Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/164

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
136
Forskjellige Trælle-Benævnelser.

ne Briter ogsaa bleve gjorte til Livegne, og ofte vel endog til Huus-Trælle[1].

Den oprindelige Maade, paa hvilken Trælle erhvervedes, synes at have været Tilfangetagelse i Krig eller paa hvilketsomhelst Herjetog, Ordet heertekinn eller hernuminn (hærtagen, krigsfangen) medfører derfor næsten i og for sig Begrebet om Trældom, og man har Exempel paa, at en højbaaren Kvinde endog ved at røves af en Landsmand og føres hen til et andet Fylke kunde blive anseet, som om hun var sunken ned i Trællestand[2]. Trællene betragtedes af vore Forfædre som Ting eller Løsøre, forsaavidt de kunde sælges, bortbyttes eller bortgives; forresten synes Trællenes Stilling at have været ret taalelig. Den fælles Benævnelse paa en Træl eller Trælkvinde, især med Hensyn til deres Afhændelighed, var man[3]; med Hensyn til det tjenende Forhold, hvori han stod, þýr og þý (Tyende, angels. þeov, gotisk þius)[4]. Der gaves ogsaa andre Navne, som betegnede den ufrie Stand, og som idetmindste senere hos vore Forfædre kunde bruges i Flæng med „Thy“ og „Man“, men som maaskee fra først af have betegnet enten forskjellige Grader af Trældom, eller forskjellige Beskjeftigelser. Af disse maa først og fremst merkes det bekjendte „Træl“ (þræll)[5]; dernæst ár (opr. maaskee kun en „Tjener“), og ambátt, der oprindeligen blot kan have betegnet „Tjenestekvinde“, (ligesom det gotiske andbahts kun betegner en Tjener i Almindelighed), men er senere gaaet over til at betegne en Trælkvinde ret og slet[6]. Andre Navne tyde hen paa særegne Betjeninger i Huusvæsenet, og forudsætte saaledes et Kulturtrin, paa hvil-

  1. Det Angels. Wealh, vort Valr, Tydsk Walch, Slavisk Wolok, Wlak, betyder oprindelig kun „anderledes talende“, og henføres derfor af Angelsaxerne til Briterne (Wealas, hvoraf Wales), af vore Forfædre til romanisktalende Folk, Franskmand og Italienere, saa og af Tydskerne; af Slaverne til Efterkommerne af de romerske Provincialer ved Donau, hvoraf Navnet „Wlacher“.
  2. Se Egils Saga.
  3. Ordet svarer i Brug, dog ikke i Oprindelse, til det lat. mancipium.
  4. Af þý kommer Ordet þjá (egentlig þivja, þía), at gjøre til Træl.
  5. Þræl forekommer ogsaa hos Angelsaxerne.
  6. I Snorres Harald Haarf. Saga Cap. 40 omtales en Kvinde af høj Byrd, der dog kaldtes Kongens ambátt, thi, heder det, i hine Tider vare ogsaa fornemmere Mænd og Kvinder Kongen tjenestpligtige. Sagen har vel været den, at Ordet ambátt i hiin Tid endnu ikke havde antaget den stadige Betydning af „Trælkvinde“. Naar Cæsar (B. G. VI. 1.) taler om de saakaldte ambacti, der hos Gallerne omgave de fornemmere Mænd, skulde man næsten tro, at han har overført paa Gallernes Indretninger et Ord, han har hørt fra de tydske Stammer, med hvilke han kom i Berørelse, og som han i alle Fald vistnok har forklaret af det latinske ambigo.