Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/155

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
127
Følget.

Gaver; ofte er hans blotte Anſeelſe nok til at gjøre Ende paa Krige. I Slaget er det en Skam for Fyrſten at ſtaa tilbage for Nogen i Tapperhed, og for Følget, ikke at viſe ligeſaa ſtor Tapperhed ſom Fyrſten. Og en Skjændſel er det for den haandgangne Mand gjennem hele hans Liv, at overleve ſin i Slaget faldne Fyrſte; hans helligſte Forpligtelſe er at forſvare og værge denne, ja endog at tilſkrive ham Æren for de Heltebedrifter, han ſelv udfører. Fyrſterne ſtride før Sejren, de haandgangne Mænd for Fyrſten. Og hvis der hjemme i Fylket har herſket langvarig Fred og Stilhed, begive de fleſte fornemme Ynglinger ſig efter eget frit Valg til Nationer, ſom juſt paa den Tid føre Krig, baade fordi Nationen i ſig ſelv hader Rolighed, og fordi de ved de farefuldeſte Bedrifter erhverve den ſtørſte Anſeelſe, og det desuden er vanſkeligt for Fyrſten at kunne holde et ſtort Følge uden ved Herjen og Krigsføren; thi de haandgangne Mænd gjøre ſtore Fordringer til deres Fyrſtes Gavmildhed; navnligt vente de af ham at faa den Heſt, hvorpaa de drage i Striden, og det Spyd, hvormed de fælde Fjenden og vinde Sejren; Beværtningen, og den viſtnok ſimple, men rigelige Underholdning regnes kun ſom en Deel af Beſoldningen; Midlerne til at viſe Gavmildhed maa Fyrſten ſøge ſig ved Krig og Herjen. Man vil have langt vanſkeligere ved at faa dem til at dyrke Jorden og afvente Afgrøden, end til at udæſke Fjenden og modtage hædrende Saar: ja det anſees endog ſom Tegn paa Dorſkhed og Ladhed, at erhverve ſig ved ſin Sved, hvad der kan vindes ved Blod“[1].

Anvende vi denne meſterlige Skildring paa de ældſte Forhold i vort Land, ſaaledes ſom vi ovenfor iſær efter Rigsmaal have ſøgt at fremſtille dem, vil man lettelig kunne forſtaa, hvorledes Karlen eller Agerdyrkeren i Førſtningen kunde være ſaa lidet anſeet i Sammenligning med Jarlen eller Krigeren. Jarlerne have neppe engang beſkjeftiget ſig med Agerdyrkningen, men flokket ſig om enkelte Høvdinger, og under deres Anførſel, enten i Fejder med hinanden indbyrdes, eller i fremmede Fylker, maaſkee og i fjernere Lande ſøgt at erhverve ſig Anſeelſe og det fornødne Underhold. Baade i vore egne og andre germaniſke Oldſkrifter finde vi i mængdeviis Exempler paa det her af Tacitus ſkildrede Forhold, og Beſtyrkelſe paa hans Ord. Høvdingens Gavmildhed mod hans haandgangne Mænd er ſaa at ſige de gamle, til Høvdingers Priis forfattede. Kvads ſtaaende Thema; Gavmildheden priſes ſom en Dyd ikke ringere end Tapperheden. Høvdingen kaldes „Ringenes Bryder“, „Guldets Hader“, o. a. d. Allerede Rigsmaal ſelv lader Jarlen, ſom et Særkjende paa hans ædle Byrd, ſtrax efterat have tilkæmpet ſig et Rige „ſønderhugge Baugen“; i det gamle Bjarkemaal omta-

  1. Tac. Germ. Cap. 13, 14.