striden, indtil den nye revisionskomité nedsattes. Han ender med at stille dennes horoskop.
Til trods for at forslaget af 1844 ingenlunde gav Norge fuld ligestilling, var det «helt igjennem af saadant indhold, at efter de i Sverige i almindelighed raadende begreber Sverige overalt var tabende, Norge overalt vindende nye rettigheder eller forøget andel i den fælles styrelse». Blandt de ting, der navnlig ikke tør ha passet Sverige, var den af justitsdepartementet (Fr. Stang) indbragte redaktionsforandring om adgang til at oprette egne norske konsulater: «Skjønt nemlig consulatvæsenet strengt taget ligger aldeles udenfor rigsakten, og der saaledes aldrig har været noget til hinder for, at kongen ansætter en consul udelukkende for norsk regning, hvor vel Norge, men ikke Sverige er interesseret i at have en consul, og omvendt, saa har man dog altid fra svensk side været saa nidkjær i det ømme punkt om repræsentationen ligeoverfor udlandet, at det aldrig har kunnet blive spørgsmaal om ansættelse af nogen egen norsk consul paa steder, hvor kun Norge havde handels- og skibsforbindelser.» Hele revisionsudkastet blev i Sverige stedet til hvile uden nogensomhelst ligtale. Det bør heller ikke forundre, mener Dunker, ti «ministeriets medlemmer kunne i foreløbige forhandlinger, især i dem, der ikke komme til offentlig kundskab, være hævede over nationale fordomme og lidenskaber og see
