Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/108

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


lysningskilde». Hans udtryksmaade farves saa sterkt heraf, at den paa en nyktern betragter af stortingets aandelige kvalifikationer gjennem tiderne virker ironisk. Det er atter det retoriske, der spiller ham et puds. Det er idetheletaget det, der generer, naar man læser hans taler. Der vrimler af udtryk som «det historisk givne», «hvad livet kræver», «hvad man kan byde nationen», «kommende slegter» osv. Og «Tidens strøm, hr. præsident! en granitdæmning vil den bryde i skummende vrede» — saadanne sætninger affyrer han uden blu. At han med meget smaa mellemrum apostroferer sin tale med henvendelser til præsidenten, virker selvfølgelig langt anderledes trættende under læsningen, end det har gjort mundtlig. Fremmedord elsker han, de franske forekommer hyppigst, men der er ogsaa urimelige tyske, som «angelegent».

 Bortset fra disse formelle indvendinger gir hans taler et særdeles klart og godt indtryk af mandens maalbevidste og samlede personlighed. Han har havt en merkelig sikker tro paa demokratiets sag. Hans stiltiende forudsætning er overalt: folkets instinkt vil bringe de dygtigste til magten. Og allerede fra første stund vil han ikke vide af nogen deling af denne. Kongen har i grundlovssager overhovedet intet veto. «Staten er en nødvendig organisme (!), og der maa énhed og kraft i ledelsen» Han smiler til grundlovens tre-