Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/164

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
136
Forſkjellige Trælle-Benævnelſer.

ne Briter ogſaa bleve gjorte til Livegne, og ofte vel endog til Huus-Trælle[1].

Den oprindelige Maade, paa hvilken Trælle erhvervedes, ſynes at have været Tilfangetagelſe i Krig eller paa hvilketſomhelſt Herjetog, Ordet heertekinn eller hernuminn (hærtagen, krigsfangen) medfører derfor næſten i og for ſig Begrebet om Trældom, og man har Exempel paa, at en højbaaren Kvinde endog ved at røves af en Landsmand og føres hen til et andet Fylke kunde blive anſeet, ſom om hun var ſunken ned i Trælleſtand[2]. Trællene betragtedes af vore Forfædre ſom Ting eller Løsøre, forſaavidt de kunde ſælges, bortbyttes eller bortgives; forreſten ſynes Trællenes Stilling at have været ret taalelig. Den fælles Benævnelſe paa en Træl eller Trælkvinde, iſær med Henſyn til deres Afhændelighed, var man[3]; med Henſyn til det tjenende Forhold, hvori han ſtod, þýr og þý (Tyende, angelſ. þeov, gotiſk þius)[4]. Der gaves ogſaa andre Navne, ſom betegnede den ufrie Stand, og ſom idetmindſte ſenere hos vore Forfædre kunde bruges i Flæng med „Thy“ og „Man“, men ſom maaſkee fra førſt af have betegnet enten forſkjellige Grader af Trældom, eller forſkjellige Beſkjeftigelſer. Af disſe maa førſt og fremſt merkes det bekjendte „Træl“ (þræll)[5]; dernæſt ár (opr. maaſkee kun en „Tjener“), og ambátt, der oprindeligen blot kan have betegnet „Tjeneſtekvinde“, (ligeſom det gotiſke andbahts kun betegner en Tjener i Almindelighed), men er ſenere gaaet over til at betegne en Trælkvinde ret og ſlet[6]. Andre Navne tyde hen paa ſæregne Betjeninger i Huusvæſenet, og forudſætte ſaaledes et Kulturtrin, paa hvil-

  1. Det Angelſ. Wealh, vort Valr, Tydſk Walch, Slaviſk Wolok, Wlak, betyder oprindelig kun „anderledes talende“, og henføres derfor af Angelſaxerne til Briterne (Wealas, hvoraf Wales), af vore Forfædre til romaniſktalende Folk, Franſkmand og Italienere, ſaa og af Tydſkerne; af Slaverne til Efterkommerne af de romerſke Provincialer ved Donau, hvoraf Navnet „Wlacher“.
  2. Se Egils Saga.
  3. Ordet ſvarer i Brug, dog ikke i Oprindelſe, til det lat. mancipium.
  4. Af þý kommer Ordet þjá (egentlig þivja, þía), at gjøre til Træl.
  5. Þræl forekommer ogſaa hos Angelſaxerne.
  6. I Snorres Harald Haarf. Saga Cap. 40 omtales en Kvinde af høj Byrd, der dog kaldtes Kongens ambátt, thi, heder det, i hine Tider vare ogſaa fornemmere Mænd og Kvinder Kongen tjeneſtpligtige. Sagen har vel været den, at Ordet ambátt i hiin Tid endnu ikke havde antaget den ſtadige Betydning af „Trælkvinde“. Naar Cæſar (B. G. VI. 1.) taler om de ſaakaldte ambacti, der hos Gallerne omgave de fornemmere Mænd, ſkulde man næſten tro, at han har overført paa Gallernes Indretninger et Ord, han har hørt fra de tydſke Stammer, med hvilke han kom i Berørelſe, og ſom han i alle Fald viſtnok har forklaret af det latinſke ambigo.