Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/166

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
138
Frigivne.

ret mange Generationer til at bringe en Frigivens Ætling paa samme Fod, som Haulderne. Besiddelse af Land var dertil den væsentligste Betingelse. Denne maatte det vistnok have sine Vanskeligheder at opnaa, da den med Odelet forbundne Løsningsret, som man egentlig kunde kalde Familiens uforgængelige Medejendomsret, saa at sige forvandlede ethvert Kjøb af fast Ejendom til et et Pantelaan, og gjorde Besiddelsen af kjøbt Jordegods usikker, eftersom dette næsten til enhver Tid kunde indløses af de Odelsbaarne. Det er endog højst sandsynligt, at disse Bestemmelser om den udstrakte Løsningsret oprindelig ere vedtagne for derved at udestænge Pengepugerne af lav Herkomst fra at komme i Besiddelse af Jordegods og derved trænge sig ind i Odelsbaarnes Kreds. Men der kunde dog tænkes saamange Tilfælde, hvor Gjenløsningen maatte blive de Odelsbaarne vanskelig eller umulig; eller hvor de idetmindste maatte finde sig bedre tjente med at modtage en Pengesum, end med at faa Gaarden tilbage. Og endelig synes den merkelige Vedtægt fra gammel Tid af at have bestaaet, at en Konge, ved at skjenke en Mand et Stykke Jord, derved ogsaa skjenkede ham det til Odel. Kongen havde det saaledes i sin Magt, paa een Gang at ophøje en Frigiven i Hauldernes Klasse[1].

Der skjelnes undertiden mellem to Slags Frigivne, nemlig den fuldstændigt Løsladte (leysingi), og den blotte Frigivne (frjálsgjafi)[2]. Forskjellen maa have bestaaet deri, at hine Frigivne strax ved en udtrykkelig Viljeserklæring af Herren erhvervede en større Fritagelse fra de Forpligtelser, der paahvilede ham imod denne, end den simpelthen Frigivne, ligesom det ogsaa paa en vis Maade ligger i Ordet, at denne kun havde betraadt det første Trin af Frihedens Stige. Thi Ordet frjáls (hvoraf „Frelse“ ɔ: Frihed) er just det Ord, hvormed den fuldkomne personlige Frihed betegnes[3].

Saavel Tacitus, som de fleste tydske og angelsaxiske Love omtale det Tilfælde, at en fribaaren Mand kunde give sig selv i Trældom, naar han enten ikke vidste at ernære sig selv, eller ogsaa paa en eller anden Maade

  1. Se den ældre Gulathingslov, Cap. 270. Her omtales ogsaa flere andre Maader, hvorved et Grundstykke allerede strax kunde erhverves som Odel. Ellers udkrævedes dertil, som bekjendt, i det mindste i de Tider, fra hvilke vore ældre Love i den Skikkelse, hvori vi nu kjende dem, skriver sig, en saare lang Besiddelseshævd, og det bliver et Spørgsmaal om Odelet i de ældste Tider overhoved ved nok faa lang Besiddelse i den nye Kjøbers Æt kunde præskriberes for Sælgeren.
  2. Se nedenfor S. 144.
  3. Ordet er sammensat af frí og hals, betegner altsaa „den, hvis Hals er fri“, altsaa den, der ej bærer noget Trællemerke paa sig. Det gjengives derfor ogsaa i latinske Dokumenter ved „collum liberum“.