som raadede over meget Folk, men ejede intet Land“[1]. Og saa langt ned, som ved den Tid da Christendommen indførtes, ja endog noget senere overhoved saa længe Vikingetiden varede, finde vi det omtalt som Skik og Brug, at Sønner af kongelige Familier, der i Spidsen for en Krigerskare gjorde Søtog for at herje i fremmede Lande, strax paa det første Tog ved Afrejsen fra Hjemmet udraabtes til Konger af sine Krigere, og sidenefter stedse beholdt denne Kongetitel. Nu er det tydeligt nok, at den Omstændighed, at disse Tog foregik til Søs, her er aldeles uvæsentlig, alene begrundet i Norges særegne Beliggenhed og Umuligheden af længer at kunne foretage Erobringstog til Lands; det Væsentlige er Kongens Optræden som Høvding før en Skare af Krigere, der have sluttet sig om ham i den Hensigt at herje og gjøre Erobringer i fremmede Lande. Konge-Navnet er saaledes fra først af knyttet til disse to Hovedpunkter, Erobringshensigten og Krigerfølget. Og her have vi ikke længer en udelukkende norsk, men en ældgammel og egte germanisk Institution for os. Det er det saakaldte Følge (comitatus), bestaaende af hvad der i vore Oldskrifter kaldes „haandgangne Mænd“ eller Krigere, der med hellige Forpligtelser havde fluttet sig til Kongens Person.
Tacitus, der saa omhyggelig havde iagttaget de gamle Germaners Skikke og Sæder, giver os den ældste, men tillige den omstændeligste Fremstilling af dette Følges Beskaffenhed. „De foretage sig“, siger han, „intet enten i offentlige eller private Anliggender, uden at være bevæbnede. Men det er ikke Skik og Brug at Nogen begynder at bære Vaaben, førend hans Medborgere have erklæret ham voxen dertil. Da bliver Ynglingen paa selve Thinget prydet med Skjold og Spyd, enten af en af Fyrsterne (principes) eller af sin Fader, eller af en Paarørende. – Særdeles høj Byrd eller Forfædres store Fortjeneste kunne endog give unge Mennesker fyrstelig Værdighed. De saaledes Vaabensmykkede flokke sig om de sterkere og allerede prøvede Krigere; heller ikke er det nogen Skam at vise sig blandt de haandgangne Mænd (comites). Der er endog Grader imellem de haandgangne Mænd indbyrdes, alt efter den Fyrstes Dom, hvem de følge; de haandgangne Mænd kappes ivrigt med hinanden indbyrdes om at indtage den første Plads hos Fyrsten, og Fyrsterne kappes om at have de fleste og tappreste haandgangne Mænd. Dette er Anseelse og Magt, stedse at være omgivne af en Skare udvalgte Ynglinger; i Fredstid er det en Ære, i Krigen et Værn. Og ikke alene i Fyrstens eget Fylke, men ogsaa i alle Nabofylker erhverver han sig et berømmeligt Navn ved at have et Følge, der udmerker sig ved Talrighed og Tapperhed; til en saadan Fyrstes Gunst bejler man ved Gesandtskaber, og sender ham
- ↑ Snorre Yngl. S. Cap. 34.
