Birch Reichenwald, personlig nær, og det er ikke utænkeligt, at han kan ha øvet en vis indflydelse paa ministerens holdning under krisen. Birch Reichenwald, der som ganske ung havde tilbragt en tid i Sverige og var særlig godt anskrevet paa høieste sted, opfattedes, da regjering ens ledelse betroedes ham, som en af det «svenkvenlige» partis spidser. Imidlertid viste det sig, da konflikten i statholderstriden blev alvorlig, at Birch Reichenwald ingenlunde var den for svenskerne bekvemme mand. Hans norske modstandere fortolkede det slig, at han følte trang til, gjennem en heldig ordning af det celebre spørgsmaal, at modbevise den beskyldning, der hvilede paa ham.
Her stod Dunker sin ven ypperlig bi ved sine «Flyveblade», der var indledningen til en grundig gjennemgaaelse af unionsforholdene.
Hvor langt man var kommet, — hvor vanskeligt det var at skabe en alvorlig og fast opposition mod sammenslutningspolitiken, — viser udtalelser i det liberale norske «Aftenbladet» fra 1867, samme aar som unionskommissionen holdt paa at afslutte sit arbeide, aaret mellem Dunkers to publikationer «Om revision af foreningsakten» (1ste bind 1866 — 2det 1868).
Det heder der om Birch Reichenwalds fald: «Istedenfor at følge den ganske hverdagslige klogskabs regler, valgte den her omhandlede statsmand
