Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/121

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
93
Jornandes’s Opregnelſe af Skandjas Beboere.

man ſaaledes nok antage for en Forvanſkning af Hálogi eller noget lignende, og opſtille den Formodning, at Haalogaland dermed er meent; i Navnene Liothida og Svethidi kunde den ſidſte Deel være en Forvanſkning af thiuda, ſaaledes at hiint udtrykke de ſamme ſom Ptolemæos’s „Leuoner“, og tydede hen paa det ſvenſke Landſkabsnavn „Lifvine“, at Suethidi var en anden Form for det allerede forhen nævnte Suethans hvilket Jornandes ſelv ej har gjenkjendt i den mere nordiſke Form Svithjod eller Svethjod. I Finnaithæ gjenkjende vi Navnet paa det ſmaalandſke Landſkab Finnveden, der ogſaa kaldes Finneiði, og hos Adam af Bremen Finnedi[1], ligeſom Theustes aabenbart er Landſkabet Thjuſt, der ligeledes tilhører Smaaland. Vagoth kunde maaſkee ſtaa for Vagôs og ſigte til Vaage i Gudbrandsdalen eller Vaagen i Nordland[2]; Hallin til Halland; Ethelrugi kunde enten ſtaa iſtedetfor Aðalrugar, ɔ: de egentlige Roger, Faſtlandsrogerne, modſat Holmrygir, eller ogſaa iſtedetfor Theli, Rugi (Theler ɔ: Thelemarkens Indbyggere, og Ruger). Kunne vi nu end ikke med Beſtemthed gjenkjende ethvert Navn i denne Fortegnelſe hos Jornandes, er dog Antallet af dem, vi kunne gjenkjende, tilſtrækkeligt til at vi ikke et Øjeblik behøve at tvivle om, at vort Fædreland, ſaavelſom hele Halvøen, allerede paa hans Tid i det Væſentlige havde den ſamme Befolkning, paa ſamme Maade fordeelt, ſom nuomſtunder. At den gotiſke, i Syden levende, Hiſtorieſkriver ikke kunde være paa det Rene med Ordenen, i hvilken hine Folk burde opregnes, det vil ſige med Beliggenheden af ethvert enkelt Folks Diſtrikt, og at han ſaaledes opregner dem om hinanden, er ej at forundres over. Man maa ſnarere finde det forunderligt og merkeligt, at allerede ſaamange og ſaa omſtændelige Beretninger om Nordens Folk paa Jornandes’s Tid kunde finde Vejen til den eenslige Skribents Studereſtue, for af ham at opbevares til alle kommende Slægter.

14. Ordningen i Fylker og Hereder

Fra de allerældſte Tider finder man ej alene i Norden, men ogſaa hos alle de øvrige germaniſke Folk beſtemte Spor af en Inddeling der bærer Præget af, oprindelig at have været reent perſonlig, aldeles uafhængig af Stedet, hvor de nedſatte ſig, og efter hvilken de ſaaledes allerede maa

  1. Adam af Bremen, l. IV. Cap.:34, Knytlingaſaga Cap. 110. Saxo kalder dette ſvenſke Grændſelandſkab mod Danmark ligefrem Finnia, og Indbyggerne Finnenses, Beviis for, at der maa have boet mere civiliſerede Finner i den ſydligere Deel af Halvøen, og at disſe ſenere have antaget den nordiſke Nationalitet.
  2. Viſtnok ſkulde den tilſvarende gotiſke Form lyde vêgôs, men Jornandes kan med Flid have ſøgt at gjengive den nordifke.