkelig eller umulig; eller hvor de idetmindſte maatte finde ſig bedre tjente med at modtage en Pengeſum, end med at faa Gaarden tilbage. Og endelig ſynes den merkelige Vedtægt fra gammel Tid af at have beſtaaet, at en Konge, ved at ſkjenke en Mand et Stykke Jord, derved ogſaa ſkjenkede ham det til Odel. Kongen havde det ſaaledes i ſin Magt, paa een Gang at ophøje en Frigiven i Hauldernes Klasſe[1].

Der ſkjelnes undertiden mellem to Slags Frigivne, nemlig den fuldſtændigt Løsladte (leysingi), og den blotte Frigivne (frjálsgjafi)[2]. Forſkjellen maa have beſtaaet deri, at hine Frigivne ſtrax ved en udtrykkelig Viljeserklæring af Herren erhvervede en ſtørre Fritagelſe fra de Forpligtelſer, der paahvilede ham imod denne, end den ſimpelthen Frigivne, ligeſom det ogſaa paa en vis Maade ligger i Ordet, at denne kun havde betraadt det førſte Trin af Frihedens Stige. Thi Ordet frjáls (hvoraf „Frelſe“ ɔ: Frihed) er juſt det Ord, hvormed den fuldkomne perſonlige Frihed betegnes[3].

Saavel Tacitus, ſom de fleſte tydſke og angelſaxiſke Love omtale det Tilfælde, at en fribaaren Mand kunde give ſig ſelv i Trældom, naar han enten ikke vidſte at ernære ſig ſelv, eller ogſaa paa en eller anden Maade

  1. Se den ældre Gulathingslov, Cap. 270. Her omtales ogſaa flere andre Maader, hvorved et Grundſtykke allerede ſtrax kunde erhverves ſom Odel. Ellers udkrævedes dertil, ſom bekjendt, i det mindſte i de Tider, fra hvilke vore ældre Love i den Skikkelſe, hvori vi nu kjende dem, ſkriver ſig, en ſaare lang Beſiddelſeshævd, og det bliver et Spørgsmaal om Odelet i de ældſte Tider overhoved ved nok faa lang Beſiddelſe i den nye Kjøbers Æt kunde præſkriberes for Sælgeren.
  2. Se nedenfor S. 144.
  3. Ordet er ſammenſat af frí og hals, betegner altſaa „den, hvis Hals er fri“, altſaa den, der ej bærer noget Trællemerke paa ſig. Det gjengives derfor ogſaa i latinſke Dokumenter ved „collum liberum“.