Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/165

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Frigivne.
137

ket der allerede findes ordnede Huusholdninger. Trældomsſtanden overhoved kaldtes ſom ofteſt heel betegnende ánauð (d. e. Tvangstilſtand).

Desuagtet var, ſom allerede ovenfor yttret, Trællenes Tilſtand hos vore Forfædre heel taalelig, langt taaleligere, end hos Romere og Grækere. Trællene havde ſædvanligviis egen Ejendom, kunde endog beſidde Vaaben, ſom Herren ikke egenmægtigt var berettiget til at fratage ham[1], og kunde, naar de havde ſamlet Penge nok dertil, løskjøbe ſig, ligeſom de ikke ſjelden frigaves[2]. En ſaadan Frigiven kaldtes leysingi, og vedblev viſtnok at ſtaa i et Afhængighedsforhold til Herren, men ikke længer ſaaledes, at denne havde nogen Forføjningsret over hans Perſon, eller at han ikke, naar han ellers havde Midlerne dertil, ganſke ſkulde kunne forlade Herrens Huus og nedſætte ſig paa ſin egen Haand. Sandſynligviis var det Frigivne, af hvilke Lejlændingsklasſen, idetmindſte i de ældſte Tider, fornemmelig beſtod; men i ſaa Fald var deres Retsforbold omhyggeligt ſikkret, thi i vore ældre Love er det Beſtemmelſerne om „Landslejen“, det vil ſige om Forholdet mellem Grundejer og Lejlændinger og disſe indbyrdes, der indtage den ſtørſte Plads, og ere affattede med ſtørſt Omſtændighed. Af andre Beſtemmelſer om de enkelte Klasſers Rettigheder ſeer man, at den Frigivne og den Frigivnes Søn dannede en Mellemklasſe mellem Trællen og Bonden. Der omtales og ſtundom mellem Frigivneſønnen og Bonden en Mellemklasſe, hvis Medlemmer betegnes med det beſynderlige Navn Reks-Thegn (egentlig Vreks-Thegn), hvilket Ord, der kommer af at reka eller vreka (ɔ: vrage, drive bort), neppe kan andet end ſigte til, at de dermed betegnede Folk have ført et mere løſt og ledigt Liv, end de faſt boſatte Godsejere. Man ſkulde ellers formode, at den Klasſe af Smaahandlere, omvankende Kræmmere, Pengeſamlere og Pengeudlaanere, der altid opſtaar i et allerede nogenledes ordnet Statsſamfund, fornemmelig har beſtaaet af Frigivne eller Frigivnes Børn. Ved krigsfangne og ſiden frigivne Trælle kom det dog naturligviis ogſaa meget an paa deres oprindelige Stand, hvad Stilling det efter Frigivelſen tillodes dem at indtage i Samfundet[3]. Og i det Hele taget behøvedes der ikke

  1. Se herom iſær den merkelige Beretning i Gisle Sursſøns Saga S. 4. — Trællens private Ejendom (orka) omtales oftere i vore ældre Love. Erling Skjalgsſøn gav ſine Trælle Grundſtykker at dyrke, ſe Snorre Olaf d. H. Saga Cap. 22.
  2. At der i England maa have været en Mængde Livegne, ſees desſoruden ej alene af flere Diplomer, men ogſaa af Bedas Beretning om Biſkop Wilfridh, at han, da Kong Ceadwealha af Wesſex havde givet ham Diſtriktet Seoleſigg (Selſey), ſtrax frigav 250 der boſatte Livegne. (Beda, II. H. E. IV. 13).
  3. F. Ex. hvor den ſkotſke Jarl Melduns Søn bliver Godsbeſidder paa Island, Landn. II. 17.