Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/154

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
126
Følget.

ſom raadede over meget Folk, men ejede intet Land“[1]. Og ſaa langt ned, ſom ved den Tid da Chriſtendommen indførtes, ja endog noget ſenere overhoved ſaa længe Vikingetiden varede, finde vi det omtalt ſom Skik og Brug, at Sønner af kongelige Familier, der i Spidſen for en Krigerſkare gjorde Søtog for at herje i fremmede Lande, ſtrax paa det førſte Tog ved Afrejſen fra Hjemmet udraabtes til Konger af ſine Krigere, og ſidenefter ſtedſe beholdt denne Kongetitel. Nu er det tydeligt nok, at den Omſtændighed, at disſe Tog foregik til Søs, her er aldeles uvæſentlig, alene begrundet i Norges ſæregne Beliggenhed og Umuligheden af længer at kunne foretage Erobringstog til Lands; det Væſentlige er Kongens Optræden ſom Høvding før en Skare af Krigere, der have ſluttet ſig om ham i den Henſigt at herje og gjøre Erobringer i fremmede Lande. Konge-Navnet er ſaaledes fra førſt af knyttet til disſe to Hovedpunkter, Erobringshenſigten og Krigerfølget. Og her have vi ikke længer en udelukkende norſk, men en ældgammel og egte germaniſk Inſtitution for os. Det er det ſaakaldte Følge (comitatus), beſtaaende af hvad der i vore Oldſkrifter kaldes „haandgangne Mænd“ eller Krigere, der med hellige Forpligtelſer havde fluttet ſig til Kongens Perſon.

Tacitus, der ſaa omhyggelig havde iagttaget de gamle Germaners Skikke og Sæder, giver os den ældſte, men tillige den omſtændeligſte Fremſtilling af dette Følges Beſkaffenhed. „De foretage ſig“, ſiger han, „intet enten i offentlige eller private Anliggender, uden at være bevæbnede. Men det er ikke Skik og Brug at Nogen begynder at bære Vaaben, førend hans Medborgere have erklæret ham voxen dertil. Da bliver Ynglingen paa ſelve Thinget prydet med Skjold og Spyd, enten af en af Fyrſterne (principes) eller af ſin Fader, eller af en Paarørende. – Særdeles høj Byrd eller Forfædres ſtore Fortjeneſte kunne endog give unge Menneſker fyrſtelig Værdighed. De ſaaledes Vaabenſmykkede flokke ſig om de ſterkere og allerede prøvede Krigere; heller ikke er det nogen Skam at viſe ſig blandt de haandgangne Mænd (comites). Der er endog Grader imellem de haandgangne Mænd indbyrdes, alt efter den Fyrſtes Dom, hvem de følge; de haandgangne Mænd kappes ivrigt med hinanden indbyrdes om at indtage den førſte Plads hos Fyrſten, og Fyrſterne kappes om at have de fleſte og tappreſte haandgangne Mænd. Dette er Anſeelſe og Magt, ſtedſe at være omgivne af en Skare udvalgte Ynglinger; i Fredstid er det en Ære, i Krigen et Værn. Og ikke alene i Fyrſtens eget Fylke, men ogſaa i alle Nabofylker erhverver han ſig et berømmeligt Navn ved at have et Følge, der udmerker ſig ved Talrighed og Tapperhed; til en ſaadan Fyrſtes Gunſt bejler man ved Geſandtſkaber, og ſender ham

  1. Snorre Yngl. S. Cap. 34.