man saaledes nok antage for en Forvanskning af Hálogi eller noget lignende, og opstille den Formodning, at Haalogaland dermed er meent; i Navnene Liothida og Svethidi kunde den sidste Deel være en Forvanskning af thiuda, saaledes at hiint udtrykke de samme som Ptolemæos’s „Leuoner“, og tydede hen paa det svenske Landskabsnavn „Lifvine“, at Suethidi var en anden Form for det allerede forhen nævnte Suethans hvilket Jornandes selv ej har gjenkjendt i den mere nordiske Form Svithjod eller Svethjod. I Finnaithæ gjenkjende vi Navnet paa det smaalandske Landskab Finnveden, der ogsaa kaldes Finneiði, og hos Adam af Bremen Finnedi[1], ligesom Theustes aabenbart er Landskabet Thjust, der ligeledes tilhører Smaaland. Vagoth kunde maaskee staa for Vagôs og sigte til Vaage i Gudbrandsdalen eller Vaagen i Nordland[2]; Hallin til Halland; Ethelrugi kunde enten staa istedetfor Aðalrugar, ɔ: de egentlige Roger, Fastlandsrogerne, modsat Holmrygir, eller ogsaa istedetfor Theli, Rugi (Theler ɔ: Thelemarkens Indbyggere, og Ruger). Kunne vi nu end ikke med Bestemthed gjenkjende ethvert Navn i denne Fortegnelse hos Jornandes, er dog Antallet af dem, vi kunne gjenkjende, tilstrækkeligt til at vi ikke et Øjeblik behøve at tvivle om, at vort Fædreland, saavelsom hele Halvøen, allerede paa hans Tid i det Væsentlige havde den samme Befolkning, paa samme Maade fordeelt, som nuomstunder. At den gotiske, i Syden levende, Historieskriver ikke kunde være paa det Rene med Ordenen, i hvilken hine Folk burde opregnes, det vil sige med Beliggenheden af ethvert enkelt Folks Distrikt, og at han saaledes opregner dem om hinanden, er ej at forundres over. Man maa snarere finde det forunderligt og merkeligt, at allerede saamange og saa omstændelige Beretninger om Nordens Folk paa Jornandes’s Tid kunde finde Vejen til den eenslige Skribents Studerestue, for af ham at opbevares til alle kommende Slægter.
Fra de allerældste Tider finder man ej alene i Norden, men ogsaa hos alle de øvrige germaniske Folk bestemte Spor af en Inddeling der bærer Præget af, oprindelig at have været reent personlig, aldeles uafhængig af Stedet, hvor de nedsatte sig, og efter hvilken de saaledes allerede maa
- ↑ Adam af Bremen, l. IV. Cap.:34, Knytlingasaga Cap. 110. Saxo kalder dette svenske Grændselandskab mod Danmark ligefrem Finnia, og Indbyggerne Finnenses, Beviis for, at der maa have boet mere civiliserede Finner i den sydligere Deel af Halvøen, og at disse senere have antaget den nordiske Nationalitet.
- ↑ Vistnok skulde den tilsvarende gotiske Form lyde vêgôs, men Jornandes kan med Flid have søgt at gjengive den nordifke.
