Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/86

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


bærenhed — naar man tænker paa de smaa og deres pretentiøse optræden. Men der skal, ogsaa, ligeoverfor saa vanskelige emner, en overlegenhed som Schweigaards til at anvende en alt prøvende skepsis og samtidig at gaa helt klar af enhver spidsborgerlig snusfornuft. Mod sin vilje blev han i vort land en støtte for snusfornuften. Den materialistiske bevægelse, som omkring midten af det 19de aarhundrede hos os forsøgte at lægge en sterk dæmper paa norsk fantasi og norsk følelse, kunde med et vist skin af ret appellere til Schweigaards auktoritet. Enhver stor mand, der trækker skarpe linjer, resikerer at virke paa denne maade.

 «Deres fælles punkt er det vilkaarlige, er aandens anarki,» heder det om de tyske systemer fra Kant til Hegel, «deres anmasselse er den, at de ville skabe sandheden og ikke lære den at kjende, at de sætte sine ideer i virkelighedens sted, at de personificere sine abstraktioner eller bedre sagt, at de ophøie dem til guder, at de fornegte den kilde, de skrive sig fra, og at de udgive dem for umiddelbare aabenbaringer.»

 I virkeligheden fører denne art af tænkning til en ordlek, den blir en gjenopstandelse af den gamle metafysik. I modsætning hertil ser Schweigaard grundlaget for den objektive videns sikkerhed i «det almindeligste resultat af den almindeligste induktion», De spekulative systemer kommer ingen vei, saa længe de ikke kaster lys over underord-