ket der allerede findes ordnede Huusholdninger. Trældomsstanden overhoved kaldtes som oftest heel betegnende ánauð (d. e. Tvangstilstand).
Desuagtet var, som allerede ovenfor yttret, Trællenes Tilstand hos vore Forfædre heel taalelig, langt taaleligere, end hos Romere og Grækere. Trællene havde sædvanligviis egen Ejendom, kunde endog besidde Vaaben, som Herren ikke egenmægtigt var berettiget til at fratage ham[1], og kunde, naar de havde samlet Penge nok dertil, løskjøbe sig, ligesom de ikke sjelden frigaves[2]. En saadan Frigiven kaldtes leysingi, og vedblev vistnok at staa i et Afhængighedsforhold til Herren, men ikke længer saaledes, at denne havde nogen Forføjningsret over hans Person, eller at han ikke, naar han ellers havde Midlerne dertil, ganske skulde kunne forlade Herrens Huus og nedsætte sig paa sin egen Haand. Sandsynligviis var det Frigivne, af hvilke Lejlændingsklassen, idetmindste i de ældste Tider, fornemmelig bestod; men i saa Fald var deres Retsforbold omhyggeligt sikkret, thi i vore ældre Love er det Bestemmelserne om „Landslejen“, det vil sige om Forholdet mellem Grundejer og Lejlændinger og disse indbyrdes, der indtage den største Plads, og ere affattede med størst Omstændighed. Af andre Bestemmelser om de enkelte Klassers Rettigheder seer man, at den Frigivne og den Frigivnes Søn dannede en Mellemklasse mellem Trællen og Bonden. Der omtales og stundom mellem Frigivnesønnen og Bonden en Mellemklasse, hvis Medlemmer betegnes med det besynderlige Navn Reks-Thegn (egentlig Vreks-Thegn), hvilket Ord, der kommer af at reka eller vreka (ɔ: vrage, drive bort), neppe kan andet end sigte til, at de dermed betegnede Folk have ført et mere løst og ledigt Liv, end de fast bosatte Godsejere. Man skulde ellers formode, at den Klasse af Smaahandlere, omvankende Kræmmere, Pengesamlere og Pengeudlaanere, der altid opstaar i et allerede nogenledes ordnet Statssamfund, fornemmelig har bestaaet af Frigivne eller Frigivnes Børn. Ved krigsfangne og siden frigivne Trælle kom det dog naturligviis ogsaa meget an paa deres oprindelige Stand, hvad Stilling det efter Frigivelsen tillodes dem at indtage i Samfundet[3]. Og i det Hele taget behøvedes der ikke
- ↑ Se herom især den merkelige Beretning i Gisle Surssøns Saga S. 4. – Trællens private Ejendom (orka) omtales oftere i vore ældre Love. Erling Skjalgssøn gav sine Trælle Grundstykker at dyrke, se Snorre Olaf d. H. Saga Cap. 22.
- ↑ At der i England maa have været en Mængde Livegne, sees dessoruden ej alene af flere Diplomer, men ogsaa af Bedas Beretning om Biskop Wilfridh, at han, da Kong Ceadwealha af Wessex havde givet ham Distriktet Seolesigg (Selsey), strax frigav 250 der bosatte Livegne. (Beda, II. H. E. IV. 13).
- ↑ F. Ex. hvor den skotske Jarl Melduns Søn bliver Godsbesidder paa Island, Landn. II. 17.
