og ja, naar det var blit umuligt. En formel ligestillethed af den art, som afmerkedes i det af kronprins Gustaf i 1905 foreslaaede forhandlingsprogram, vilde ikke længe i forveien fuldkommen ha tilfredsstillet den her omtalte gruppe, og selv om Sverige i realiteten havde beholdt hegemoniet, vilde ogsaa de øvrige meninger ha maattet bøie sig. Den svenske politik i 1860 under statholderstriden havde imidlertid saaet farlige frø, som snart skulde spire, og som ogsaa senere fik god næring fra Sverige. Lidt efter lidt dannede der sig i Norge en fraktion, hvis først hemmelige, senere ganske aabenbare maal var at svække foreningen. Denne fraktion, der til en begyndelse var uden indflydelse, voksede sig efterhaanden sterkere. Den havde sine fleste tilhængere blandt venstre. Imidlertid blev i lang tid norsk politik bestemt af et tredie standpunkt: man burde opretholde status qvo, ingen forandring foretage i rigsakten, indtil forholdene muligvis kunde bli slige, at en for Norge formaliter som realiter fuldt tilfredsstillende ordning lod sig træffe. Da muligheden for, en saadan ordning endnu ikke lod sig skimte, blev denne politik nærmest negativ: at forkaste alle uionsforslag, hvordan de saa tog sig ud. Den havde tilhængere baade blandt høire og venstre. Det kan indrømmes, at fra omkring 1870 den største unionsvenlighed var tilstede hos høire, og at dette parti navnlig tog afstand fra enhver
